 1702 - 1782 (79 år)
-
| Navn |
Claus Seidelin |
| Født |
26 jan. 1702 |
Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo  |
| Døbt |
28 jan. 1702 |
Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo |
| Køn |
Mand |
| Beskæftigelse |
Apoteker i Nykøbing Falster. |
| Død |
16 maj 1782 |
Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo |
| Begravet |
24 maj 1782 |
Nykøbing kirkes kor |
| Person-ID |
I5164 |
Barfod-Barfoed |
| Sidst ændret |
7 feb. 2012 |
| Familie |
Elisabeth Catharine Wichmand, f. 21 maj 1713, Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo , d. 6 maj 1800, Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo (Alder 87 år) |
| Børn |
| | 1. Berthel Seidelin, f. 25 sep. 1736, Nykøbing Falster , d. 1 nov. 1803, Slemminge Præstegård (Alder 67 år) |
|
| Sidst ændret |
28 jan. 2012 |
| Familie-ID |
F2087 |
Gruppeskema | Familietavle |
-
| Notater |
- Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:
43. b. CLAUS SEIDELIN, * 26. Januar 1702 i Nykøbing F. »om Morgenen Klokken 3/4 til 2«, døbt 28. s. M. i Kirken, opkaldt efter sin Morfader Raadmand CLAUS IVERSEN; han blev baaret til Daaben af Amtsforvalter i Nykøbing HANS RAUENS Hustru BODIL IVERSDATER; de øvrige Faddere var Handelsmand HENRIK HANSEN SMIDTS Hustru CATHARINA MARGRETE LIND, der holdt Christenhuen, Overførster DAKIEL RUNGE, Rektoren i Nykøbing Magister PEDER HØYELSE og Sognekapellanen Magister POLYCARPUS HARTMANN.
1729-64 Apoteker i Nykøbing F. efter sin Fader. Død 1782.
Apoteker Claus Seidelin benyttede sine sidste Leveaar til at nedskrive sin Levnedsbeskrivelse. Gennem denne meget interessante Selvbiografi kan man følge ham fra Aar til Aar gennem hele Livet.
I en Alder af »4 paa femte Aar« blev han sat i sin Fødebys danske Skole; Skolemesteren her »var saa ufornuftig, at da jeg en Morgen ikke kunde min Lektie, gav han mig i en For¬middag 9 Gange paa Rumpen, skønt det ikke for Graad var mig muligt imellem hver Gang at læse bedre over derpaa, men han blev og af min salig Fader derfor tilstrækkelig sat til Rette«.
1708-16 var Student NIELS SCHYTTE, der derefter blev Kapellan i Nysted, Privatlærer for Apoteker FRIDERICH SEIDELINS og Sognepræsten Magister GREGERS ZIMMERS Børn.
I Claus Seidelins Drengeaar tilbragte Kong Christian V's Enkedronning CHARLOTTE AMALIE 3-4 Maaneder hver Sommer paa Nykøbing Slot, og Claus's Fader maatte da levere Medikamenter saavel til Hendes Majestæt som til hendes' Hofstat. Claus fortæller, hvorledes det engang gik, da Apotekerdrengen en Søndag fik Lov til at tage Claus med op paa Slottet, »og da jeg næppe var kommet ind paa den yderste Vagt-Sal, førend Dronningen, som just var staaet op fra Taffelet, lod aabne Spise-Gemakkets Dør, og kom med alle sine Hofdamer og Cavaillerer gaaende igennem Vagt-Salen, løb jeg straks til, kyssede paa Dronningens og alle Damernes Hænder, og holdt mig især til en liden Fruentimmer-Dværg, Dronningen havde, i Tanke, at hun var et Barn som jeg, og fulgte saa med dem alle. Min Faders Dreng havde nær besvimet over sin Uagtsomhed, at han ikke bedre havde passet paa mig, men Dronningen var meget naadig og spurgte: Hvis er den lille Dreng? og da hende blev svaret: Apotekerens, lukkede hun et lidet Kammer op, hvorudi hun havde noget Orangeri og smukke Blomster, hvoraf hun selv afbrød en Buket og forærede mig, og derpaa befalede at levere mig til min Faders Bud igjen. Da vi kom hjem og fortalte min salig Fader dette, fik Drengen mange Utak, og til mig sagde han: »Det er godt nok, min Søn, at Dronningen forærede dig en Buket, men jeg havde hellere set, at hun havde foræret dig en halv Snes Dukater«.«
Om Sommeren 1716 kom den russiske Czar PETER I DEN STORE til Lolland med en Hær og en Flaade for at komme Kong Frederik IV til Hjælp ved en paatænkt Landgang i Skaane, som dog ikke blev til noget. Af Czaren, der kun opholdt sig een Dag i Nykøbing F., giver Claus Seidelin følgende Beskrivelse: »Han saa ud som en Underofficer, eller rettere en Bøddel, han var høj af Vækst, var klædt i en skiden blaaklædes Klædning med Messingknapper, havde en stor bred Hirschfænger som et Bøddel-Sværd ved Siden i et Læder-Gehæng oven paa Kjolen, store Støvler paa Benene, en liden Fløjls »Cachet« paa Hovedet, et maadeligt Knævelbart, og en stor lang Spanskrørsprygl i Haanden, men saa ellers ikke ilde ud.« Czaren skulde have spist Aftensmaaltid paa Slottet, »men han traadte ind hos Postmester IVER ROSENFELDT, og lod sig der servere med Rug- og Hvede-Brød, Smør, hollandsk Ost, Godtøl, Brændevin og Vin, og især hovede han god Dantziger-Pryssing, thi andet havde de ikke at foresætte ham. Jeg var da og sluppet ind til ROSENFELDTS for at se Czaren spise, som skete med megen grace, thi naar han havde smurt sig et Stykke Smørre-Brød, slikkede han altid Smørret rent af Kniven igien. Der var og i mine Forældres Hus mange af hans Herrer for¬samlede, som paa samme Maade bleve beværtede.«
1717 kom Claus Seidelin i Lære hos Hofapoteker GOTTFRIED BECKER i København, hos hvis Fader Hofapoteker JOHAN GOTTFRIED BECKER Claus Seidelins Fader havde været an¬sat i 7½ Aar i sine unge Dage. Hofapoteker GOTTFRIED BECKER havde i 1708 overtaget Elefant-Apoteket paa Købmagergade efter sin Fader og blev senere ligesom denne Hof-, Rejse- og Feltapoteker.
Under Kong Frederik IV's Dronning LOUISES Syge- og Dødsleje i de første Maaneder af 1721 blev Livmedicus CHRISTIAN GAULCKE indkaldt fra Tyskland. »Denne blev bestandig hos hende [Dronningen] paa Slottet og lod sig der opføre et lidet Laboratorium for selv at præparere nogle chymiske Midler til Dronningens Kur, og da han ofte kom paa Hofapoteket, kastede han den Yndest paa mig, at han begiærte af Hr. BECKER, at jeg paa nogen Tid maatte være hos ham paa Slottet, for at gaa ham tilhaande ved disse chymiske Præparationer, hvilket Hr. BECKER og consenterede [indvilligede i], saa at jeg var nogen Tid hos ham paa Slottet om Dagen og iblandt om Natten, hvor jeg blev meget vel accommoderet. Det hændte sig iblandt, at han kom kiørende ned fra Slottet til Hofapoteket, og tog mig med sig tilbage i Vognen, tillige med de Medicamenter, han agtede at præscribere, og de behøvende Vasa og Instrumenter til deres Præparation, da jeg havde den Ære i Dronningens Forgemak under hans Tilsyn og udi alle Damernes og Cavaillerers Nærværelse at tillave det han foreskrev, som Pulver og andet, hvoraf han, saa snart det blev færdigt, tog en Portion og gik ind med til Dronningen, at hun det straks kunde indtage.«
Nytaarsaften havde Claus Seidelin en meget ubehagelig Oplevelse; han var sammen med en af sine Kolleger gaaet op paa Slottet »for at se det kongl. Herskab spise, som altid gierne paa den Aften var alle tilladt. Vi bleve da og indladte i det store Spise-Gemak, men der var den Aften saa stor en Conflux af Tilskuere, at de til sidst nær havde trænget ind paa det kongl. Taffel, hvorover der arriverede mig en slem Malheur, som stod tæt bag ved Herrerne, der spiste ved Taffelet, thi da dette anden Gang ved Pagerne med de tilhørende Retter skulde besættes, kom blandt andre en Page med en Sølv-Skaal fuld af Smør eller Sauce til Stegen, og da han vilde sætte det paa Taffelet, snublede han over andres Fødder, saa Skaalen med alt hvad der var udi, fløj hen paa mig, og overalt ilde tilredte min ganske propre, skiønt simple Stadse-Klædning, og da jeg derved sprang med Force til Side, faldt Skaalen paa Gulvet, saa at Høj-Salig Kong FRIDERICH [IV] selv rejste sig op for at se, hvad der passerte, hvilket jeg mærkede og blev staaende urørlig som en Støtte; men denne Malheur gik mig nær, og dog maatte jeg blive staaende, thi jeg kunde for Trængsel ingensteds komme, saa at andre, som trængte sig forbi mig, ligeledes besmittede deres Klæder. Endelig da Herskabet stod op fra Taffelet, gik jeg med min Collega vel ned i Slots-Kiælderen for at slukke min Sorg med en Flaske god Rinsk-Vin, men om Morgenen besaa jeg først ret min Elendighed med Bedrøvelse, thi jeg fandt da, at snart slet intet paa mine Klæder var sparet, som jo var besudlet, og i det ene Kjoleærmes Opslag, som den Tid vare store men lukte, fandt jeg vel ½ Pund størknet Smør og Sauce. Dog blev jeg igien nogenledes trøstet ved det, at der paa samme Tid var en Mand i Kiøbenhavn, ved Navn NAGEL, og af Profession en Skrædder, som herlig forstod at tage Pletter af; han skilte Klædningen rent fra hinanden, toede hvert Stykke med Sæbe, syede den saa sammen igien, og bragte mig den i saadan Stand, at den godt kunde passere, men det kostede mig 3 Dukater.«
Ved Paasketid 1722 begav Claus Seidelin sig ud paa en 6 Aars Udenlandsrejse, hvorom han beretter udførligt og interessant i sine omtalte Erindringer. Han sejlede først til Lübeck, drog saa videre over Hamborg, Winsen, Lüneburg, Magdeburg til Leipziger Paaskemessen, hvor der blev tilbudt ham Kondition hos Raadsapoteker DORING i Nordhausen i Thüringen. »Jeg havde her en meget urimelig og irresonabel Principal. Apoteket var det eneste i Byen, saa at jeg med en Collega og en Dreng havde strengt Arbejde, ikke alene om Dagen, men endog om Natten; men ved alt vort Arbejde havde min Principal nær sultet os ihjel, og dersom man kom til Skade med noget, endog det mindste Glas, maatte det betales. Var man upasselig og behøvede nogen Medicin, maatte det betales; han havde 3 Pengeskuffer i Apoteket, hvorudi enhver maatte lægge i sin, hvad han solgte, paa det han, som han sagde, kunde se, hvem der var flittigst, og fandtes der nogen onde Penge, maatte andet gives derfor; han var saa mistænkelig, at han lod fore sine Tøfler med Hatte-Filt for ved Dag og Nat at overliste os, ifald han kunde træffe os i noget utilbørligt, ja han examinerede immer Drengen, om vi Svende ikke havde nogen Qvindfolk eller andre slette Folk tilhaande, som vi gav noget bort til, og naar Drengen det ikke kunde bekiende, fik han Hug. Det hændte sig en Dag, at Stads-Physicus kom i Apoteket og præscriberede nogen Medicamenter, som jeg straks maatte præparere, at han kunde faa dem med sig, da kom han ud til os og var saa malicieux, at han sagde til Physico: »Dette er et ungt Menneske, jeg nylig har faaet i Condition, som endnu ikke er rigtig øvet, De vilde derfor pardonnere, om han ikke expederer sine Ting saa ordentlig, som han burde.« Men Stads-Physicus var saa raisonnabel, at han svarede straks i min Præsence: »Jeg ved ikke, min Hr. Doring, med hvad Raison De kan sige dette, jeg har endnu ikke set nogen i Deres Officin, der saa adroit, net, renlig og ordentlig har præpareret sine Medicamenter som han, og jeg saa gierne, at han maatte præparere alt, hvad jeg præscriberer, thi jeg har alt ofte med stor Fornøjelse set paa hans Arbejd«, saa salig Doring maatte tie stille.«
Snart forlod Claus Seidelin dette daarlige Sted og ankom Nytaarsdag 1723 til Berlin, hvor han fik Kondition paa Hofapoteket hos Hofapoteker og Professor CASPAR NEUMANN, men senere opsagde han sin Kondition for at kunne følge Forelæsningerne paa det nyopret¬tede medicinsk-kirurgiske Kollegium i Berlin. Inden dette Kollegium indviedes, rejste han til Wittenberg, hvortil hans ældste Broder HANS nu var kommet paa sin Udenlandsrejse, og sammen fulgtes de 2 Brødre til Leipziger Paaskemessen 1724, hvor bl. a. Kong August af Polen var til Stede; »jeg fik da og der Kong Augustum at se, som var en meget anselig Herre; saa lod jeg mig og der giøre en ny Klædning«. Under sit Ophold i Berlin besøgte Claus Seidelin bl. a. POUL VENDELBO LØVENØRN (S. 229), der fra 1722 til 1726 var dansk Gesandt i Berlin. Det følgende Aar hørte han nu »med største Flid« Professor EUMANNS kemiske Forelæsninger og studerede med Iver Kemi og Fysik. De ledige Timer brugte han »til at lade mig informere i franske Sprog af en brav Sprogmester, og af en Musico i at spille paa Flaute douce, og om Aftenen sildig frekventerede jeg iblandt Danse-Skolen«.
1725 drog han fra Berlin til Strassburg, hvor han konditionerede l Aar fra Paaske 1725, og hvor han samme Aar overværede den l5aarige franske Konge Ludvig XV's Bryllup med den fordrevne polske Kong Stanislaw I's 7 Aar ældre Datter Marie.
Fra Paaske 1726 til Paaske 1727 opholdt han sig i Bern, hvor han var Medhjælper hos Stads- og Hospitalsapoteker GABRIEL KNECHT.
I Strassburg traf Claus Seidelin Vennen JOHAN CHRISTOPHER V. WESTEN, som han kendte fra København, hvor de begge havde været i Apotekerlære paa samme Tid. JOHAN CHRISTOPHER V. WESTEN (* 1701, død 1774), der 1728 overtog Løve-Apoteket i Odense efter sin Fader og efterhaanden blev en meget rig Mand og Godsejer - han ejede Godset Westenborg paa Falster - var Søn af den velhavende Apoteker i Odense PETER v. WESTEN (* 1662, død 1727) og Elisabeth Becker (* 1679, død 1749); Moderen, der var Datter af den tidligere Indehaver af Løve-Apoteket i Odense JACOB GOTTFRIED BECKER og saaledes Kusine til Hofapoteker GOTTFRIED BECKER paa Elefant-Apoteket i København, hos hvem Claus Seidelin havde været i Lære, blev Aaret efter Mandens Død gift med Borgmester CHRISTIAN ULRIK BLESS i Odense.
Fra Strassburg fulgtes de 2 Venner til Bern, og under Opholdet her foretog de sammen »den courieuseste, men tillige den mest fatigeanteste [anstrengende] og farligste Rejse, jeg har gjort i min Livstid«, idet de til Fods vandrede til Milano, hvor de blev i 3 Dage, og derefter atter begav sig paa Tilbageturen gennem Alperne til Bern, som de ankom til 17 Dage efter at have forladt den. »Vejen var lang at giøre til fods, frem og tilbage, men dens Farlighed og Besværlighed endnu af større Consideration. Det schweitziske Land er af saa forunderlig og vanskelig en Situation, at man snart stedse maa vandre over høje Bjerge og igiennem dybe Dale; paa de højeste Gruser- og Grimsel-Alper vandrer man som igiennem Skyerne, og paa mange Steder er Bjerget paa en Mils Længde og mere bedækket med Is mangfoldige Alen tykt, som aldrig smelter, og derudi findes ofte Sprækker paa ½ Alens Bredde, snart lige ned i Afgrunden, hvor man og hører Vandet bruse, og derover maa man springe, siden ingen anden Anstalt findes til at komme derover; al den Anstalt jeg fandt paa denne Vej, var, at hid og did var kastet en Visk Halm for at vise, hvad Vej man skulde søge, thi naar man er der, ser man intet for og omkring sig end et bart Is- eller Glashav; det er og i Augusto der oppe lige saa koldt som om Vinteren. Derimod i Dalene forefinder man mange Kilder, rindende Vande, smaa og større Strømme, store brusende Vandfald og smaa Søer, og mangesteds ere af de forskrækkelige Klipper store Stykker nedfaldne i Dalen, mere end Huse store, hvis Hjørner og Kanter igien ere knusede i mange mindre Stykker, over hvilke man paa saadanne Steder maa hoppe og liste sig igiennem, som man kan, siden ingen anden ordentlig Vej og Passage findes, ja ofte hænger Klipperne mange Alen ud over Vejen, man skal passere, og ser ud til at være saa sprukne og løse, at man hvert Øjeblik maatte vente Stykkerne vilde nedfalde. - Men saa snart man kom over Alperne paa Italiens Side, havde vi den hedeste Sommer, saa at Sveden ved den idelige Vandring trillede stedse ned ad vore Ansigter, og vore Skjorter vare aldrig tørre. Vi slukkede da vor Tørst med de hede italienske Vine med Is udi efter Landets Skik, hvoraf vi over hele Legemet bleve saa kolde som Is, og det var et Under, at vi ikke creperede, men vor Cur var, at vi straks derpaa gav os paa Rejsen igien, kom derved i Sved igien, og bleve saaledes conserverede. - Det gyser nu i mig, hver Gang jeg tænker paa denne Rejse, og jeg undrer mig over, hvorledes vi dengang kunde resolvere til saaledes at foretage og fuldende den; men Ungdommen, Helbreden og Lysten til at se os om i Verden overvandt alle Besværligheder, hvilket dog ikke havde kunnet ske, dersom ikke den gode Gud saa kiendelig ved sin Almagts Haand havde ledet, opholdet og bevaret os fra Sygdom og al anden Ulykke, hvorfor hans hellige Navn være evindelig lovet!«
I Maj 1727 kom Seidelin og v. Westen til Paris; medens de var her, døde v. Westens Fa¬der, og Sønnen tog hjem til Odense. Seidelin opholdt sig 4 Maaneder i Paris, i de første 3 Maa¬neder studerede han især Botanik hos Professor JUSSIEU, men beskæftigede sig ogsaa med kemiske Studier og Øvelser og besøgte endog Hospitalerne. Den 4. Maaned opholdt han sig som Turist i Paris og fortæller i sine Livserindringer især om de mange prægtige Slotte, som han besaa i Paris og Omegn. Han besøgte ogsaa den berømte danske Anatom JACOB WINSLØW, der levede Størstedelen af sit Liv i Paris, ved hvis Universitet han blev Professor i 1743. Seidelin skriver om ham, at han var "en liden Mand af Væxt, men stor af Lærdom, især udi Anatomien, dog kom han mig noget simpel for i sit Væsen, og han havde en meget tyk og fed Kone; han var meget artig imod mig og gik omkring med mig at vise mig adskilligt, især Le Theatre de St. Cosmo, hvor Anatomien doceredes, men i øvrigt entrenerede han mig paa fransk Facon, det er at være høflig og tjenstvillig, men som de bød han mig aldrig noget hverken vaadt eller tørt".
Den 18. August 1727 rejste Claus Seidelin fra Paris og ankom 11 Dage senere til London; her overværede han Kong Georg II's og hans Dronnings Kroning. I Oktober foretog han sammen med 3 Tyskere en 5 Dages Rejse til Richmond, Hamptoncourt Slot, Windsor Slot og Oxford.
Den 11. November forlod han atter London og tog over Rotterdam, Leyden, Haag og Harlem til Amsterdam; i Amsterdam var der Brev til ham fra hans Fader, hvori denne meddelte, at han var meget svag, og befalede Sønnen at komme hurtigt hjem; efter 11 Dages Ophold i Amsterdam drog han over Narden, Ammersfordt og Osnabrück til Hamborg og i December videre til Odense, hvor han besøgte Vennen JOHAN CHRISTOPHER V. WESTEN og dennes Moder. I Odense traf Claus Seidelin sin ældste Broder HANS, som netop paa denne Tid blev ordineret i Odense til Sognepræst i Gloslunde og Græshave paa Lolland. »Fru BLESS, V. WESTENS Moder [hun var endnu ikke gift med Borgmester BLESS], som var en meget ferm Kone, tog meget venligen og kiærligen imod mig og beviste mig al mulig Estime og Confidence. Hun trakterede mig prægtig, og som Fyen er bekiendt for »Backelse-Landet«, saa kan jeg og sige, at den gode Frue i de 14 Dage jeg var der, hver Dag til Frokost, Middag og Aften havde et nyt Slags Bagværk at præsentere mig; hun bragte mangen en Time hen med at sidde og snakke med mig alene, sagde, at hendes Søn havde været lykkelig, idet han i mig havde haft saa tro en Ven udenlands, han havde og noksom berømmet mig, og hun maatte og sige, da hun nu havde lært at kiende mig, at dersom hun kunde faa saadan en Sviger-Søn som jeg, da vilde hun skattere sig lykkelig. - Da min kiære Broder var bleven der færdig, tog vi tilsammen hjem, først til Nyborg, dernæst over Bæltet, Korsør, Næstved og Vordingborg til Nykiøbing, hvor jeg med ham arriverede den 8. Januarii 1728 og fandt min kiære nu salige Fader vel sengeliggende, dog nogenledes restitueret.«
»Gud være evig lovet, som paa denne 6 Aars lange Rejse ved sin gode Aand stedse har opholdt mig i sin sande Frygt og bevarede mig fra Forførelse og grove Synder, beskiærede mig god Helbred, lod mig allevegne finde Lejlighed at se og lære noget, tilvendte mig alles Yndest, ledsagede mig ved sine hellige Engle lykkelig og uskadt igiennem saa mange fremmede Lande, og endelig forundte mig igien den Glæde at se mine kiære Forældre, mine gode Venner, og mit kiære Fædrene-Land!«
Efter Hjemkomsten fik Claus Seidelin Tilbud om at overtage Apoteket i Helsingør, hvilket han imidlertid afslog, da han ikke ansaa det for fordelagtigt. Efter Københavns Brand l. Oktober 1728 tog han til København for at hjælpe sin tidligere Principal Hofapoteker GOTTFRIED BECKER, hvis Elefant-Apotek paa Købmagergade var nedbrændt, og Seidelin tog her virksom Del i Indrettelsen af et provisorisk Apotek i »Den blaa Haand«, en Gaard paa Amagertorv (nuværende Nr. 8), som BECKER snart efter lejede, og hvor Apoteket aabnedes i. April 1729, saaledes at BECKER atter kunde betjene Hoffet og Byen. I disse Maaneder fra Oktober 1728 til April 1729, da Seidelin var i København, boede han hos sin Farbroder Etatsraad (senere Komerensraad) HANS SEIDELIN, Assessor i Højesteret og Amtmand over Københavns Amt.
Et andet Apotek, der ligeledes nedbrændte i den store Brand, var Løve-Apoteket paa Amagertorv; dettes Ejer ANDREAS WINTHER (hvis Hustru DOROTHEA BECKER var Hofapotekerens Kusine samt Moster til den foran nævnte Johan Christopher v. Westen) foreslog Claus Seidelin at overtage det brændte Apotek og Privilegium, mod at Claus Seidelins Fader overlod Winther Apoteket i Nykøbing F., eftersom han - Winther - var for gammel til at genopbygge sit Apotek. Claus Seidelin afslog imidlertid Tilbudet, og Winther, der var 57 Aar, genopbyggede Løve-Apoteket, som han derefter forestod i endnu 12 Aar.
Claus Seidelins Fader Apoteker FRIDERICH SEIDELIN i Nykøbing F., der i nogle Aar havde lidt en Del af Podagra-Anfald, var nu atter meget svag deraf. Medens Claus Seidelin boede hos sin Farbroder i København, kom der 26. April (1729) Brev, at Faderen ikke kunde leve længere og længtes efter at tale med Sønnen. Næste Morgen tog Claus Seidelin og hans Farbroder af Sted, og den følgende Dags Aften naaede de Nykøbing. Apoteker FRIDERICH SEIDELIN overgav straks Sønnen Claus Seidelin sit Hus og Apotek med alle Nøgler og Tilhørende for 2.200 Rd., og Dagen efter døde FRIDERICH SEIDELIN.
Claus Seidelin fortæller i sine Levnedsoptegnelser, at der straks efter Faderens Død blev skiftet mellem Børnene og deres Stedmoder, og at han selv - som sin mødrene Arv, der stod i Boet, som sin fædrene Arv, som sin Arv efter 2 Søstre med Renter, og endelig som en Gave af sin afdøde Farmoder - ialt fik udbetalt 3.700 Rd., »for hvilken Velsignelse jeg takkede Gud og mine kære Forældre i deres Grav, thi det var godt, at der efter den lidte Skade ved Københavns Ildebrand endnu kunde være saa meget tilovers«.
1729-1764 var Claus Seidelin Apoteker i Nykøbing F. Da han overtog Apoteket, var han endnu ikke eksamineret, men han tog hurtigt Eksamen i København og fik derpaa, den 6. Maj s. A. (1729), Privilegium som Apoteker i Nykøbing F.
Claus Seidelin var en dygtig Apoteker, der stadig forbedrede den forfaldne Apoteksejendom. Om hans Anseelse vidner, at Borgmesterembedet 2 Gange blev ham tilbudt, nemlig 1730 efter Borgmester CLAUS FLINDT og, 1739 efter Borgmester NIELS HAMMER, men han afslog det, ligesom han afslog at søge Rang; af Grundene til hans manglende Lyst til at søge Rang skal nævnes den sidste, han selv anfører, nemlig at han altid havde ment, at en honnet borgerlig Stand var den roligste og bedste Stand af alle, hvorfor jeg bestandig er blevet i min Circul, helst da Gud havde givet mig en fornuftig Kone, som billigede mine raisons og lige saa vel som jeg elskede mere at kaldes ærlig end velbyrdig«.
Aaret efter at have overtaget Apoteket i Nykøbing indgik Claus Seidelin, der da var 28 Aar gammel, Ægteskab med den 17aarige ELISABETH CATHARINA WICHMAND. Herom fortæller han, at "[jeg] resolverede i Guds Navn til at begive mig i Ægtestanden, og blev efter inderlig Guds Paakaldelse mit Hjerte bøjet til at elske vel ædle Hr. BERTHEL WICHMAND, Proprietær til Engestofte Gaard i Lolland og Negotiant i Nykiøbing, hans ældste levende Datter, Jomfru ELISABETH CATHARINA WICHMAND, som da ikkun var 16 Aar gammel; og da min Begiæring om hende af hendes Forældre og hende selv med al Kiærlighed og Fornøjelse blev imodtaget, stod vores Bryllup udi deres Hus her i Nykiøbing d. 18 Julii 1730, og det i en lyksalig Time, thi den da ved Guds Forsyn sluttede kiærlige Forbindelse imellem os vedvarer ved Hans Naade endnu, da jeg skriver dette, og under Gud os fremdeles Livet indtil d. 18 Julii i dette Aar 1780, saa have vi levet i Ægteskab tilsammen udi 50 Aar". Deres Ægteskab, der varede i næsten 52 Aar, velsignedes med 11 Børn. Ialt var Claus Seidelins Hustru imidlertid gravid 12 Gange, men det første Svangerskab blev ikke fuldført: "Min kiære unge Hustru befandt sig alt i dette 1730te Aar frugtsommelig, men formedelst en liden hende paakommen Alteration aborterte hun i November Maaned, da Fosteret ikke kunde være uden i 3die Maaned; dog gik det Gud være lovet af uden nogen synderlig Besværlighed, endskiønt hun i samme Tid vovede sig til at bære salig Hr. HANS HENDRICH HINCKELDEYS ældste Søn til Daaben.«
Om forskellige Reparationer, som Apoteker Claus Seidelin foretog paa sin Gaard i 1731 og senere, fortæller han: "Anno 1731 maatte jeg foretage nogen nødvendig Reparation paa min Gaard, som ikke længere kunde opsættes, hvorudi jeg consulerede salig FRITZGER. Jeg lod da Taget nedbryde af 8 Fag Tværhus i Gaarden, som var ikkun Halv-Tag og var forfal¬den, og 4 Fag Hus, som stod derhos; dog længer ind i Baggaarden lod jeg rent nedbryde og af nyt igien opføre i Linie med det andet og lod det alt forsyne med helt Tag. I ligemaade lod jeg alt det gamle Tømmer i den søndre Gavls nederste Etage i det høje Hus, Fodstykker og alt udtage og med nye Fodstykker og andet Egetømmer igien forsyne, lagde og nye Fodstykker i Bryggerset og Gangen og over alt inden i Gaarden; lod og en Fløj med Stang paa hver af de høje Gavle opsætte, efter at de vare reparerede og med nye Fløje, hvorudi mit og min Kones Navne vare udhugne, bleven forsynede, thi de vare nogle Aar tilforn i min salig Faders Tid nedfaldne. Jeg lod og det høje Hus paa adskillige Steder med stærke Jernbaand belægge, med mere, hvilken Reparation kostede mig vist 700 Rd. Siden har jeg Tid efter anden foruden de ordinaires gjort adskillige extraordinaires Reparationer paa Huset, skiønt det ikke meget kunde forslaa, som da jeg lod indrette det lidet Cammer ved Senge-Cammeret til mine Døtre, hvorved Springvandet maatte flyttes, og en ny Skorsten samt 2de nye Bager-Ovne maatte opføres; hernæst da jeg maatte lade Qvisten til Gaden nedbryde og af nyt igien opføre, item da jeg lod hele Husets Udvægge til Gaden og Torvet udspække og med Olie-Farve bemale og den nederste Etage til Gaden overalt med nye Vindever for¬syne, ligesom der og tilforn var sat nye Vindever paa den store Sal, dog med smaa Ruder, item da jeg lod den nederste store Stue betrække [med Tapet el. a.], med mere, som jeg nu ikke erindrer og alene her cursorie anfører for herefter ikke videre at melde om den Materie.«
1736-40 (eller 1737-41) forpagtede Apoteker Claus Seidelin sammen med Købmand JACOB LIND, der 1739 blev gift med Claus Seidelins Plejesøster SARA MARGRETHE HOLM, Hovedgaarden Korselitse 10 km øst for Nykøbing. »Men det vilde ikke saaledes lykkes, at jeg fandt nogen Fordel derved, thi ingen af os forstod ret Avlingen, Gaarden var fraliggende, Bønderne pløjede slet for os, saa vi fik lidet Korn, og desuden var Kornet i de Aar i saa slet Pris, at jeg anno 1738 solgte min Andel af Hvede, Rug og Byg, 50 Tønder af hvert Slags, overhovedet for l Rd. 8 Mk. Tønden, saa at jeg i de første 3 Aar tabte paa min halve Andel 800 Rd. Men sidst i anno 1739 mærkede jeg, at Kornet vilde stige, hvorfor jeg tog min Del af det Aars Grøde, som dog kun var ringe, til mig selv, og derpaa indfaldt den haarde Vinter 1740, hvorefter jeg i Foraaret solgte min Part af Kornet saa vel, at jeg fik al min forrige Skade oprettet, saa jeg hverken vandt eller tabte ved denne Forpagtning, hvilken jeg, da nu Aarene vare ude, quitterede.«
1745 foretog Apoteker Claus Seidelin og hans Hustru en Rejse til København og til hans Broder Sognepræst DAVID SEIDELIN (S. 214) i Gamtofte paa Fyn:
»Anno 1745, efter at jeg nu i 15 Aar ikke havde været i Kiøbenhavn, resolverede jeg at se den engang igien, og at tage min k. Kone med mig for at vise hende allevegne omkring, saavel i som uden om Kiøbenhavn, dernæst og at tage til Fyen for at besøge vore Brødre, helst da vi havde lovet min k. Broder i Gamtofte, at min Kone skulde komme og bære det Barn til Daaben, som hans Kone ventede sig i Barsel-Seng med, saafremt vi saaledes kunde passe Tiden, at det kunde lade sig giøre. Rejsen blev da herefter anstillet, og vort Dessein lykkedes. Vi tog da først til Kiøbenhavn med en Chaise, som vi hertil havde ladet komme fra Kiøbenhavn til Vordingborg, og bleve i Kiøbenhavn l0 a 11 Dage. Et Par Dage efter vor Ankomst kom højst salig Kong CHRISTIAN 6TE ridende over Højbro til Slottet med Husarer for sig og Cavaillerer samt Gardes til Hest efter sig, men selv saa han ud som Dødens Billede, hvilket vi af vort Logiments Vindever, som var ud til Stranden, godt kunde se. Alle gode Venner beviste os da megen Artighed. Min Kones Stif-Fader, Justits-Raad RASMUSSEN sendte hende hver Dag sin Stads-Karet at betjene sig af; han var og selv en Dag med hende paa Kiøbenhavns nye Slot (Christian VI genopbyggede Københavns Slot; det stod færdigt 1741 - og brændte 1795) for at bese nogle af Gemakkerne, endskiønt det kongl. Herskab var paa Slottet, og ved den Lejlighed fik hun at se Kongen med sin Dronning SOPHIA MAGDALENA og Prinsessen af Culmbak at stige til Vogns ved den store Slots-Trappe. Hun var ellers omkring at bese Rosenborg Slot med Guld-Taffelet og alle andre der værende Rariteter og Antiquiteter, saavel Citadellet, Floden, Dokken samt Stadens skiønne Kirker, Gader, Torvet som andet mere. Til Giæst bleve vi indbudne og vel traeterte af [hendes Sted-fader] Justits-Raad RASMUSSEN, [Claus Seidelins Fætter, S. 178] Justits-Raad SEIDELIN, Justits-Raad FISCHER [Byfoged i København, tidligere Amtsforvalter i Nysted], Regimentskvartermester SCHRÖDER (Toldinspektør i København), Hof-Apoteker BECKER [Claus Seidelins tidligere Principal] etc. Fru MÜHLENPHORDT tog og meget kiærlig imod os. Iligemaade lejede vi os paa nogle Dage en Chaise for at bese Hirschholms Slot, Friderichsborgs Slot, Fredensborgs Slot og Helsingør med Cronborg Slot og Fæstning, hvor Commandanten, Hr. General BROCKENHUUS, selv førte min Kone omkring at bese alting, efter at vi først havde spist hos ham til Middag. Derpaa rejste vi da til Fyen med en Leje-Chaise til Corsør, og passerede først Roskilde, hvor vi besaa Kirken og de kongl. Begravelser, siden Ringsted, Slagelse, Corsør og Bæltet, paa hvilket et meget haardt Vejr med Lynel og Torden overfaldt os, til Nyborg og endelig til Odense, hvor vi logerte hos Hr. Biskop CHRISTIAN RAMUS (han havde været gift med Claus Seidelins 4 Aar tidligere afdøde Kusine SOPHIA SEIDELIN) og bleve vel modtagne, og af Hr. Agent v. WESTEN (Claus Seidelins Ungdomsven) en Dag med en skiøn Concert og en prægtig Soupe tillige med en Del andre fornemme Folk regalerede. Men vi vare ikke saa snart komne til Odense, førend der kom Bud fra min k. Broder med Relation, at hans Kone havde gjort Barsel, og med Ordre at forhøre, om vi ikke vare ankomne, saa vi passede Tiden meget lykkeligen, hvorpaa min k. Broders Vogn afhentede os, og min Kone bar Barnet (14. Juli 1745), hvorefter vi i en Ugestid diverterede os hos begge vores k. Brødre, og begav os saa paa Hjemrejsen igien over Faaborg, Svendborg, Tossinge, Rudkiøbing og videre til Lolland og Falster, hvor vi fandt alting vel og havde Aarsag at takke Gud, at os paa denne temmelig lange Rejse intet særdeles Ondt var vederfaret.«
I Juli 1764 afstod Apoteker Claus Seidelin »formedelst tiltagende Alder og Skrøbelighed« sit Apotek med Ejendom til sin Søn HANS SEIDELIN, der derefter var Indehaver af det til kort efter Aarhundredskiftet. Claus Seidelin blev dog boende i Nykøbing til sin Død 18 Aar senere. Først købte han »Mr. KLEINHOLDTS Gaard paa Torvet tæt ved Apoteket for 430 Rd. og 20 Rd. i Douceurs, og deroptil byggede jeg inden i Gaarden 9 smaa Fag Hus til 2de Kamre for mig og salig KAREN (hans ældste datter, død ugift 1770), item til Bryggers, Saltkiælder, Klæde- og Karlekammer. Dernæst kiøbte jeg af Hr. Birke-Dommer KIERULFF de 3 Boder ud til Torvet tæt op til KLEINHOLDTs Gaard, som bestaar af 16 Fag Hus, tillige med 7 Fag inden i Gaarden til Staldrum og Foerlo, samt 34 Skillings Jord i alle 3 Byens Marker for 568 Rd. Iligemaade kiøbte jeg af Mr. HAUENDORPH de 2de Boder ud til Østergaden for 112 Rd.; og endelig som afg. Barberer LASSENS Gaard var for Giæld blevet mig tilhørende, tog jeg den liden Hauge derfra og lagde den til mit Sted. Hernæst rev jeg et faldefærdigt Baghus ned og opbygte paa Pladsen et bredt og højt Hus paa 12 Fag til Lo og Lade, Vognskur og Brænde-Hus, som jeg og føjede til mit Sted, og derved fik et godt beqvemt Sted med godt Gaards-Rum for mig og min k. Hustru at bo udi, efter at jeg havde forsynet KLEINHOLDTs Gaard med nye Vindever af godt Glas ud til Torvet, samt faaet den store Stue betrækt med Voxdug og Værelserne malede, item den ganske Gaard brolagt, med hvad videre Reparation udfordredes, som kostede mig en Haaben; men det kom mig og selv siden vel tilpas, eftersom Gud har behaget at opholde mig ved Live i saa mange Aar derefter, som jeg paa den Tid ikke ventede.« I denne rummelige og vel indrettede Gaard blev Apoteker Claus Seidelin boende til sin Død.
Ligesom sine Forældre lod ogsaa Claus Seidelin foretage forskellige Reparationer i Nykø¬bing Kirke. »Anno 1747 blev Nykiøbings Kirkes store Gang, som min sl. Fader forhen anno 1715 havde ladet renovere, paa ny igien efter min Begiæring hvidtet og malet, Hvælvingen udbedret, det nærmeste Epitaphium ved Choret, som var nedfaldet, igien oprettet, samt Alter-Tavlen, Gitterværket for Choret og Daaben, saavel som de andre Epitaphia rensede og affejede, saa og Knæfalds-Bænken for Alteret beqvemmeligen indrettet, hvilken Reparation med Stellage, efter Kirke-Værgens, Sr. JØRGEN TRUESENS Regning og Qvittering, som findes i mit Chatol, kostede 100 Rd., som jeg og min k. Hustru til Guds Ære med Glæde udgave og anvendte.«
Apoteker Claus Seidelin og hans Hustru stiftede forskellige Legater. Ved Gavebrev af 15. Juli 1779 (»Claus Seidelins Legat«, Fundats af 11. Juni 1784) skænkede de saaledes - af samme Bevæggrunde som hans Fader og Stedmoder og til samme Formaal - til Nykøbing Skole 200 Rd., hvis Renter skulde tildeles en gudfrygtig, fattig og flittig Discipel. Endvidere skænkede han 100 Rd. til Nykøbing Hospital samt 600 Rd. til det af hans Svigermoder byggede "Enkehus" for 4 fattige Enker i Nykøbing F.
Claus Seidelin var nu ved at blive en gammel og svag Mand. Om sine Sygdomme fortæller han: »Jeg har al min Levetid været en Skranting, og jeg har ofte været Dødens Porte meget nær ved mange Anfald af heftige Catarral- og andre Febre. Et svagt Bryst har jeg stedse haft at drages med, og nogle Aar var jeg ilde plaget med et Tilfælde paa min Tunge, at papillulæ nerveæ paa begge Sider af Tungen langt ned i Munden vare stedse svolne og saarede, hvorimod jeg selv først brugte adskilligt, som mig bedst syntes, og siden consulerede Dr. HARN samt nogle berømte Doctores og Chyrurger i Kiøbenhavn, som WOHLERT og SCRÖNHEIDER; men alt, hvad jeg efter deres Raad interne og externe [indvortes og udvortes] brugte, var forgiæves, indtil det omsider af sig selv efterhaanden mere og mere begyndte at aftage. Men Guds almægtige Haand har hidtil immer reddet mig og holdet mig ved Live indtil denne min høje Alder; dog har jeg i mine sidste 10 Leveaar bestandig været meget svagelig og plaget med mange smertefulde Tilfælde som Sten-Smerte, Mictu Cruento [Blod i Vandet], blind Gylden-Aare [ikke-blødende Hæmorroider], Obstruction [Forstoppelse], Bryst-Syge, øjenSvaghed, svolne Fødder og overalt med stor Smerte ved Urinens Afgang med mere, saa jeg nu hverken kan taale at gaa eller kiøre, ja næppe at ligge, men maa næsten sidde bestandig, uden at tale om, at alle Sindets og Legemets Kræfter nu ere rent forsvækkede. Dog behager den gode Gud endnu at opholde mig ved Live, og er saa naadig iblandt at forunde mig nogen Lindring. Han lægge endnu denne Naade til alle de andre, at min k. Hustru maa fremdeles leve med mig og lukke mine øjne, og samle os siden for sin Stol og Trone, der at love og prise ham med alle udvalgte for al hans Barmhjertighed og Trofasthed i den salige Evighed.«
Sine sidste Leveaar benyttede Apoteker Claus Seidelin til at nedskrive sit Levnedsløb. Denne i dansk Litteratur enestaaende farmaceutiske Selvbiografi, der indeholder mange interessante Iagttagelser og livfulde Skildringer, og som delvis er optrykt i Historisk Tidsskrift, 3. Rk. II Bd., 1860-63, S. 261-412, blev i 1915 udgivet i Serien »Memoirer og Breve« af Julius Clausen og P. Fr. Rist under Titlen »Apotheker Claus Seidelins Optegnelser om sit Levned 1702-82.« Manuskriptet til denne Selvbiografi er en lille Bog i Oktavformat paa 286 Sider; efter Claus Seidelins Sønnedattersøn Sognepræst PETER SCHOUGAARDS Ønske skænkede hans 2 Døtre Frøken HANNE SCHOUGAARD og Fru MONICA NEUBERT i November 1906 Apoteker Claus Seidelins Manuskript til Det kongelige Bibliotek i København.
Claus Seidelin døde 16. Maj 1782, 80 Aar gammel, i Nykøbing F., begravet 24. s. M. i Nykøbing Kirkes Kor.
Claus Seidelin og hans Hustru havde faaet kongelig Bevilling af 1. Oktober 1751 til, at hun efter hans Død maatte skifte med Samfrænder, og at han efter hendes Død maatte sidde i uskiftet Bo, saa længe han ikke indgik nyt Ægteskab.
Samfrændeskiftet efter Apoteker Claus Seidelin fandt Sted i Nykøbing F. den 16. Juli 1783. Af hans 11 Børn var de 9 døde før han. Arvingerne var Enken og de 2 Sønner Sognepræst BERTHEL SEIDELIN i Slemminge og Fjelde paa Lolland og Apoteker HANS SEIDELIN i Nykøbing F. samt den tidligere afdøde Datter MAREN SOPHIE SEIDELINS i Ægteskab med Apoteker i Nakskov GEORG JESSEN avlede 3 Børn: CLAUS SEIDELIN JESSEN (siden Apoteker i Nakskov), ELISABETH CATHARINA JESSEN og GEORG JESSEN. Enkens Lavværge var hendes Broder Etatsraad og Landsdommer JØRGEN WICHFELD til Engestofte.
Claus Seidelins Ejendomme, der ialt vurderedes til 2.620 Rd., var: »den iboende Gaard (1.200 Rd.) 2de Vænger i Nykøbings Strand Mark, Vænget ved Byens øster-Vold tillige med det lidet Vænge i Humle-Strædet, 3 Jorder og l Eng, et Hus, som Madame SCHVEIMAR be¬boede i Østergade, Haven i Østergade og et Hus i Badstebrostrædet.«
I alt opgjordes Boets samlede Værdi til det anselige Beløb 30.140 Rd. Boets Udgift beløb sig til 8.657 Rd., hvoriblandt de 600 Rd. til Enkehuset i Nykøbing, 200 Rd. til Nykøbing latinske Skole og 100 Rd. til Nykøbing Hospital. Af de 21.482 Rd., der saaledes blev tilbage til Skifte mellem Arvingerne, arvede Enken den ene Halvdel samt en Broderlod, ialt 13.809 Rd., Sønnerne BERTHEL og HANS SEIDELIN hver en Broderlod paa 3.068 Rd., og Apoteker JESSENS Børn en Søsterlod paa 1.534 Rd., hvoraf 2 Femtedele til hver af Sønnerne og l Femtedel til Datteren. Ved samme Lejlighed udbetaltes de i Claus Seidelins Stedmoder MAREN HOVS Testamente af 1735 (S. 130) nævnte 4.300 Rd., hvoraf l Trediedel (1.433 Rd.) til BER¬THEL SEIDELIN, l Trediedel til HANS SEIDELIN, og den sidste Trediedel fordeltes med 2 Femtedele til hver af deres 2 Søstersønner og den sidste Femtedel til Søsterdatteren.
Claus Seidelin blev gift den 18. Juli 1730 i Brudens Forældres Hus i Nykøbing F. med ELISABETH CATHARINA WICHMAND, * (21. Maj) 1713, døbt 21. August s. A. i Nykøbing F. Datter af BERTHEL WICHMAND (* Februar 1677, døbt 11. Februar i St. Knuds Kirke i Odense. Købmand i Nykøbing F. 1727 Ejer af Engestofte Gods paa Lolland.
Berthel Wichmand blev gift 1707. Han havde 19 eller 21 Børn. Død 1732, begravet 27. Oktober i Nykøbing F., 55 Aar og 8 Maaneder gammel) og Hustru BODEL CATHARINA FROM (* c. 1690, død 1760 efter langvarig Svaghed, bisat 20. Oktober i Maribo Kirkes Kor, førtes 22. eller 21. s. M. til Nykøbing F. - Hun blev gift 2. gang 9. Marts 1735 paa Engestofte med Assessor i Højesteret, Justitsraad, senere Konferensraad, RASMUS RASMUSSEN, * c. 1680, død 1753, begravet 26. Januar i Roskilde Domkirke).
Elisabeth Catharina Wichmands Fader var meget velhavende og almindelig afholdt paa Grund af sin Redelighed og sin Gavmildhed. Ved Samfrændeskifte efter ham 6. September 1734 fik hans Sønner 1.000 Rd. i Arv hver, hans Døtre 500 Rd. hver. Elisabeth Catharina Wichmands Moders andet Ægteskab var meget ulykkeligt. For at betale sin Mands Gæld maatte hun kort Tid efter Brylluppet sælge sit bedste Sølv og skaffe c. 6.500 Rd., saa at de kom til at sidde i ret trange Kaar. Hun fik dog sine Børn godt i Vej, og det lykkedes hende endogsaa at efterlade dem en pæn Arv. Hun - Konferensraadinde RASMUSSEN - var en from og gudfrygtig Kvinde. Hun stiftede 1734 et Hospital i Engestofte By og prydede Kirken. Endvidere lod hun opføre den Enkebolig i Lille Kirkestræde i Nykøbing F., som senere kaldtes Det Wichfeldske Enkehus, og som nu bestaar af en af Kammerherre, Oberstløjtnant HENNING WICHFELD til Stamhuset Engestofte (* 1767, død 1846) opført Bygning med Fribolig til 4 Enker eller ugifte Kvinder af den Wichfeldske Familie eller Embedsmandsdøtre fra Stiftet. Efter at hun var blevet Enke anden Gang, »havde hun ingen større Fornøjelse end den at opdrage sit Sind fra de jordiske og huslige Sorger, og i Samtale og Brevveksling med opvakte Sjæle at styrke sig i sin Forløsers Kundskab.«
Apoteker Claus Seidelin omtaler sin Hustru som »en gudfrygtig, dydig, tugtig, yndig, munter og huslig Ægtefælle«, og han udtaler flere Gange i sin Selvbiografi det Haab, at »Gud er saa naadig at lade hende fremdeles leve med mig og lukke mine øjne.« Dette Haab opfyldtes, idet hun, der var 11 Aar yngre end han, overlevede ham i 18 Aar. Han døde knap 2 Aar efter deres Guldbryllup.
Claus Seidelin fortæller, at 1739 »blev min k. Hustru angrebet af en fatal Quartan-Feber, hvilken, endskiønt den iblandt ved Medicamenter blev stillet, dog immer med nye Recidiver holdt hende hele Vinteren og ud paa følgende Sommer, saa at hun maatte bruge 14 Potter China-Vin derfor, og Feberen redte hende til sidst med Gul-Sot, Sort-Sot og svolne Ben saa¬ledes til, at jeg ikke uden med et beklemt Hjerte og taarefulde øjne kunde anse hende, og derhos anraabe Gud som den bedste Læge om hendes Conservation for mig og vore Børn, som han og naadigst bønhørte, thi da min Kone tillige lavede til Barsel og til Foraaret blev forløst, tog Feberen og de dermed følgende Tilfælde saaledes af, at den endelig ved gelinde Midler lod sig rent fordrive.« - 9 Aar senere skriver Claus Seidelin: »I dette Aar [1748] paakom mig den Sorrig, at min k. Hustru blev meget skrøbelig for mig saavel paa Legemet som især paa Sindet, da hende var paakommen saadan Angst og Forskrækkelse i Blodet, at hun hvert Øjeblik frygtede for et Slag og derved Døden. Hun blev vel et Par Gange aareladt og andre tjenlige Raad brugte, men uden Nytte, indtil hun omsider ved Guds Naade og de salig afdøde gode Venners, nemlig Hr. Provst FLINDT, Hr. Magister JOENSEN og Hr. BURSERUS, deres trøstelige Tiltale efterhaanden kom til Sindets Rolighed og Legemets Helbred igien. Siden har hun ofte været angrebet af et og andet langtvarigt og vanskeligt Tilfælde, som flydende øjen og Øren, Modersmerte etc.; men i Besynderlighed Anno 1760, da det var mod Tiden, at Menses vilde ophøre, blev hun næsten ½ Aar bestandig og daglig plaget med et stærkt Profluvio Mensium [Blødning fra Livmoderen], at man maatte undre sig over, at hun kunde gaa det igiennem, men ved hendes gode Natur udfriede Gud hende naadelig af alle disse Tilfælde, og ved samme hendes lykkelige Constitution og Legems-BeskafIenhed har hun næsten al Tid temmelig let og snart kunnet overvinde alt, hvad som hende saavel indvortes som udvortes er paakommet, undtagen Hovedets Skrøbelighed, hvor Nerverne ere og altid have været svage.«
Elisabeth Catharina Wichmand døde den 6. Maj 1800 i Nykøbing F., begravet 14. s. M.
Forsegling af hendes Bo fandt Sted paa hendes Dødsdag. Boet overlodes i øvrigt til privat Skifte, hvorfor Skiftet ikke er indført i Nykøbings Skifteprotokol. Arvingerne var de samme som efter hendes 18 Aar tidligere afdøde Mand, nemlig Sønnerne Sognepræst BERTHEL SEIDELIN og Apoteker HANS SEIDELIN, samt hendes afdøde Datters 3 Børn CLAUS SEIDELIN JESSEN og GEORG JESSEN samt Datteren ELISABETH CATHARINA JESSEN, gift med Sognepræst CHRISTIAN GOTTLIEB SCHLEGEL i Karleby paa Lolland.
Af Apoteker Claus Seidelins 11 Børn døde de 5 smaa, og l Datter døde 17 Aar gammel.
De 3 ovenfor nævnte, Sønnerne Sognepræst BERTHEL SEIDELIN og Apoteker HANS SEIDELIN samt Datteren MAREN SOPHIE SEIDELIN, gift med Apoteker GEORG JESSEN, var de eneste af de 11, der fik nogen Børn. Claus Seidelins 2 ældste Børn var den meget svagelige Datter KAREN, der boede hjemme lige til sin Død 38 Aar gammel, samt Sønnen FRIDERICH SEIDELIN (Dr. med.), der voldte sine Forældre uendelig megen Sorg, saa at hans Død, da han var 42 Aar gammel, kom som en Befrielse for dem.
|
|
