Dorte Bertram f. 1936 (i6981) er barnebarn af apoteker Peter Christian Kierkegaard Tang Barfod (XVI, 44–i752) og dermed oldebarn af Hospitalsforstander Hans Peter Barfod (XV, 27–i740), som denne lille artikel omhandler. Dorte er uddannet bibliotekar og var ansat på Den Sociale Højskoles Bibliotek 1963-2002.
H. P. Barfod (1834-92)
Egentlig har jeg altid følt mig lidt beskæmmet på familiens vegne på grund af oldefar Hans Peter Barfods tilsyneladende amatøragtige måde at behandle Søren Kierkegaards efterladte skrifter på.
Søren Kierkegaard
Jeg vidste, at han blev stærkt kritiseret, både af sin samtid og af senere Kierkegaard-forskere, og jeg kunne forledes til at tænke, at det kunne han da også have blandet sig udenom.
Lidt tilfældigt faldt jeg over Peter Tudvads roman Forbandelsen, som handler om Søren Kierkegard.
Første kapitel (Broderen) fortæller om mødet i Aalborg mellem Søren Kierkegaards bror Biskop Peter Christian Kierkegaard og H. P. Barfod i 1865, og her fremgår det at det er Barfods fortjeneste at de efterladte pairer overhovedet bliver reddet og ikke havner i bispegaardens brændeovn.
Biskop P. C. Kierkegaard
Det fandt jeg var en interessant betragtning, idet jeg som nævnt havde hørt om den megen kritik, Barfod havde fået. Jeg skrev derfor til Tudvad, om denne version var fakta eller fiktion. Han bekræftede, at det var fakta og henviste mig til bogen: Skriftbilleder. Udgivet i samarbejde med Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Det kongelige Bibliotek.Gad 1996.
Det følgende er hvad jeg kan uddrage af fakta om sagen, som kan rehabilitere oldefar:
H. P. Barfod var netop uden beskæftigelse i 1865, da han havde måttet opgive udgivelsen af Aalborgposten, som han havde været redaktør af siden 1861. Han var exam jur., meget optaget af tidens debatter om såvel politiske som religiøse spørgsmål, herunder om spændingen mellem Grundtvigs og Søren Kierkegaards kristendomsopfattelse, men altså ikke selv teolog.
Barfod var ligesom biskoppen grundtvigianer, og der var så stor teologisk uenighed mellem biskoppen og hans bror, at vi nok har svært ved at forstå det. For eksempel afviste Søren at få besøg af broderen, da han lå for døden på Frederiks hospital.
Hvem der tog initiativ til mødet mellem biskoppen og den arbejdsledige Barfod, står uvist hen, men Barfod nævner selv i sin tale ved biskoppens jordefærd i 1888, at det netop var 23 år siden, han på biskoppens opfordring flyttede ind i bispegården – på et tidspunkt, hvor han ellers var parat til at bryde op fra byen – og dermed vendte hans livs skæbne sig ”ad nye, gode og lyse veje”.
I forordet til første bind af Efterladte Papirer udtrykker Barfod håbet om, at det i alfald må kunne skjønnes, at jeg med Kjærlighed har syslet med det Hverv, man betroede mig, med ærbødig Troskab og Nidkjærhed har søgt at løse den Opgave, jeg selv bejlede til.
Trods den teologiske uenighed har Barfod altså haft sans for vigtigheden af at bevare Søren Kierkegaards omhyggeligt gemte efterladte skrifter.
De efterladte papirer havde nemlig siden SKs død i 1855 lidt en omtumlet skæbne. Allerede ved begravelsen på Assistens Kirkegaard var der pinlige optrin, idet SKs nevø, den psykisk ustabile Henrik Lund, efter jordpåkastelsen højlydt protesterede mod den kirkelige begravelse af den rabiate kirkestormer, som præsteskabet efter hans (Lunds) mening på en måde ”havde voldtagen”.
Først blev papirerne tilbudt Regine Olsen, gift Schlegel, SKs tidligere forlovede, men hun var kun interesseret i den del, som angik hende personligt.
Henrik Lund er nu den første, der forsøger at ordne SKs efterladte papirer. Han prøver også at få afsat opgaven til andre, men uden held. Det kongelige Bibliotek afslår at modtage papirerne – af frygt for den opsigt samlingen kan forårsage, når de bliver offentligt tilgængelige!
Til sidst appellerer Henrik Lund til sin onkel i Aalborg og hans far J. C. Lund sørger for at de mere eller mindre mugne og skimlede papirer bliver sendt til bispegaarden i Aalborg i 1858, altså tre år efter SKs død.
P. C. Kierkegaard var blevet kaldet til biskop i Aalborg 1856. Han følte selv, at det måske var en forvisning fra biskop Martensens side, og hans hustru Jette kaldte den nye hjemby for Jyllands Sibirien.
Biskoppen har hele tiden været meget kritisk over for Søren Kierkegaards forfatterskab og måske også frygtet, at nogle af papirerne skulle indholde kritiske bemærkninger om ham fra broderens side, men han udgiver dog i 1859 Søren Kierkegaards Synspunkter for min Forfatter-Virksomhed. Manuskriptet hertil er senere forsvundet, antagelig endt i en af bispegårdens glubske ovne.
I 1865 flytter Barfod så ind i bispegården og får tildelt opgaven”at gennemgå, registrere osv Sørens papirer” og bliver tillige stiftskasserer og amanuensis for biskoppen. Forholdet udvikler sig gennem årene til et varmt venskab. Det er således biskoppen, der vier Barfod i Ulfborg kirke i 1868 til Marie Cathrine Tang fra Nørre Vosborg og han bliver også i 1876 gudfar til min bedstefar, parrets førstefødte søn, som opkaldes efter ham (Peter Christian Kierkegaard Tang Barfod).
Et eksempel på et Kierkegaardmanuskript: “Striden mellem den gamle og den nye Sæbekielder”. Nedenfor ses begyndelsen af samme tekst i H.P. Barfods redaktion
Efter at Barfod er blevet hospitalsforstander for klosteret i Ålborg, holder biskoppen ofte gudstjeneste der om søndagen, og som nævnt er det også Barfod, der holder en meget lang og hengiven tale (8 sider) ved biskoppens kiste inden overførslen til Budolfi kirke.
Når Tudvads bog har fået titlen Forbandelsen, refererer det til det traume, som hvilede over hosekræmmer Michael Kierkegaard og hans to sønner.
Som lille vogterdreng i Vestjylland var hosekræmmeren kold, sulten og forkommen gået op på en høj og havde forbandet Gud. Endnu højt oppe i årene var han ikke i stand til at glemme det – en forbandelse, hvorved slægten ville fortabes og uddø. (Kan og skal jeg frelses eller fortabes i Evigheden?)
Barfod fortæller i sin tale, at han i 1865 var stødt på en beskrivelse af denne hændelse i SKs dagbøger. Da han havde vist biskoppen dette, brast denne i gråd, men Barfod afstår fra at gengive de nærmere omstændigheder, som fremkom under samtalen.
Hosekræmmeren selv fik 7 børn, hvoraf dog kun Peter Christian og Søren overlevede. Søren fik ingen børn, og Peter Christian fik kun en enkelt søn Poul, som døde barnløs.
Begyndelsen af den samme tekst i den trykte udgave af “Søren Kierkegaards Efterladte Papirer 1833-1843”, side 166.
Barfod nåede i 1869-77 at udgive de tre første bind af Søren Kierkegaards Efterladte Skrifter for årene 1833-47. Han blev meget kritiseret for dette pionerarbejde, dels fordi han meget omhyggeligt medtog ALT, dvs. alle kladder, udkast, dagsbogsnotater, manuskripter mm, hvilket fik en anmelder til at fastslå, at her var der ikke tale om litteratur, men makulatur. Men som Barfod selv siger i forordet til bind to, så gemmer man jo på Thorvaldsens museum også alle kunstnerens foreløbige skitser.
Dels blev Barfod kritiseret for sproglige rettelser som udskrivning af forkortelser, ensretning af stavemåder, tegnsætning mm, men når man i Skriftbilleder ser, hvordan de originale papirer ser ud, forstår man godt, at bogtrykkeren kunne have brug for lidt vejledning og redigering – og som sagt alternativet havde måske været den totale tilintetgørelse.
De følgende bind efterladte papirer blev udgivet af H Gottsched, en tysk gymnasielærer, der lærte sig dansk for at kunne varetage opgaven.
Søren Kierkegaards samlede skrifter er senere udkommet i flere forskellige udgaver, senest i digitaliseret form, hvor man kan bevæge sig både lodret og vandret i de forskellige udkast og forarbejder.
Og der er stadig noget af forske i. Dels kan man ved moderne blækanalyse bedre skelne SKs håndskrift fra Barfods, dels kan man rent tydningsmæssigt få nye ideer. For eksempel har man opdaget, at SK skelner mellem eksaminere og eksanimere. Og et hæfte, der var skrevet ombord på et skib havde ikke titlen:Dampskibskahyt men Digterisk forsøg.
Først i 1875 var Universitetsbiblioteket indstillet på at overtage SKs efterladte papirer, og biskop Kierkegaard overdrog dem i forbindelse med svogeren, J. C. Lunds begravelse. Nu befinder de ca. 14 hyldemeter sig på Det kongelige Bibliotek i et klimareguleret boksmagasin.
Kilder:
- Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer med indledende Notiser ved H P Barfod.Bd.1-3, Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag 1872-77.
- Barfod, H. P.: Til Minde om Biskop Peter Christian Kierkegaard, født 6.Juli 1805, død 24.Februar 1888, og hans Jordefærd 1.Marts 1888.
- Skriftbilleder. Søren Kierkegaards journaler, notesbøger, hæfter, ark, lapper og strimler. Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup. Udgivet i samarbejde med Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Det kongelige Bibliotek, Gad 1996.
- Tudvad, Peter: Forbandelsen. Roman. Politikens forlag 2013.
- samt diverse opslag på nettet.