Fortællinger

Sommerferie på Nørre Vosborg

I de følgende år tror jeg, vi mere regelmæssigt kom til Vosborg om sommeren. Jeg husker denne dræbende jernbanetur. Vi gik i den tidlige morgen gennem de tomme gader til jernbanen og kom i toget hver med sin madpake og sin bog til tidsfordriv på turen – nogle tykke indbundne almanakker, mange årgange sammen med mange fortællinger i, husker jeg bl.a. – nogenlunde hurtigt var toget i Langå, men så kom Vestbanen med standsning ved alle stationer, hvor der blev rangeret og læsset tørv – Sparkær, Rødkærsbro etc. – og først hen under aftenen ankom vi trætte til Vosborg. Vort første spørgsmål, når vi sad på charábancen, der hentede os ved Vemb station, var altid: ”Hvem er kommet”? thi at der var andre gæster af familien, var selvfølgeligt. Vi var glade, når vi hørte, at både Parmo og Evald fra Ribe var der og moster Dorotheas børn fra Herning. På den tid, da vi var små drenge, boede vi ofte på den blå kammer, hvor mor og hendes søstre havde boet i deres barndom, men sukkerkammeret ved siden af – vi var for resten ikke slemme til at tage sukker – senere blev det værelserne i nordre hus, ”overkammeret” og ”underkammeret”.

            Parmo og Evald havde boet et par år i Struer efter deres fars død sammen med kusinen Marie Ferslev, der styrede hus for dem – de havde så megen formue efter faderen, at de kunne leve beskedent af renten; da de kom til Ribe, blev det sagt, at de var nogle af de store skatteydere. Provst Koch var deres formynder, og da han blev stiftsprovst i Ribe, flyttede de med for at gå i latinskolen der. – P.C. og jeg har engang besøgt dem i Struer – det besøg kan jeg ikke mindes noget om – og derefter i Ribe sammen med far og mor; det var en påske, vi tog først til Kolding – vi skulle på rejsen spise bøf på Fredericia banegård, og det havde vi glædet os til hele turen ned; hjemme fik vi kun hakkebøf (1½ stykke til hver) men bøffen i Fredericia var berømt – ægte kødbøf så stor som et lokumslåg og med løg og kartofler. – Vi sad forventningsfulde ved bordet, - en bøf kom, nøjagtig som den var beskrevet, den fik P.C. – så kom opvarteren igen: ”Ikke mere bøf, kalvefrikassé”, og det blev sat foran mig – tænke sig min skuffelse, kogt kalvekød i sovs!

            I Kolding besøgte vi Koldinghus, og vi fik hver et lille hæfte o slottets historie – der var et billede af den unge ridders henrettelse, i historien om ”dansen på Koldinghus”, man så ham  ligge ved blokken, og bøddelen holde hovedet i vejret. Jeg var jo et meget fantasifuldt barn – ”Grims Æventyr”, som min gudmoder Sabine Høgsbro havde sendt mig, måtte sendes tilbage, fordi jeg drømte om billederne om natten, og min urolige søvn, men syner af riddere, der kom frem af stuens kroge, vakte forældrenes bekymring – jeg drømte da også godt nok om henrettelsen den nat på hotellet i Kolding, og straks, da jeg var kommet op, fik jeg fat i en saks, klippede billedet ud og brændte det i Kakkelovnen, - måske ganske fornuftigt gjort af en 8 års dreng (jeg mener, at rejsen skete i påsken 1886). I Ribe havde vi det rart hos vore gode venner, fætrene; nogle bekymringer voldte vi nok, som da vi netop påskedagsmorgen vilde følges med en dreng, som Parmo nok kendte, men ikke skøttede om, til grænsen – det blev dog ikke til noget, Parmo fik det vistnok afværget, og vi kom hjem, så vi kunne gå med i kirke, eller en eftermiddag, da Lauritz Koch, en søn af stiftsprovst og senere provst på Frederiksberg, var kommet til at lege med os og sagde til P.C. – jeg ved ikke, hvad han havde gjort – ”Jeg kalder dig en Gadedreng, fordi Du opfører Dig som en sådan” – var han ikke præst allerede, så tegnede han dog godt nok til det. – Nå, men dem mødte vi altså på Vosborg og Johannes Evald, Noe og Nielly Benzon; Evald Petersen og Johannes Evald Benzon har jeg ikke mange minder om; da de blev 14-15 år, kom de ud som landvæsenselever, og sommerferier havde de ikke, - men de andre, hvor legede vi godt sammen. – ”Første Mand på vippen”, ”første mand på skierne” råbte vi, når vi for ud i haven efter morgensangen. Hvor husker man spisestuen på Vosborg, med det afspiste morgenbord, og solen faldende ind gennem vinduerne mod øst, hvor lindeløvet kastede grønlige skygger, og mor og mostrene i lyse bomuldskjoler; moster Dorothea ved flygelet, og sangen: ”Rind nu op i Jesu Navn, Du livsalig Morgenrøde”, eller hvad det nu kunne være, så læste moster Christine et stykke i en bog og sagde trosbekendelsen, bad derefter ”Fadervor”, og så kom afslutningssalmen; jeg var gladest, når man nøjedes med verset – ”Gå da frit, enhver til sit” – ikke blot, fordi det var så kort, men fordi det passede så godt. Jeg ville ikke sige, at vi var særlig glade ved morgensangen – den tog nogen tid, og der var jo så meget, vi skulle have lavet – men det var jo noget, som hørte med, og jeg havde en meget dårlig samvittighed, når jeg en enkelt gang havde snydt for den.

            Skierne – Vandskierne – var gammelt inventar paa Vosborg – der var skier også i mors ungdom – og vi morede os meget med dem. Skierne kunne sejle gravene helt rundt, - det kunne båden ikke, den måtte holde sig til den vestre, mest vandrige grav. Selvfølgelig hændte det ikke sjældent, at en faldt i graven, men det gjorde man ingen videre ophævelse over. – Da Hans og Estrid Ammitzbøll senere som børn kom til Vosborg, blev også skierne en oplevelse for dem. Jeg husker Estrid spørge mig: ”Skal du ikke snart ud på skierne, morbror” – Hvorfor det” – ”For jeg må ikke sejle, når du ikke er med” – så blev det jo til en tur.

            Og Vippen og gyngen: Gyngen stod på Soirépladsen, stilladset rådnede imidlertid, og den blev taget ned; men i vore drengeår var den der, og hvor kunne man gynge højt i den med sugende kildren i maven, som jeg egentlig ikke kunne lide. Og Vippen, ja vippe kunne man jo, men det egentlige var her at blive kørt rundt omkring den jernstang, der sad midt i den; det var ækelt, når en af de store kom og drejede vippen rundt med en fart, så man slet ikke kunne holde sig fast, hvis man ikke klemte til med både arme og ben.

 

            Så var der billardet – rigtignok var klædet lappet – tilmed med en lap, der havde en søm i midten, men vi spillede dog mangen ”Caroline” med gode elfenbensballer, og de få kø’er, der var brugelige, - det var selvfølgelig mest, da vi blev lidt større, og dygtige blev vi aldrig.

            Endelig var der ”Vogndammen” en pyt vand uden for Sønderhave, hvor man tidligere havde vasket vogne, - halvt tilgroet af iris, som dog altid var afblomstrede, når vi kom til Vosborg (sommerferien begyndte jo dengang først 15. juli) – her byggede vi år efter år et hus af græstørv – hvor meget det blev til, husker jeg ikke så nøje, jeg tror ikke nogensinde at det fik tag, men huset blev kaldet ”Patrenes hvile”; det var, mens jeg var optaget af ”Feltlægens historier” og Poul, Noe og jeg var patre – som pater Hieronymus – de narrestreger var Parmo vist ikke med til.

            Forpagter Jepsens børn var også vore legekammerater, djærvere og mere uforbeholdne i udtryk og optræden, end vi var vant til, men uden at det gjorde os nogen skade.

            Fra Vosborg gik den årlige Havtur til Fjand eller Husby klit; vi havde, forekommer det mig, ofte regn på disse ture, hvor der var lejet en vogn fra Vemb, der kørte de unge, medens de ældre sad i char á bancen, og vi sang den ene vise efter den anden, medens vi kørte de 3 mil, - ”Blæksprutte” viser, og hvad det kunne være – og vi spiste frokost derude, en pakke smørrebrød til hver, som man havde lært af Frederik VII’s hofstat under kongens besøg på Vosborg, hvad vi fik at drikke til, kan jeg ikke huske, - så gik vi i vandet, drenge og piger i behørig afstand fra hinanden, badedragt havde ingen, og så kørte vi hjem, - når det regnede indsvøbt i ”havkapperne” – mon det ikke var en af de kapper, der i vore mødres ungdom blev benyttet, når de skulle ligge over i kroer, for ikke at komme i for nær berøring med sengetøjet.

            Det var herlige ture, ligesom turene til Buurkrat ved storåen – der badede de unge engang, og en ung pige, der kom ud i strømmen, ville være druknet, hvis ikke Anna og Molly, der svømmede godt, havde fået hende bragt i land, - eller ud i heden – til Lærkehøj – det var jo før bilernes tid, så det var begrænset, hvor langt, man kunne fare.

            Men vi havde jo den gamle gård selv, alle de dage, der ikke var ture; tårnet, hvorfra man så ned i gården med brolægningen i stort mønster, og det lille, altid rislende springvand i midten, og ned i storkereden med ungerne, eller se ud over de flade enge mod vest og syd og kirkerne, der kunne tælles i klart vejr uden om, - spiret, hvorfra mor havde spejdet efter kongens kortége under Frederik VII^s besøg, interesserede os mindre; selvom de kulørte ruder var ganske morsomme at se igennem, var udsigten jo intet imod den fra tårnet.

            Så var der ”Sønderhaven” med alle stikkelbærbuskene, der skulle have deres daglige besøg eller ”Nørrehaven”, hvor gartner Sørensens hus lå, den samme Ole Sørensen, der var kommet til Vosborg som gartnerdreng og havde været der al den tid siden, og som kunne fortælle så mange erindringer fra den tid, ”da etatsråden stod i hans velmagt”.

            Om eftermiddagen var der altid eftermiddagskaffe med store stykker hvedebrød – ”bundkagerne” som man lagde for mad, før man gik i lag med småkagerne på mange fade. Der var altid spørgsmål om, hvor eftermiddagskaffen skulle drikkes – oftest på verandaen ud for det østre hus, men det kunne også være på volden, ved det gamle Marienlyst, i gamle frues have eller i en af plantagerne. Derefter eller mellem middag og kaffe gik vi i bad i storåen, hvor der ligesom i mors ungdom – hun taler meget om deres badeture i sine dagbøger – var sat et badehus ud ved ”Helligkilde” nede ved åbredden i den ene plantage, tidligere en helbredende kilde, nu kun en krans af sten om en tør brønd. Vi badede dog snarere nede i engen ved en drejning af åen, hvor der var grundt vand, - jeg husker en badetur, men det var meget senere, da jeg som kandidat kom til Vosborg, og Evald Petersen boede der som forpagter med alle sine drenge. Vi gik derned i solskin og badede i solskin, men pludselig viste der sig en sky på himlen – jeg synes, den hang lige over os og bredte sig mere og mere – og så kom der en tordenskylle, vi klædte os på, hvert stykke, vi tog på, blev straks gennemblødt, og pludselig så vi lynet slå ned ovre på den anden side åen, og en gård kom i brand, mens flammerne på een gang spillede langs hele tagrygningen – det var betagende at se – og der blev en tørren tøj, da vi kom hjem, vi måtte alle skifte fra yderst til inderst. Vor barndoms- og ungdoms badeture var dog mindre dramatiske.

            Jeg kan også huske tordenvejr om natten, når vi stod op og halvpåklædte samledes nede i den lange gang, vi sad på de to trapper lige for indgangsdøren – den ene var blind, kun anbragt for symetriens skyld – og vi fik ”tordenkaffe”, før vi, når det var trukket over, gik i seng igen.

Efter aftensbordet – smørrebrød og the og mælk – legede vi på soirépladsen eller dansede, - francaise og lanciers dyrkede vi en del i nogle sommerferier – eller vi sad alle på den ydre vold og så solen gå ned og sang ”Der står et slot i Vesterled, tækket med gyldne skjolede”; var det regn eller mørkt hen på sommeren, sad vi efter aftensbordet samlede i karnapstuen og legede, ”slumrelege” – kaldte Anna dem, - ”et ord i to betydninger”, ”at komme ind som en person”, gætte hvad det andet parti har tænkt på” etc.

            Der kunne også være selskaber – moster Christine var altid parat til at feste, his der var en anledning – en studenter- eller candidateksamen, en forlovelse, eller hvad det kunne være – med gilde på salen, og undertiden spillede vi også komedie, ”Æstetisk Sans” af Hostrup og ”Deklarationen” af Richardt; det sidste var med sange, og vi havde ikke andet instrument end moster Mollys harmonium, som jo ikke rigtigt egnede sig til de muntre melodier; det var ”Deklarationen”, vi spillede det år, da jeg var blevet student; da spiste vi i spisestuen og kongestuen nedenunder, medens teatret – hvad der var tilbage af det, megen farve var der ikke på bagtæppet – var stillet op å salen. – Det var det bagtæppe, der var malet til ”en kone, der springer ud af vinduet”, og som bedstemor skriver om i sit brev til bedstefar af 1850, kan jeg huske, moster sagde. Maleren var Niels Lund i Ulfborg, der var lidt af en kunstner. Senere blev han fotograf.

            Når man tænker på, hvor mange vi var – 20-24-26 daglig til bords til alle måltider – og hvor lidt hjælp de egentlig havde – husholderske, jomfru Smidstrup og to piger – kan man forstå, hvilken byrde der blev lagt på moster; at det også var en stor udgift, tænkte vi aldrig på. Og hvor glad og venligt tog hun ikke imod os alle – at alle vi drenge ikke så meget som selv redte vore senge, fyldte vore vandkander og børstede vore sko, var en tankeløshed, som man må forundres over, at vore forældre ikke reagerede imod, men det tænkte man dengang ikke meget på, man var vant til opvartning, og det faldt en ikke ind at gøre den slags ting selv, - ikke drengene; pigebørnene ordnede vist selv deres værelser.

            Om hvem var så alle de mennesker, vi mødte – ja, fætrene og kusinerne har jeg jo nævnt, og hertil må jo også regnes onkel Valeurs børn af 1^ste ægteskab; de var meget ældre end vi drenge og kunne aldrig blive kammerater med os som vore jævnaldrende, men de var venlige og rare mod os. – Da vi var børn, var det dem, der spillede komedie, - ”Abekatten” og ”Hos fotografen”; da var det gale teater stillet op med ophøjet scenegulv, og dekorationen var helt gennemført, en stue med døre og vinduer, - senere sørgede vi selv for det, og gulvet var aldrig hævet, men vort komediespil var nu meget primitivt – nogen egentlig indstudering under ledelse af en instruktør var der ikke tale om; vi gjorde det så godt, vi kunne selv og morede os herligt, - tilskuerne var heller ikke kritiske.

            Den ældste af Valeurs børn, Elisabeth, blev senere gift med Aage Brummer i Vinding – han kaldtes arkitekt, men hvad uddannelse han havde, ved jeg ikke. Poul havde et skattet tilhold til hende, da han var tømmerlærling i Vinding; hun blev til sidst nervenedbrudt og måtte under kur og pleje; hun havde flere døtre, som jeg ikke ved rigtig rede på. Den anden, Gunild, blev gift med pastor Ludvig Ingerslev. Brylluppet stod på Vosborg, og mine søstre var med; der stod et ry af det bryllup bag efter, - festen på salen med sange og taler havde været ud over det almindelige herlig og munter. Det var hende, der, da der var tale om børn, sagde: ”Helst 6, men hellere 12 end ingen”. – De fik også en del børn, og da vi blev ældre, mødte vi dem også på Vosborg, og Anna har haft forbindelse med nogle af døtrene senere. Gunild var en karakter, ”hvad vi vil-kvinde”, ”venstrekvinde”, imod Københavns befæstning – her stødte hun sammen med far, som hun ellers satte højt – men venlig og rar og god imod os; jeg har engang besøgt hende sammen med mor i deres hjem i Jerne ved Esbjerg, hvor Ingerslev var præst – det var på vejen til sommerferie på Vosborg, - og da Inger og jeg som forlovede var på Vosborg – var Ingerslevs der også og tog overmåde venligt imod os; Ludvig Ingerslev skrev sang for os til en aftensfest, der blev holdt.

            Den tredje, Ingeborg, blev gift med Roepsdorff – der vist var ved handelen – det var et ikke helt harmonisk ægteskab, og de blev senere skilt – hun døde i Norge under visse romantiske forhold, som der ikke blev snakket om; hendes to døtre har vi ingen forbindelse haft med senere.

            Hans Valeur – den yngste, den eneste søn – var en munter og livlig fyr, vi morede os altid over ham, og han var venlig imod os. Han var student, men det blev ikke til noget med hans studier. Senere blev hans handelsgartner i Odense og døde ugift. Han var også i sine ældre år nerveust angrebet – turde ikke sove alene i et værelse.

            Hans’s ven Ole Rømer, teologisk student, som var vor herlige kammerat i alle sommerferier, jo nok ældre end vi, men altid parat til at tage os med, når der var noget på færde. Ved hans fødselsdag – 10. august – var der altid fest – særlig en fest kan vi mindes, og kun fordi der var skrevet en sang, der krænkede og bedrøvede Smidstrup så meget, da der var gjort hentydning til en sveden chokolade ved en tidligere lejlighed. Johanne Smidstrup var på Vosborg i mange år, hun var en god og trofast – ”jeg har tjent fruen tro i fruens mors dage”, sagde hun i bevægede øjeblikke – men ikke altid let i sindet, følte sig tilsidesat og overset – kæmpede for at være ”frøken”, men vi nægtede at titulere hende andet end ”jomfru” – hun var god imod os som små og tog alt besværet med os som store, skønt vi slet ikke var påskønnende over for hende – det var nu synd.