Nedenfor følger en beskrivelse af den historiske sammenhæng, som de enkelte generationer Barfod-Barfoed har levet i. Det er generationsnumrene fra Jørgen Barfods “19. generationer” og ”Barfod-Sagaen”, der er benyttet.
For at identificere de mange Barfod’er og give en god fornemmelse af, hvor langt tilbage i historien, de optrådte, benyttede allerede Birkedal-Barfods bog fra 1925 sig af generationer i romertal og løbenumre i arabertal; desuden opererede han med et “familiebogstav” for at holde styr på slægtsgrene. Han havde Jens Barfod, fra hvem alle nuværende Barfødder formentlig stammer, som generation nul. I Jørgen Barfods bog “19. generationer” fra 1960 er denne Jens’ generation III, hvilket han også er i Barfod Sagaen og i vores digitale slægtsbog. Løbenumrene har vi benyttet, hvor de eksisterede, men for fremtiden vil alle personer kun få et generations-nummer (stadig i romertal), foruden det digitale individ-nummer, som gør det muligt, entydigt, at kunne identificere enhver person.
I – Første slægtled
I 1397 forenedes Norden i den såkaldte Kalmarunion under dronning Margrethe, hvorved skabtes Europas største rige. Det tysk-romerske rige var kun en enhed af navn, men heller ikke som en sådan kunne det i areal måle sig med de nordiske landes. I Frankrig rasede hundredårskrigene, der skulle svejse dette rige sammen, og i Østeuropa krigedes de slaviske folk, der var ved at løsrive sig fra det smuldrende rige, som Djengis Khan havde skabt i Asien.
Men folkemængden i Norden har kun været på omkring et par millioner, medens de største vesteuropæiske lande hver for sig har haft langt flere indbyggere. Desuden var Norden også endnu kulturelt underlegen det øvrige Europa.
Vi må forestille os en tid, hvor kongens og ikke mindst herrestændernes magt var stor. Ledingsflåde og ledingshær er gået af brug og erstattet af herremændene med deres væbnede svende, og endnu spiller de nye ildvåben med krudt og kugler ingen rolle over for de stærke befæstede borge.
Dengang bestod bøndernes værdi først og fremmest i at være et vigtigt skatteobjekt for kongen. Det var en hård tid for bønderne ligesom det heller ikke så alt for lyst ud for borgerne, der slet ikke kunne klare sig i konkurrence med hanseaternes kapitalstærke handel. Til den mere velstående del af disse samfundsgrupper hørte det ældste medlem af Barfod-slægten, om hvem vi har bevaret enkelte oplysninger.
Niels Mikkelsen Barfod nævnes d. 19.4.1406 som rådmand i Randers på et tingsvidnebrev under navnet Nichles Mychilsøn Barfood, og d. 18.8.1418 nævnes Niels Mikelsøn Barfoeth som ”byman”, da han atter optræder som vidne i Randers. At han har siddet som rådmand kunne tyde på, at han har været hjemmehørende, barnefødt, i byen, men hans far, der vel har heddet Mikkel eller Michael, kender vi ikke noget til fra noget dokument. Da Niels Barfod vel har siddet i rådmandsstillingen i en moden alder, er han muligvis født ca. 1360-70, men hans dødsdag kendes ikke. Børn: sandsynligvis to (II,1 og II,2).
II – Andet slægtled
Første halvdel af fjortenhundrede-tallet var en urolig tid for Danmark. Kong Erik havde de største vanskeligheder med at holde sammen på den nordiske union og 1426-35 førte han en hård krig mod hanseaterne, da han ville indskrænke deres privilegier til fordel for landets egne borgere. Efter at han desuden havde lagt sig ud med adelen, der sendte ham sit opsigelsesbrev 1439, slog han sig ned som herre på Gotland.
Den danske adel hyldede da i 1440 Kristoffer som konge, men helt uden sværdslag vandt han ikke anerkendelse. Bønderne i Nørrejylland rejste sig med nogle adelsmænd som førere. De indtog Ålborg og mishandlede blandt andet lensmanden Esge Broks lig, medens opstanden bredte sig. Adskillige herremænd måtte flygte og overlade deres gårde til at blive plyndret og brændt af oprørere. Efter at kongens folk havde sejret på St. Jørgensbjerg i Hanherred blev oprøret dog slået blodigt ned.
III, IV – Tredje og fjerde slægtled
På denne tid, da adelen søgte at sikre sig flere og flere rettigheder, blev det af desto større betydning at kunne fastslå sit adelskab. Et seglmærke var ikke tilstrækkeligt bevis på adelskab, da det stod enhver frit for at anvende våben og mærke i forbindelse med dokumenters besegling. Derfor var kong Erik af Pommern begyndt at udstede adelsbreve, der fastslog våbenskjoldet og frihederne for slægten. Denne praksis fortsattes også under de følgende konger, men de således adlede slægter fik aldrig nogen større betydning som virkelige adelsslægter, men forblev i lavadelen. Blandt disse finder vi nu slægten Barfod.
Væbnernes herregårde var som regel ubefæstede, og livet på dem har sikkert kun i ringe udstrækning afveget fra de omboende uadelige storbønders. Alligevel må vi forestille os, at væbneradelen, hvor det var økonomisk muligt, har søgt at hævde sig både for at sikre deres rettigheder og for at tækkes højadelen. I løbet af 1400-tallet blev skellet mellem adelen og de øvrige stænder stadig stærkere trukket op, så det var af betydning at søge at følge med.
Væbnerens krigstjeneste var endnu af væsentlig betydning i hæren, men i dette århundrede kom de nye ildvåben, der snart skulle omdanne krigen til lands og til søs. De i Danmark ældste bevarede kanoner, der er fisket op fra et skib ved Anholt, er således fra ca. 1450.
1448 valgtes grev Christian af Oldenborg til dansk konge og i 1450 valgtes han ligeledes til Norges konge, medens Sverige i 1448 valgte Karl Knutsson til konge. Kong Christian stod således i sin regeringstid overfor de to store opgaver, nemlig på den ene side Nordens samling og på den anden side kampen om hertugdømmerne, og til disse opgaver krævedes så mange penge, at kongen måtte optage lån, hvor han kunne få dem. Han blev imidlertid styrket af kampen, og ved hans død i 1481 stod kongemagten så stærk som nogensinde.
V – Femte slægtled
Første halvdel af femtenhundredetallet var en broget tid i danmarkshistorien. Kong Hans grundlagde den danske orlogsflåde, og hans søn Christian II søgte med stor dygtighed at bekæmpe hanseaternes indflydelse i landet for at skabe en selvstændig dansk handelsstand, men knækkede nakken under de indre kampe i Sverige. Unionen opløstes, og i de følgende år gærede uroen omkring den afsatte konge og den reformatoriske bevægelse, der trængte frem syd fra.
Konge og adel tog endnu engang livtag under Grevens Fejde 1534-36. Borgerkrigen hærgede landet, men vi kender kun alt for lidt til slægtens forhold i disse år. Dog kan vi konstatere, at Niels Barfod (V,5) tilsyneladende har kæmpet på bøndernes side til fordel for Christian II ligesom muligvis andre af slægten, medens sandsynligvis Claus Barfod (V,3) kæmpede for Christian III.
I det øvrige Europa var det den mægtige Karl V af Spanien, Tyskland m.m. og den franske kong Frans, der dominerede begivenhederne rent militært i den tid, da Morten Luther satte brand i sjælene. Det er ligeledes værd at notere, at efter Columbus opdagelse af Amerika og portugisernes opdagelse af søvejen syd om Afrika fuldendte Magelhaen i 1522 sin jordomsejling og indledte dermed sammen med mange andre begivenheder en ny tidsepoke. Middelalderen var forbi.
VI – Sjette slægtled
I midten af 1500-tallet var der atter indbyrdes krige i Norden. Under 7-årskrigen prøvede Frederik II at standse den voksende svenske magt, men uden egentligt held. Sverige erobrede Estland og Danmark Øsel og Ditmarsken. Samtidig opgav også ude i Europa Karl V at nå sine mål og abdicerede i 1556, hvorefter religionskrigene i de kommende årtier trådte ind i en ny fase takket være den modreformatoriske bevægelse.
Imidlertid havde den politiske og militærtekniske udvikling ændret lavadelens forhold i Danmark. Skellet mellem højadel og lavadel uddybedes under de gode tider for storgodserne, der kunne afsætte deres produktion i udlandet til store priser, og selvom storbønderne vel også nyder nogen fordel af denne udvikling giver den vanskeligheder på anden måde. Barfodslægten er ved at spredes over Danmark, men de fleste bor dog endnu i Ribe amt. De har gårde i Sædding, Nørre Nebel og Ikast, en præst bor i Sneum og en delefoged i Kærgård birk. En delefoged er en kgl. embedsmand, der varetager kongens interesser på herredstinget og desuden har en vis politimyndighed. Endvidere er en Barfod præst i Vigsnæs på Lolland og en gren af slægten er tilsyneladende over Ålborg vandret til Helsingør, hvor vi finder en skipper og købmand, der endog har ejendomme i Norge.
De lokale ”konger” havde nu afløst deres væbnertilværelse med stillinger som herredsfogeder, delefogeder eller skrivere.
VII – Syvende slægtled
Begyndelsen af det syttende århundrede var en urolig tid i Europa, hvor Danmark i sine fredsperioder kunne tjene gode penge, medens trediveårskrigen hærgede de øvrige lande. Men Christian IV’s regeringstid blev skæbnesvanger for Danmark. Kalmarkrigen 1611-13 kom Danmark nogenlunde over, men deltagelsen i trediveårskrigen 1625-29 åbenbarede, at vi var blevet en svag magt til lands, og da Sverige på dette felt viste sin store styrke, blev vi i 1643 angrebet af denne rival til herredømmet i Norden. Lykken stod nu også svenskerne bi til søs, så Christian IV efter nederlaget ved Femern måtte slutte den uheldsvangre Brømsebrofred.
Under disse krige blev Jylland første gang invaderet af Wallensteins lejetropper og anden gang af Torstenssons styrker, så slægten, der fortrinsvis havde gårde i Ribe amt, i hvert tilfælde kom til at lide under den anden mere langvarige invasion, der også bredte sig til den vestlige del af landsdelen.
I syvende slægtled går storgården endeligt ud af Barfod-slægtens eje til en svigersøn, Jens Christensen, som overtager Barfodernes lederstilling i Sædding. Endnu er der tre eller fire af slægten, der har gårde i byen, mens det går tilbage for dem. Niels bliver præst i Nørre Nebel, og Claus, hvis præstegård i Sneum forulempes af spøgelser, holder også stadig til på disse kanter. Jacob bliver en velhavende herredsfoged i Bjødstrup, og kun sparsomt kender vi noget til slægten i Helsingør og den Niels, hvis børn tilsyneladende flytter til Trondhjem.
VIII – Ottende slægtled
Omkring midten af 1600-tallet fik Danmark sit afgørende knæk overfor svenskerne. Takket være øresundstolden var de vestlige sømagter interesseret i at svække Danmark. De var meddelagtige i tabet af en tredjedel af det gamle danske land, og de sørgede for, at de følgende krige ikke bragte os dette land tilbage. Efter nederlaget i Torstenssonfejden blev flåden atter sat ud af spillet i de følgende svenskekrige, da Carl X Gustav kunne ride over det islagte Storebælt. Krigene 1657-60 blev imidlertid også indenrigspolitisk afgørende, da de forårsagede enevældens indførelse i 1660.
På denne tid oplevede England sin korte republikanske periode under Oliver Cromwell og hans søn fra 1649-60, og i Frankrig indledtes en storhedstid, da Louis XIV, efter at Richelieu og Mazarin havde lagt grunden, tiltog sig den enevældige magt og med ministre som Colbert bragte landet en opblomstring.
De voldsomme begivenheder berørte selvfølgelig også slægten Barfod, da de, der ejede gårde, mærkede fjendernes raseren. Endnu boede de fleste på den gamle egn som bønder, herredsfogeder, skrivere eller præster. Desuden er én flyttet som præst til Hesselager på Fyn, og en anden har købt sig en gård, Brendgård, i Thy, medens en tredje er blevet proviantforvalter på Tåsinge og endnu en har søgt en fremtid i flåden. Samtidig er Thomas Barfod, hvis afstamning vi ikke kender, emigreret til Massachusetts, og i Norge har Trondhjemslægten nået gode stillinger som købmand, overformynder, foged og rådmand. Endvidere er en søn fra Hammerum blevet præst i Halland, og han forblev der, efter at landsdelen var afstået til Sverige.
De to hundrede år siden væbneren Jens Barfods adling har været særdeles omskiftelige for slægten. Dog synes det, at flere medlemmer af slægten har formået at klare sig over i den nye tid i erhverv eller stillinger, der vel kan sidestilles med fortidens væbnere, hvad enten vi finder dem som præster eller embedsmænd.
IX – Niende slægtled
I løbet af det syttende århundredes sidste halvdel er den politiske magtfordeling i Europa blevet afgørende ændret. Vi må nu forestille os et Europakort, der i øst er præget af den voksende russiske magt, et Polen, der strækker sig fra Østersøen og omtrent ned til Sortehavet, samt tyrkerriget, der endelig er blevet standset i sin fremmarch og efter belejringen af Wien i 1683, nu har kulmineret.
Mod vest har England ved en række krige fået standset Nederlandenes voksende sømagt, medens til gengæld Frankrigs store tidsalder under Louis XIV bl.a. ved sine krige sætter sit præg på begivenhederne på det vesteuropæiske kontinent. Ved sin indblanding i den skånske krig til fordel for Sverige gjorde Frankrig Danmarks sejre til intet, så alt blev status quo.
I denne ufredstid, også for Danmark, klarer Barfod-slægten sig pænt. Vi finder en student indskrevet i et af studenterregimenterne under Københavns belejring 1658-60, en anden gør sig fortjent på Bornholm under frihedskampen og får kongens påskønnelse derfor. Desuden svinger Niels sig op til admiral i flåden og gør sig berømt bl.a. ved sin tapperhed. Han kom fra den stadig mere talrige Tåsinge-gren.
Slægtens tilknytning til Nørre Nebel brister endelig, da den sidste gård ejet af en Barfod overgår til en svigersøn. Endvidere kan bemærkes, at en Barefoot er guvernør i New Hampshire i USA og i Skåne er der nu tre præster Barfoth, Barfoed og Barfodius, af hvilke den ene endog som udsending for Skånes gejstlighed deltager i Carl XII’s kroning.
Den skånske gren er således meget hurtigt blevet svensk. Denne raske nationalitetsændring må først og fremmest forklares ved, at nationalitetstanken ikke spillede nogen rolle i det 17. århundrede som den gjorde i det 19. årh. Desuden var psyke og sprog ikke væsensforskellig, og endelig fik Skåne lov til at beholde sit særpræg i det svenske rige. Ikke mindst præsterne har i denne overgang spillet en afgørende rolle.
X – Tiende slægtled
Syttenhundredetallet begyndte blodigt med krig praktisk talt i hele Europa, nemlig den såkaldte spanske arvefølgekrig og den store nordiske krig. Ikke færre end 6 svenske Barfother gjorde tjeneste i forsvaret og deltog i Carl XII’s felttog. To af dem faldt ved Poltava i 1709, medens en Barfoth, der var feltpræst her, forsvandt. Samtidig var der af samme generations Barfødder i Danmark fire i hæren. Og hertil må huskes, at ligeledes admiral Niels Barfoed fra den forrige generation også deltog i søkrigen i Norden. Jo, slægten mærkede ufredstiderne.
Medens der i ottende generation kun kan opregnes knap 40 medlemmer var tallet omtrent blevet fordoblet i den følgende, og i tiende generation var der over hundrede. Nu sætter præsterne tillige deres præg på generationen. Der var 5 i Sverige og 6 i Danmark og Norge, hvoraf først og fremmest må nævnes embederne i Fraugde, Lydom og Årstad i Skåne, der endnu engang besættes af slægten.
I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at slægten i Sverige i tiende generation udgjorde over en tredjedel af den samlede slægt, og desuden er det interessant at se, at disse mange svenske Barfother omtrent helt forbliver i de gamle danske landsdele.
Endelig må det nævnes, at de fleste af slægten, der var beskæftiget som bønder, var bosat på Tåsinge, hvor også en præst af slægten havde fået kald. Adelskabet var gået fløjten, og man kan ikke lade være med at tænke på Holbergs Jean de France, når vi i denne generation møder en Nicolaus de Barfod.
XI Slægtled
Danmark oplevede en lang og lykkelig fredsperiode i tiden mellem 1720 og 1801. Den første del heraf er præget af barokken, både i bygningskunsten og i mange andre af livets udtryksformer. Det er enevældens centrale tid med dens stærkt franskpåvirkede udslag i bl.a. oprettelsen af den danske skueplads og de velhavendes klædedragt af silketøjer og de sirligt udformede parykker. Men ved siden ad det lettere og muntre dagligliv træffer vi pietismens tid under Christian VI, hvor ting som teater, dans, kortspil og tobak betragtedes som syndefulde laster. Af elfte slægtled er kun tre præster og en degn i Danmark, medens der i Sverige er 6 præster, hvoraf en blev hofprædikant og blev bisat i Riddarholmskyrkan i Stokholm.
Imidlertid foregår der også i denne tid en afgørende udvikling indenfor flere af videnskaberne. Her må vel først og fremmest nævnes lægekunsten, der ved århundredets begyndelse stod på et meget lavt stade. Medicinen doceres nok på universitetet, men kirurgien blev udøvet af barberer, og det er typisk udtryk for tiden, at af Barfodsslægtens medlemmer i Danmark er en tredjedel døde allerede som børn. Af dette slægtled blev to uddannet som apotekere og nedsatte sig i Tyskland.
Karakteristisk for tiden er det også, at handelen og sejladserne på kolonierne tager til og begynder at give godt udbytte. Også her finder vi to af slægten. Den ene, der var skibstømrer, forsvandt imidlertid på vej ti Ostindien og den anden, der var styrmand, døde på Guineakysten.
XII Slægtled
I det attende århundredes sidste halvdel var Europa præget af den østrigske arvefølgekrig (1740-48), den preussiske syvårskrig (1756-63), kolonikrigen mellem England og Frankrig (1756-63), kolonikrigen mellem England og Frankrig (1755-63) samt den amerikanske frihedskrig (1776-83) inden den franske revolution. Det er i denne tid vi i Frankrig møder to så store ånder som Montesquieu og Voltaire, i Preussen Frederik den Store , i Rusland Katarina den Store og i England Defoe, der skrev den kendte roman om Robinson Crusoe.
Det er en tid, hvor der samtidig foregår en vældig åndelig udvikling og nydannelse i flere europæiske lande. Bachs og Händels musik høres i salonerne, og der er ved at vågne en kærlighed til antikken, ikke mindst efter opdagelserne i Herculanum og Pompeji, hvor oldtiden verden pludselig om til syne under askestøvet.
De urolige forhold ude i Europa forårsagede forbedrede økonomiske forhold for den danske landbrugseksport og i det hele taget for den danske handel. Vi får en begyndende aktivitet til fordel for det danske landbrugs forarmede bønder, en aktivitet, der i 80-erne resulterede i de store landboreformer. Samtidig udbygges forbindelsen med vore kolonier i Ostindien, Guinea i Afrika og i Vestindien som ingensinde før eller siden. En vældig økonomisk opblomstring kom i gang.
Den tolvte generation af slægten var da spredt over hele landet, i København, Holbæk, Bornholm, Falster, Tåsinge, Fyn, Langeland, Horsens samt Mandal og Arendal i Norge, forskellige steder i Skåne samt i Tanum sogn i Bohuslen. De var præster, gårdejere, købmænd. Der var en farmaceut, en skriver, en styrmand, en organist, en assessor, en dr. med. i Danmark, en professor i Lund. Og når dertil føjes eksempler som en løjtnant, en vægter en værtshusholder og en konsumptionsforvalter ser vi, at slægten var repræsenteret efterhånden i adskillige borgerlige erhverv.
XIII Slægtled
Tiden omkring 1800 og de nærmeste tiår præges af de store europæiske krige, revolutionskrigene og Napoleonskrigene. Det var den store franske revolution i 1789, der blev indledningen til al denne ufred, men den blev tillige indledningen til en ny tidsepoke for Europa. I denne tid vågnede Europa, som det allerede var sket i Amerika, folkenes vilje til medbestemmelse i statens anliggender og samtidig deres nationalfølelse.
Som USA havde løsrevet sig fra England i 1776-83, sådan løsrev Grækenland sig senere i 1821-29 fra Tyrkiet. Og som tyskerne under Napoleonskrigene og efter det tysk-romerske riges opløsning i 1806 var blevet sig selv mere nationalt bevidst, således voksede også i de nordiske riger en ny nationalfølelse frem.
Ganske vist prægedes tiden efter 1815 af en politisk reaktion, en reaktion, der kunne fæstnes sine steder under ønsket efter blot at få fred. Alligevel voksede dog borgernes indflydelse i Nord- og Vesteuropa og med den deres magt, men alt var dog endnu i støbeskeen.
Fra den norske gren af slægten i Hvaler finder vi en skibsfører, der deltog under admiral Nelson i slaget ved Trafalgar, en anden, der to gange var i fangenskab i England og en tredje, der døde i engelsk fangenskab. Det er i øvrigt de borgerlige erhverv, der præger dette slægtled med ikke færre end 6 købmænd, 6 skibsførere eller sømænd, håndværkere af forskellig art og i Sverige 5 embedsmænd, hvoraf en bliver rådmand i Malmø. Derimod er der ingen præster i Sverige, – og i Danmark kun fire, blandt hvilke man dog må fremhæve Hans Peter Barfoed, som to gange fik tilbudt bispestolen, men på grund af sin tilknytning til sognet begge gange afslog den. Herudover er der af bønder praktisk talt kun slægtsgrenen på Tåsinge tilbage.
XIV Slægtled
Kongen brugte borgeren til at knække adelen med i 1660, men borgeren blev opdraget til en selvbevidsthed, der omsider kom til at koste kongen hans enevælde i 1849. Det nittende århundrede blev borgerens både herhjemme og i udlandet. Ganske vist begyndte det i reaktionens ånd efter Napoleonskrigene, men den tekniske udvikling støttede borgerens fremgang. Imidlertid fulgte hermed også nationalismens vækst ganske naturligt, da riget ikke mere var kongens, men folkets.
Danmark begyndte denne epoke som en knækket magt. En blomstrende handel var ødelagt af krigen, staten var gået bankerot i 1813, og da Europas tredjestørste orlogsflåde var taget af englænderne var vor politiske magt brudt. Ved århundredets midte måtte vi da atter opleve ydmygelser ved de sønderjyske krige og konstatere tingenes nye tilstand ved bl.a. opgivelsen af øresundstolden i 1857.
Desuden opstod ude i Europa stadig flere nationalstater århundredet igennem. Det er Grækenland i 1829 og Belgien i 1830, og det er i slutningen af århundredet en række nye balkanstater. Og medens Krimkrigen udkæmpedes i det sydøstlige Europa 1854-56 foregik Italiens frihedskrig i 1859, og i 1861-65 udkæmpedes den store borgerkrig i USA.
Med borgernes fremmarch fik slægten i fjortende generation en renæssance. Vi kan nævne så fremragende mænd som dr. med. Christen Barfoed, der blev æresdoktor i Uppsala og en tid formand i Carlsbergfondets direktion, historikeren Poul Frederik Barfod, der medunderskrev vor første frie forfatning i 1849 og i en årrække derefter sad som folketingsmand samt skibsbyggeren Poul Abraham Barfoed, der ydede en stor indsats i Helsingør. Andre kunne nævnes, men karakteristisk er det, at der i Danmark var 6 gejstlige og 4 embedsmænd. Af slægtens 7 håndværkere og 8 købmænd var tre i byråd. Og i Sverige var 4 officerer. Desuden var der en del landmænd i Danmark og et mindre antal i Sverige, medens den norske gren var knyttet til søen med 5 som skibsredere, 3 skibsførere, 1 styrmand og 2 andre sømænd. Endelig kan det nævnes, at Friderich Barfoed udvandrede fra Norge til Holland, hvor han blev tobaksfabrikant, – en svensker deltog som frivillig i den amerikanske borgerkrig og en anden rejste til Rusland, medens de svenskere, der udvandrede til England i stedet for slægtsnavnet brugte navnet Schartau.
XV Slægtled
Dronning Victorias fornemme England, Bismarcks militariserede Tyskland og Christian IX som Europas bedstefar i smørhullet Danmark. Det er nogle af de ydre kulisser på hverdagens tekniske udvikling, industrialiseringen og den økonomiske ekspansion, der fandt sted i den hvide mands verden.
Det er i denne tid vi karakteristisk finder mænd som Kipling i England, Karl Marx i Tyskland, Leo Tolstoi i Rusland og i USA for eksempel Carnegie og Rockefeller. Og medens den overlevede enevælde i Rusland må bukke under for en ”farvet” nation, Japan, i krigen 1904-05, er USA, den unge nation i den nye verden, i en vældig udvikling. Guldet i Californien trækker flere og flere familier fra Europa til USA i håbet om en hurtig velstand. Fra 1870, da USA havde 40 mio. indbyggere ligesom Tyskland og Frankrig, nåede det omkring 1910 de 100 mio., medens Europa øgede sit tal fra 300 mio. til 450 mio. Man oplevede de første biler og man så de første fly forsigtigt hæve sig over jorden.
Ikke færre end 10 fra femtende slægtled forsøgte da at skabe sig en ny tilværelse i andre verdensdele, 6 i USA, 3 i Argentina og 1 i Congo, og desuden var der herhjemme 7 præster og dobbelt så mange juridisk uddannede, læger, apotekere samt nogle få uddannet indenfor forstvæsen eller landbrug, medens de øvrige var knyttet til handel, håndværk, industri eller søfart. Interessant er det i øvrigt også at se, at nogle kvinder fra slægten skaber sig en selvstændig karriere.
XVI Slægtled
Med sekstende generation er vi helt nået ind i det tyvende århundrede. Den har vel sit tyngdepunkt omkring den første verdenskrig og tiden op til den anden, altså det tidsrum, der betegner afslutningen af Europas overmagt og eneherredømme her på kloden. Det er vel nationalismen i dens afsluttende faser her i Europa, medens den får sin opblomstring i de andre verdensdele.
Det er tiden med beskidte skyttegrave og bagefter med viftende fredspalmer fra Folkeforbundet i Geneve. Det er Briand og Stresemann, det er Lenin og Stalin, og det er Mussolini, Franco og Hitler, men det er også funktionalisme, kubisme og surrealisme. Og så er det film og radio og biler og teknik på alle områder. Det er afrustning i tyverne, oprustning i tredverne, det er Nordslesvigs tilbagevenden i 1920 og det er krise i 1931. Det er så meget, som det er vanskeligt at sammenfatte klart, når vi ikke fuldt ud kender eller forstår den udvikling, der er i gang i dag.
Slægten hævder sig smukt i denne periode, og uden at nævne navne for ikke at komme til at forbigå nogen, kan det vist godt fastslås, at mange af slægten er kommet frem i forreste række i samfundet eller de forstår på anden måde at fastslå deres værd, hvor de end står i de nu stærkt specialiserede erhverv. Desuden ses det, at omkring en tredjedel er bosiddende i København, en anden tredjedel i det øvrige land, medens den sidste tredjedel er bosat i Sverige, Norge, USA eller England. Omtrent alle svenskere er af slægtsgrenen Christiansson, medens englænderne kalder sig Schartau.
XVII, XVIII, XIX og XX Slægtled
Syttende generation hører til i tiden omkring den anden verdenskrig (1939-45), hvor mange af familiens medlemmer var aktive i modstandskampen. I tiden herefter – under den kolde krig, der næsten varede årtusindet ud – gør attende og nittende generation sig gældende; i øvrigt i høj grad stadigvæk som embedsmænd, funktionærer og lignende. I denne periode kommer mange til at bære navnet, da det nu er blevet almindeligt at tage sin mors (eller mormors) navn. Vi lever i en tid, hvor der er store forandringer i gang både politisk, økonomisk og teknisk (tænk blot på stamtavlen hér), hvorfor det vil være noget hasarderet at prøve at fastslå de udviklingslinier, der kun kan blive stærkt subjektivt farvede, men det er interessant at konstatere, at slægten også nu synes at engagere sig aktivt i dagens begivenheder på mange områder, således har folketinget i begyndelsen af det enogtyvende århundrede 2 medlemmer af slægten, i øvrigt på hver sin yderfløj af det politiske spektrum. Tyvende generation tilhører fremtiden, men det synes som om, at i en omskiftelig tid, er interessen for at kende sine rødder ikke på nogen måde mindsket.