Barfod-Barfoed Slægten
Du er ikke logget ind Login
 
Jørgen Peter Bech

Jørgen Peter Bech

Mand 1782 - 1846  (63 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Jørgen Peter Bech 
    Født 31 mar. 1782  Vor Frue Sogn, København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Døbt 11 apr. 1782  Vor Frue Kirke, København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Beskæftigelse Grosserer og skibsreder i København 
    Død 9. feb. 1846  København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Søskende
    1. Johannes Cordia Bech,   f. 24 maj 1779, Vester Vold, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 19 okt 1844, København Find alle personer med begivenheder på dette sted
     
    Person-ID I5082  Barfod-Barfoed | Efterkommere efter Ernst Kristian Kann
    Sidst ændret 16 feb. 2018 

    Mor Lovise Libanou,   f. 9 dec. 1757, Korsør, Slagelse Herred, Sorø Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 26 dec. 1798, København Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 41 år) 
    Gift 22 mar. 1776  København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danma Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F2043  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Ellen Sophie Magdalene Meyer,   f. 21 feb. 1784, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 20 feb. 1846  (Alder 61 år) 
    Gift 23 jan. 1807  København, Sokkelund Herred, Københavns Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Børn 
     1. Jørgen Albert Bech,   f. 24 feb. 1808, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 10 sep. 1876, Tårnborg ved Korsør Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 68 år)
    +2. Lovise Sophie Bech,   f. 22 jan. 1810, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 17 okt 1845, København Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 34 år)
    +3. Edvard Bech,   f. 4 maj 1812, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 9 jul. 1873, Stuttgart, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 61 år)
    +4. August Willads Bech,   f. 21 jul. 1815, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 28 maj 1877, Valbygård ved Slagelse Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 61 år)
     5. Clara Bech,   f. 21 dec. 1817, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 21 apr. 1889, Skovnæs Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 71 år)
    +6. Ida Marie Bech,   f. 11 apr. 1825, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 8 aug. 1897, Sølyst ved Klampenborg Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 72 år)
    Sidst ændret 20 feb. 2013 
    Familie-ID F2042  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder
    Jørgen Peter Bech
    Jørgen Peter Bech
    Jørgen Peter Bech
    Jørgen Peter Bech
    Nybrogade 22, København
    Nybrogade 22, København
    Jørgen Peter Bech
    Jørgen Peter Bech

  • Notater 
    • 2. juli 1806: Grosserer og skibsreder i København.
      1817: Én af stadens 32 mænd.
      8. december 1824: Ejer af Østre Kalkfabrik.
      Partner i Sandmøllen.
      Medlem af Grosserersocietetet.

      I "De forbistrede Drenge" (1898) skriver forfatteren Vilhelm Bergsøe, der var dattersøn af Jørgen Peter Bech, følgende:

      Som sine Brødre var min Bedstefader (Jørgen Peter Bech, junior) fra Barn af bestemt til Handelen, og han kom, efter Datidens Skik, i Lære hos Peter Nielsen paa Christianshavn, senere hos Saabye. Knap tyve Aar gammel etablerede han sig som Sæbesyder i "Sorte Hane" (Nybrogade 19), blev senere Grosserer, Skibsrheder, Oliemøller, Kalkfabrikant og Brandassurandeur. Hans Liv var idel Virksomhed og Flid, saa at han ved sin Død var en af Københavns mest agtede og ansete Købmænd.
      Det nye Aarhundrede, som indviedes med Slaget paa Reden og Krigen med England, var ikke gunstigt for en begyndende Virksomhed, og denne indskrænkedes derfor i de første Aar til "Sorte Hane", som maa have været en Slags Basilisk, siden den lavede grønne Sæbeæg.

      Men under 2. Juli 1806 staar der i min Morfaders Almanak: "Vandt mig Borgerskab som Gross-Handler. Gud velsigne et hver af mine Foretagen-der, som fremmer mit og Brødres Held." -
      Hermed begyndte en hel ny Æra for Livet i Nybrogade. Den 23. Januar 1807 ægtede han min Bedstemoder Ellen Sophie Magdalene Meyer (f. 21. Febr. 1784, død 20. Febr. 1846), en Datter af The- og Porcelænshandler Jacob Albert Meyer (f. 6. Marts 1744, død 15. Juli 1817) og Anna Sophie Wang, gift 14. Marts 1783.'

      Bombardementsaaret forløb forholdsvis heldigt for det nygifte Par; thi med Undtagelse af den splintrede Lygtepæl, skete der ingen Malheur i "Sorte Hane".

      Aaret 1808, som indlededes med Christian den Syvendes Død, blev Fødselsaaret for den første Søn Jørgen Albert, der fødtes den 24. Februar.

      To Aar efter fødtes min Moder, Sophie Louise, d. 22. Januar, og 1812, 4. Maj, den anden Søn, Edvard Bech, der senere blev dansk Konsul i New-York, Købmand og Ejer af de store Jernminer ved Poughkeepsie, der i lang Tid syntes uudtømmelige.
      Den yngste Søn, August Willads, kom til Verden d. 21. Juli 1815. Han blev Landbrugselev 1. Marts 1837 hos Valentiner paa Gjorsløv, og senere Ejer af Herregaarden Fredsholm ved Nakskov. I 1845 køb-te han Godset Valbygaard ved Slagelse, som ejedes af Statsminister P. Chr. Stemann, og senere Brorupgaard, der i sin Tid havde tilhørt Holberg.
      Af min Moders to yngste Søstre blev Clara Bech, som var født d. 21. December 1817, den 4, Maj 1841 gift med Cand. jur. Henrik Meincke (f.. 9. Juli 1813), Forpagter af Søholt ved Maribo, senere af Maribo Ladegaard under Grevskabet Knuthenborg og i sin Tid Ejer af Gammelgaard og Skovnæs.
      Den anden Søster, Ida Marie Bech, fødtes d. 11. April 1825. Hun ægtede d. 20. September 1847 Cand. theol. Ole Bernth Suhr, senere Chef for det bekendte gamle Handelshus J. P. Suhr & Søn.

      Den gamle Gaard i Nybrogade var kun i maadelig Stand, da min Bedstefader overtog den. Bolværkerne ud til Kanalen vare forfaldne, Grunden slet piloteret, ja, i det gamle Sæbesyderi var Kjedlen ikke fornyet siden 1777. Men "Tiderne vare onde og Riget i Gæld", som det saa smukt hedder i Historien; thi endnu i 1813 maatte man give 140 Kurantdalersedler for en Species i Sølv, og min gamle, eller rettere, den Gang unge Bedstefader, havde den Ærgrelse at maatte betale 560 Rigsdaler for et Par "ungerske Støvler med Kvaster".
      Men ogsaa hele Kvarteret stod i Gæld til Fortiden. Fra Vinduerne havde man det trøstesløse Syn af Christiansborgs forbrændte, røgslagne Mure, Bygningerne mod Vest vare smaa og uanselige - man mindes endnu det lave Hus paa Hjørnet af Nybro-gade og Raadhusstrædet som en Lilleputresidens, der først faldt i Slutningen af Firserne.
      Ved Sandkisten for Enden af Nybrogade viftede grønne Træer; tungtlastede Pæreskuder sendte om Efteraaret deres Frugtduft ud over Gaden og prangede med kunstige Girandoler af Bergamotter og Karviller, stukne paa Tøndebaand - det Hele havde en vis landlig Karakter, som ikke fornægtede sig selvom Vinteren, naar Bedstefaders Tospænderkane klingrede ned ad Gaden og Isen lagde sin blan-ke Landevej helt over til Amager. Da kom der Liv baade i Mennesker og Dyr, og hvad de sidste den Gang kunde præstere ses af en Notits i Bedstefaders Almanak under 28. Januar 1815. Efter først at have bemærket, at hans Kones Søster, Lene Winstrup, havde faaet en Søn, den senere bekendte Arkitekt Albert Winstrup, fortsætter han lakonisk: "Og saaes det sjældne Syn, at en Ræv løb her paa Gravene paa Isen, som levende blev fanget ved Mogens Triers Slæbested om Morgenen Kl. 9½."
      I det samme mærkværdige Aar gjorde den gamle Sæbekedel Revolution. Den vilde ikke længere "baske", men "gludede i Kaaget" ja - "kogte med Potten alene", hvilket er Toppunktet af en Sæbekedels Nederdrægtighed. Men Bedstefader forstod ikke Spøg i det Kapitel. Efter at han en Morgen Kl. fire havde forvisset sig om, "at den dampede skrækkeligt voldsomt uden at ville trække eller baske", blev den" brudt ned og muret om med Forandring af Rørene, og gik da Alt efter Ønske".
      Dette var dog kun Smaating; thi der forestod den gamle Gaard en Forandring, som skulde give den et helt nyt Udseende. Den 12. Maj overraskedes Gadens Beboere ved at se store Pramme losse Sten ved Bolværket. Den 27. Juni begyndte Rambukkene deres tunge Arbejde, og i en hel Maaned rammedes der svære Pæle ned i Grunden indtil Kælderbjælkerne kunde lægges d. 5. August. Den 9. September blev "Salsbjælkerne lagte" og den 26. indløste Murermester Blom sit Løfte om "at have Sparreværket rejst, og Krands sadt paa Gaarden."
      "Den staaer - Til den ved Tidens Tand ej meer formaaer."
      skrev min Bedstefader den Dag i sin Almanak. Den 4. Juni 1816 begyndtes Opførelsen af det store Pakhus ud til Magstrædet Nr. 10, "Alt sammen akkorderet med Blom fuldfærdig for 6,500 Rd.", og den 19. Oktober om Aftenen flyttede Familien ind i den nybyggede Gaard, som ved sin anselige Højde, sine røde, massive Mure og hele solide Præg stak mærkeligt af mod den gamle "Sorte Hane", der nu kun blev brugt til Kontor og Bolig for Fuldmægtig Nyholm og Familiens Læge, Doktor Crone.
      Der laa et Stænk af Melankoli paa Bunden af min Bedstefaders Karakter, og det kommer frem som et Hjertesuk midt i Glæden over at have fuldført et stort og anseligt Byggeværk.
      "Jeg oprejste den - Gud veed, hvem der skal nedbryde den", skriver han - men endnu knejser den røde Gaard, rank og urørt, som var den muret i Dag. Den har, som Nybrogade i det Hele, ikke fulgt med det København, som kommer, og naar jeg i Forbigaaende nikker til min fordums Barndoms-kammerat og ser ind i den gamle Gaard, dukke talrige glade Minder op i mit Sind, og jeg synes slet ikke, at det vilde være underligt, om jeg hørte min Bedstefaders kaldende Stemme. Kun Et forstaar jeg ikke: at det er over halvhundrede Aar siden, at den klang mig imøde.
      Ja, denne Gaard var i Sandhed et Hjem! - et Hjem for Kærlighed, for Tro, for Orden og Arbejde. Man halede ikke "Livskravet" til Vejrs paa en Stang, lod det ikke som en Vejrhane snurre rundt for skiftende Stemninger - nej, man bar det dybt i sig selv, styrede efter det som et Kompas uden Misvisning, og var der noget, som var banlyst fra dette Hjem, saa var det alt Bulder og Bavl, al Reklame og Spræl, aI "Væren med" i Døgnets snurrende Døgnflueliv. Det var et Hjem for stille Nøjsomhed, ihærdigt Arbejde og fast Vilje - derfor blev det lykkeligt og stort.
      Dette opfattede jeg kun dunkelt som Barn. Da var Hjemmet i Nybrogade for mig væsentlig Søndagens og Feriernes Hjem med milde, venlige Ansigter, lysende Juletræer og klingende Kaneture. Her samledes Børnebørnene i en Flok saa stor, at den snævre Hjørnestue næppe kunde rumme dem, og derfor gik Legen ad Trapper og Gange i Gaard og i Stald, i Pakhus og Port, til Bedstefader aabnede et Vindue og raabte: "Hvad er dette her for Noget?" - Saa listede man slukøret op, fik fat i Gnavposen eller kiggede i "Kukkassen" til man faldt i Søvn.
      Naar jeg saa skulde hjem langs den øde, isbelagte Kanal i Mørke og bidende Blæst, mødte der mig et Syn, som altid skar mig i Hjertet. Paa Fortovet foran Vejerhuset laa under en osende Tranlygte en gammel, udlevet Kælling, saa lang hun var hen ad Fliserne og skurede en Rødsten rastløs frem og tilbage. Hun havde næppe de Pjalter, hun kunde skjule sig i, Flisen var hulslidt af hendes ihærdige Skuren, og i Rendestenen stod en rusten Blikkasse, hvori kun med rystende Haand øste Rødstenssmuldet fra Flisens Huling. Hun bad aldrig om Noget, saae af og til op i Luften med et mat, usigelig trøstesløst Blik, og skurede saa videre. Det var "Rødstenskællingen" - en kendt Figur fra det københavnske Gadeliv. Fader gav hende altid Noget, og kom jeg alene, gjorde jeg det samme - Forskellen mellem de varme, hyggelige, lyse Stuer og dette ensomme Slid i Vinteraftenens Mørke var saa stor, at jeg tidt var nær ved at græde. Penge ejede jeg ikke - men jeg havde mine Erobringer fra Thebordet, Julekage, Tvebakker, kort sagt Alt, hvad vi Drenge indbefattede under Fællesbegrebet "Guf". Det gav jeg hende, og hun spiste det med en sulten Ravns Graadighed.
      Fra ganske lille havde jeg et ualmindeligt Øre for Vers. De hang klinede i min Erindring som Svalereder under et Tag, og manglede der en Linje, kunde jeg lave den selv. Dette morede Bedstefader, og naar han var færdig med sin Whist, blev jeg stillet op paa et Bord og gjorde mine Kunster. En Aften havde jeg fremsagt
      Der staar en Smedje paa Helgoland,
      saa ensom den staar paa det hvide Sand.
      Der svinger Vølund, Smeden, med Flid
      den tunge Hammer ved Midnatstid. -

      og jeg havde gjort det med en Bravour, som bevirkede, at Bedstefader forærede mig en af Christian den Femtes gamle Kroner, vel indsvøbt i Papir. Med denne Skat vandrede jeg afsted - det var det første Honorar, som Poesien havde indbragt mig - og saa stod jeg atter foran "Rødstenskællingen". Hun saae op imod mig med sit tunge, fortvivlede Blik, og saa sagde jeg: "Vil Du ha' den?" Jeg lukkede Papiret op, men da hun saae Kronen, virrede hun med Hovedet og sagde: "Den er for stor - den har du ikke Lov at give mig!" og saa skurede hun rastløst videre. Jeg gik bedrøvet hjem - den Aften havde jeg ingen Kage.
      I min barnlige Fantasi spillede "Sorte Hane" dog Hovedrollen - derfor husker jeg den saa godt endnu. Det var en lav Bygning med et fremskydende, røgslaaet Tag. Murene vare strøgne med sort Cement, hvori der funklede Glasstumper, og over den lave, skraatstribede Indgangsdør stod Bomærket: en sort Hane med rød Kam paa en gulbrun Tønde.

      Indenfor var Rummet tvedelt. Til venstre stod den store, blanke Kobberkedel paa et muret Fundament med Fyrhuller, og til højre gik man ad; et Par Trin ned til de Sten kamre, hvori Sæben svaledes og lagredes. Til daglig var der ikke ret meget at se, men naar de sydede, var jeg en sikker Mand. Da flammede Luerne lystigt under" Potten", Kedlen klukkede med bristende Bobler, halvnøgne Mænd rørte i den med lange Stænger, og hvide Dampe fyldte Rummet, steg som Skyer mod Loftet, væltede som hvide Taageskikkelser ud i den lille Gaard og forsvandt højt oppe over Tagryggen som smeltende Bomuldsfnug, der var noget dæmonisk, syntes jeg, i dette af Luer og Dampe opfyldte Rum. Kedlen syntes mig at kunne sluge Mennesker, og med Rædsel lyttede jeg til Stuepigens Fortælling om en Karl, som af Skinsyge havde skubbet sin Medbejler i Kedlen, hvor man kun fandt hans Uhr og hans Knapper.
      Denne Myte - thi andet har det næppe været - troede jeg virkelig paa, og det gav Anledningen til min Fortælling "Stærke Jørgen". Senere har jeg indset Begivenhedens Umulighed og undret mig over, hvor et Barneøje tager fejl af Rum og Dimensioner - det ser Alt i gigantisk Størrelse, fordi det maaler efter sin egen lille Person. Da jeg skrev "Stærke Jørgen", var der for mig intet underligt i Begivenheden - ja, jeg syntes endog, at den var vel forenelig med en voldsom Lidenskabs brutale Kraft, saaledes som denne ytrer sig, hos en raa, dyrisk Natur. Men da jeg saa fik fat i min Bedstefaders Op-tegnelser, maatte jeg smile. Denne Kedel, der for mig stod, som Springvandsbassinet paa Gammel Torv, var kun lidt over to Alen i Diameter og noget over en Alen dyb "og vejede den i Alt 22 Lispund 4 Pund svensk Kaaber", Ganske vist har Kedlens " Krans " været noget større; men Sandsynligheden for "Stærke Jørgens" Bedrift alligevel mindre.
      Bag ved Sæbesyderiet laa der en lille, holbergsk Gaard, hvorfra en Stentrappe med Messingrækværk førte op til Bedstefaders Kontor. Gaarden var for lille til at lege i; men saa var der Materialkamret og "Kontoret", hvor Nyholm regerede, naar Bedstefader var paa Børsen. Man havde den Gang ingen Museer, men Materialkamret var lige saa godt som det etnografiske - i det mindste for mig. Her stod mange mærkelige Ting, Indiske Pagoder, Porcelænstaarnet i Nankin, grønlandske Kajaker, ostindiske Harnisker, Savrokkenæb, Hvalros- og Nar- hvaltænder vidnede om Købmandslivet og Kaptajnerne paa de lange Rejser. Det var Riises "Archiv for Historie og Geografi" in natura, og som ung Naturforsker havde det min højeste Beundring.
      Paa den modsatte Side laa Kontoret, Husets Helligdom. Det var et ægte gammeldags Købmandskontor med to Fag ud til Nybrogade og paa Midtpillen et gammelt, støt gaaende Uhr med forgyldte Sving og Bugter.
      Skranken og Pulten dominerede Værelset. Den sidste syntes mig et lille Hus med fire Døre og en Gaardsplads, belagt med et stridhaaret Kokostæppe. Her kravlede jeg ind, naar Bedstefader kom, og saa lod han, som han ikke saae mig. Jeg kunde ogsaa agere Gaardhund og bide Nyholm i Benene, hvilket han dog ikke satte nogen særlig Pris paa; men størst var Glæden, naar Bedstefader spurgte: "Naa! - Finder du Noget?" - Saa gav jeg mig til at gaa til Bunds i Kokostæppets Trævler, og saa fandt jeg dejlige Tolv- og Firetyve skillinger, som Bedstefader mente, at Frederik den Fjerde nok kunde have tabt, da han sidst var der. I lang Tid troede jeg dette, og først senere gik det op for mig, at den Gamle, hvis Yndling jeg var, selv kastede disse Mønter under Pulten, for at jeg skulde finde dem.
      Skøndt Bedstefaders Forretning var meget betydelig, havde Forretningslivet paa Kontoret en underlig dæmpet, næsten lydløs Gang, der mindede om Uhrets over Pulten. Man havde i de Tider ingen Telegraf, blev ikke nervøst kimet op af Telefonens Klokke, og jollede ikke afsted paa Cykle for at gøre Geschäft. Man trompeterede heller ikke i Aviserne, rakkede ikke sine Konkurrenter til og advarede ikke "mod Efterligninger". Nej, Alt var saa besynderligt stille. Nyholm skrev sindigt ved den ene Ende af Pulten, Bedstefader ved den anden. Jeg tændte Voxstabelen for at man sindigt kunde forsegle Breve, og saa kom Strandmøllens Kusk med sin store Kalveskinds Tegnebog og betalte Penge. Saa gik Bedstefader paa Børsen, Nyholm saae ud ad Vinduet, og jeg lagde mig til at sove under Pulten - der var saamænd Ingen, der forstyrrede os.
      Det var i det Hele taget et underlig, spagfærdigt Handelsliv, som den Gang rørte sig i København, der i mange Henseender lignede en stor Provinsby. Klokken otte om Morgenen rumlede Deligencen op gennem Købmagergade med Passagerer og Provinspost; men Posten til Hamborg gik kun to Gange om Ugen, saa der var gode Stunder til at skrive. Om Jernbaner havde man hørt Tale fra Udlandet, af Dampskibe havde man set Røgen fra "Caledonia", og hvad Telegrammer angik, saa brugte enkelte snedige Købmænd en ridende Kurer, som kunde bringe Kurslisten fra Hamborg en Dag tidligere end Posten. Hvor man havde sine Skibe - om de laa paa Havets Bund eller i Havn - vidste Ingen, og det klinger næsten naivt, naar der i Optegnelserne staar: "Idag kom Ratzan uforvarende tilbage fra Helsingør med Skade paa "Bovsprydet", eller det mere glædelige "Kom Petersen i Dag ganske uventet hjem fra St. Petersborg i god Behold med Olie, Aske, Talg, Sæbe". Man kan derfor ikke undres over, at Bedstefader af og til ledsagede sine Skibe med et fromt Ønske, saasom: "I dag afgik Captain
      Holm til Bergen og derfra til Neapel og Messina. Gud give ham Held og Lykke med Skib og Ladning - Fisk! 3000 Neg."
      Hans Skibe gik paa mange Havne, lige fra Grøn-land, hvor Holm med Skonnerten "Ida" drev "Sælhund- og Wahlrosze-Fangst" og ned til Messina, hvorfra de vendte tilbage med "Druer og Frugt". Hans andre Kaptajner, Brosgaard, Børsøe, Davidsen, List, Mathiesen o. fl. sejlede paa Reval, Riga, Newcastle, Amsterdam og Lissabon; men hans stadigste og største Fart var dog paa St. Petersborg, hvor man den Gang maa have trængt svært til Kridt, thi Galeasen "To Brødre", ført af hans gamle, trofaste Kaptajn Petersen, gik altid først til Stevns for at indtage denne mærkelige Artikel. Petersen spillede derfor en stor Rolle i Nybrogade, og naar lav Barometerstand forsinkede hans Komme, stod Humørbarometret - af og til - paa Storm.
      Man sejlede langsomt i de Dage, og fik man Is eller kontrær Vind, sejlede man slet ikke, men søgte Nødhavn. Turen til St. Petersborg kunde under gunstige Forhold gøres paa sex til otte Dage, men det kunde ogsaa hænde at et Skib laa tre Uger i Søen" inden det naaede hjem. Ogsaa Farten paa England kunde være haard nok. Man forbavses, naar man træffer følgende Optegnelser: "1816, d. 20. December. Brosgaard afgaaet til Newcastle. Forlod Helsingør Rhed d. 25. December med meget svær Storm af SW-W. Den 1. Januar laa Brosgaard i Gøteborg og havde maattet søge den som Nødhavn. Den 27. Januar laa Brosgaard endnu i Gøteborg for Udgaaende. Den 26. Marts laa Brosgaard endnu i Gøteborg paa Udrejse til Newcastle. Altsaa i Alt lagt i trende Maaneder af Mangel paa Vind". - Det var heldigt, at Brosgaard ikke skulde over og hente Kong Jakob; thi saa var der vist blevet brændt adskillige Hexe i Helsingør. Han kom nemlig først tilbage i Slutningen af Juni og havde saaledes været et halvt Aar om en Rejse, der nu af vore Dampere kan gøres paa en Uge.

      En Købmands Liv er Gentagelsernes Liv. Dagen deles mellem Kontoret, Børsen og Hjemmet; Tiden timesættes med næsten matematisk Nøjagtighed - der bliver noget af et bornholmsk Stueuhrs Gang i det Hele, og Resultatet bliver ofte en filistrøs Vanesløvhed, der slaar over i vranten Pirrelighed, naar Skæbnen kaster Sten i Værket. Heldigvis blev min Bedstefader ikke paavirket saaledes. Han kunde, som de Fleste, til Tider bruse op og buldre løs, naar Noget gik paa Tværs; men vranten Særhed laa langt fra hans Karakter. Hvad Enkelte opfattede saaledes, var snarere Øjeblikke, hvor en vis tungsindig Stemning kunde faa Overtaget. Naar man saae denne stærke, firskaarne Skikkelse, dette brede, djærve Ansigt med de milde graa øjne og det venlige Smil, fik man ikke Indtrykket af en vran-ten Grosserer, men af en støt og bestemt Personlighed, der vidste, at Orden er Tingenes Moral og Arbejde Livets Maal. Saaledes som Gertner har malet ham, saaledes saae han ud, og det var vel næppe en Tilfældighed, at dette Billede vakte en mer end almindelig Opmærksomhed og skaffede Gertner Indgang i vide Kredse. Men hvad Kunstneren ikke ret har faaet frem og hvad der dannede Grunddybet i min Bedstefaders karakter, var det mildt vemodige, det kærlige - ja jeg kan fristes til et sige det fromt barnlige Sind og Tanke. Han elskede Naturen, han elskede Børn og han elskede Musik; men han hadede Lirekasser, og særlig var "den store Tromme" ham overmaade modbydelig. Medens man nu til Dags har sat Reklamen i System og oprettet ikke saa faa gensidige Selvrosselskaber, var Alt, hvad der hendrog Opmærksomhed paa hans Person, ham ganske vederstyggeligt. Jeg skal anføre et Exempel derpaa.
      Han holdt Heste og Vogn, ogsaa en stor Kane, men i den sidste tror jeg aldrig, han har været - den var Børnenes Vinterfornøjelse!
      Vognen var efterhaanden bleven gammel, og der trængtes stærkt til en ny, men han vilde ikke høre Noget derom. Endelig sejrede Damerne, og en flunkende ny Wienervogn blev anskaffet til stor Glæde for Peter, Familiens mangeaarige Kusk. Han striglede "de Røde, pudsede Seletøjet og svingede op for Porten - det var jo første Gang han skulde ud med" Grosserens" nye Vogn. Bedstefader kom ned, tog Vognen skarpt i øjesyn og sagde saa, noget ærgerlig: "Hvor er den gamle Vogn?"
      Ja, den stod da paa Kalkbrænderiet.
      "Naa! - Saa kør ned ad Naboløs, Klosterstræde og ad Violstræde til Nørreport og saa ad Farimagsvejen. "
      Peter syntes, at det var en løjerlig Vej for et Her-skabskøretøj, men han turde ikke mukke, og de Røde travede ud. Men da Vognen kom til Løveapoteket, drejede Peter lumskelig ned ad Vimmelskaftet. Bedstefader mærkede Intet, før han kom til Østergade - der vendte Folk Hovederne og gjorde Bemærkninger om den nye Vogn. Da stak Bedstefader Hovedet ud af Vinduet, der lød er tordnende: Holdt!, og den befippede Peter vilde vende. Men Bedstefader var i samme Nu ude af Vognen, smældede Døren haardt i og raabte: "Kør med Karossen! - Jeg gaar til Fods!" - Og saa spadserede han til Kalkbrænderiet, hvor Peter fik en yderligere Røffel.
      Skøndt Bedstefader var en sund og kraftig Natur, blev han dog gentagne Gange haardt hjemsøgt af Arthritis, en Sygdom, der synes at have ligget som en lurende Dæmon i den Bechske Familie. Han havde allerede været angrebet af denne pinefulde Sygdom 1808, men ti Aar efter brød den frem med fornyet Styrke, og 1818 blevet rent Jammersminde for ham. Fra Aarets Begyndelse lige til 1820 led han forfærdeligt, men der er noget højst rørende i hans Optegnelser fra denne Periode. Det er blot korte, kategoriske Bulletiner for den 1ste i hver Maaned, og skøndt det stadigt klinger: "Gigten vedvarende med megen Smerte, trods alle Forsøg fra Medicinens Side", lyder der ikke en Klage - Alt er Taalmod og stille Resignation.
      Det er ikke ham det gælder, men hans syge Broder og Frygten for, at han selv skal komme ud af Virksomhed og derved skabe sine Kære umilde Kaar. For disse Tanker har han ingen Ro - de piner ham mere end Smerterne. Midt under Sygdommen lyder det: "Lod mig køre ud til Friederichsberg og gik op til min syge Broder Johannes, men med megen Smerte."
      Da Terminen kommer med Travlhed og Omsætning, haaber han paa, at den skønne Sommer" skal bringe ham Lindring. Men Haabet skuffes, hans Uro stiger, og hele hans Tilstand tegnes klart i denne lille Note: "Paa Børsen, gaaende meget slet og smertefuld ved Stok efter sex Maaneders Fraværelse. - Intet at fortiene".
      Saa tog han med sin Familie ud til "Nye østre Kalk-fabrique for at nyde Luften", men hver Maaned klinger det: "Gigten vedholdende det samme med megen Smerte - kan ikke gaa." I Slutningen af September slutter han sit Landliv med: "Flyttede til Byen, og flyttede, desværre for mig, ogsaa Gigten med, saa at jeg hinkede i denne Maaneds Slutning som i Mai Maaneds Begyndelse."
      Vinteren 1819 gik under de samme triste Forhold, og Sommeropholdet tegner han træffende saaledes: "Flyttede 4. Juny ud til" Venneminde" for min Gigt-Svaghed; men det synes,." som om jeg kom i en Lygte. Paa dette" Venneminde" ingen Sommerglæder - brak Vand og Varme, slet Medicin for Gigten." Saa stopper han i Fortvivlelse med sine Optegnelser - "Lygten" har været ham for drøj. Med Hensyn til denne Lignelse skal jeg oplyse, at "Venneminde", som laa paa Jagtvejen, nær Vibenshus, havde et utroligt Antal Vinduer, og han holdt ikke af, at være den Praas, der gav Lygten Glans. Naar jeg kortelig har dvælet ved disse sørgelige Aar, er det ikke blot, fordi de bære Vidne om hans taalmodige Standhaftighed, men ogsaa fordi de staar i et mærkeligt Forhold til min egen Skæbne. Det er underligt at se, hvorledes svundne Jammersaar kunne gaa igen som Slægtens uundgaaelige Nemesis. Alt, hvad der pinte ham i hans 26de Aar og 10 Aar senere, ramte efter fyrretyve Aar ogsaa mig, ødelagde min Ungdom, kastede mig ud af min Vej og førte mig til Fortvivlelsen Rand. Alt er nøjagtig det samme: Alder, Periodicitet, Lokalisation, ja selv det aarelange Forløb stemmer paa en saa forunderlig Maade, at jeg troede at læse min egen Sygehistorie i denne blegede Skrift paa de gulnede Almanakblade. Det er for mig det mærkeligste Exempel paa Atavisme, gaadefuldt og uforklarligt.
      Folk, som kun overfladisk kendte ham, kunde af hans stille, indadvendte Natur, hans store Ordenssans og rastløse Arbejdsomhed let komme til den Tro, at Kontoret var hans egentlige Liv, og Børsen det Sted, hvor han bedst følte sig hjemme. Og hvor fejlagtig var saa denne, iøvrigt ganske almindelige Opfattelse! Kontorstøvet kom aldrig længere end til hans Støvler, og aldrig var han gladere, end naar han kunde ryste det af sig enten i glad Samlag med gode Venner eller i Guds frie Natur. Hans Optegnelser bære atter og atter Vidne derom. Det er Skildringer af haarde, barske Vintre, hvor hans Skibe forliser og Magistratens Brænde slipper op; men saa kommer Vaaren og Varmen. Han følger det frembrydende Foraar, glæder sig over dets Solskin og Blomster, jubler over, at Skoven er grøn "den 9de April" og kører ud til sin lille Jordlod" ved Krudtmøllen paa Amager", for at se til den dræende Rug, der i Regelen er "saaet for tykt, saa at den maa afhugges til Grønfoder" .
      Men mest af Alt tiltaler ham Nordsjællands dejlige Natur. Han fortæller, hvorledes han "i Pintse-Helligdage besøger det yndige Frederiksborg" og paa Ruden finder "Mathildes Ord": ,,0! keep me innocent; make others great" , og hvorledes han derfra drager til Esrom og Fredensborg" i det yndigste Vejr af Verden".
      En saadan Landtur var for ham, den Indestængte og i sin egen Natur Indesluttede, Toppunktet af al jordisk Nydelse, og da den korte Ferie er endt, skriver han (23. Juni):
      O I at jeg atter vende skal tilbage
      Til Hovedstadens vilde Vrimmelbye I
      Af ingen kiendt, svandt her de lyse Dage.
      Ol at jeg Dig, mit Fredensborg, skal flyet
      Man vil maaske finde disse Linier meget betydningsløse; men jeg er overbevist om, at hvis Ewald havde kradset dem paa en Rude i Rungsted, vilde denne være bleven lige saa berømt som Caroline Mathildes - Nomen facit omen!
      Den næste Note lyder (28. Juni): "Petersen og Holm afgaaede med Kridt til Petersborg." - Han er igen den bundne Fugl! I det stille, støvede Kontor stirrer han gennem Ruden efter en solbeskinnet, langsomt vigende Vaarsky - Pinseturen.

      Min Bedstefaders store Kærlighed til Naturen og dens stille Drømmeliv har jeg fuldt ud taget i Arv, og maaske stammer ogsaa Noget af mit Digtertalent fra ham. Jeg tror ikke, at han var fantasifuld; hans egentlige Styrke var Følelsen, og denne drog ham baade mod Naturen og Poesien.
      "Hendes Liv var en smilende Taare, Hendes Død et taarefyldt Smil, skriver han et Sted om en tabt Veninde, og saaledes var han til en vis Grad selv, det vil sige, naar han fik Lov til at være sig selv i Guds fri Natur, hvor han følte sig "af Ingen kendt". Kom Folk ham der-imod paa Livet, kunde han være tilbagetrukken ordknap - efter deres Mening tør og vranten. Han var som Jerichorosen, der folder sig ud under Duggens Friskhed, men ellers ligger aarevis tør i en Skuffe.
      De korte Pinseture, det nomadeagtige Landliggeri paa "Venneminde" og andre Steder tiltalte ham derfor ikke. Han maatte have sit eget, lille Fredensborg, hvor han kunde trække sig tilbage, naar Sommersolen brændte. Et saadant fandt han i "Kalkbrænderiet", den Gang en stille idyllisk, Plet, indrammet af Classens Have, "Rolighed" og "Ny østre Kalkbrænderi", nu raseret, opfyldt, en Tumle-plads for travle Haandværksfolk i Byggespekulatio-nens Tjeneste.
      Hvad Ejendomme den Gang var værd, og hvorledes de købtes, ses bedst af følgende lakoniske Optegnelse:
      "Den 8. December 1824 kjøbt 73, gamle østre Kalkfabrique af Frue Dajon for 12000 Rd. Sølv, saaledes som hun eier den med alt Beholdning Kalk-Sten, Bygninger, Hauge, Pram, Baade, Heste Vogne, intet undtaget, kun de contante Penge tager hun af Cassen, om nogen findes. 6000 er betalt. - Hr. Wadum har første Prioritet."
      Den 28. Maj næste Aar skriver han: "Flyttede med min Familie ud paa østre Kalkfabrique som Interessent for l/3 Part. Gud bevare os Alle og give os sin Fred og Velsignelse." Dette Ønske gik i fuldeste Maal i Opfyldelse. Denne hans Sommerbolig blev i tyve Aar et Fredens og Velsignelsens Hjem, et gæstfrit Asyl for Slægt og Venner, for mig et Paradis, hvortil mine bedste Barndomsminder ere knyttede.
      Kalkbrænderiet - saaledes hed det altid i daglig Tale - var ogsaa som skabt for den Ungdom, der nu voxede op. Mod Syd begrænsedes den af "Classens Have", den Gang en løvrig Lund med gamle Træer, hvis Stammer i 1807 havde set mangen Engelskmand falde for Livjægernes Kugler. Mod øst løb Terrænet med frodige Enge og side Strandmoser ned mod Sundet. Her laa "Strandriderens" idylliske Bolig og lidt nordligere "Kalkfabriquen" med sin hvide Ovn og tjærede Bolværker, omrammede af mægtige Kalkstensbunker, for os hele Bjerge. Mod Nord gik frodige Kløver- og Kornmarker op imod den "Nye østre Kalkfabrique", og mod Vest, tæt ved det saakaldte "Rolighed", der ejedes af General Hegermann-Lindencrone, laa det egentlige Landsted med Mægler Giessings Bolig til Nabo.
      Man vil maaske undres over Udtrykket "Landsted"; men den Gang trak "Landet" sig næsten helt ind under Københavns Volde. Udenom sivbræmmede Stadsgrave spændte "Glaciet" sit grønne, blomsterbroderede Bælte. Farimagsvejen var en løvrig Alle med Haver, landlige Huse og to "amerikanske Møller", hvis brede, trekantede Vingesejl gjorde en ganske ejendommelig Virkning i det grønne Landskab. Østerbro bagte sine Landsteder og Lysthaver i Solen, og naar man ved" Triangelen", hvor den store engelske Skanse havde ligget, bøjede ind i den skyggefulde "Roligheds-Alle", mødtes man af en saa stille, landlig Fred, at Hegermann-Lindencrones Landsted ganske svarede til sit Navn.
      "Rolighed" havde et vist, for den Tid, aristokratisk Præg. Det var bygget lidt i italiensk Stil á la Frederiksdal, havde en stor, høj Stentrappe til Gaarden og høje, rummelige Værelser. "Kalkbrænderiet" derimod var mere demokratisk anlagt, og havde vistnok oprindelig været en gammel Bondegaard - derpaa tydede Indkørselen gennem Ladeporten og denne Længes mosgroede Straatag. Hovedbygnin-gen, der overskyggedes af en mægtig Ask, havde Indgang fra Gaarden, men vendte Facaden ud mod Haven og flankeredes til højre af en lavere Sidebygning, der stødte umiddelbart op til Mægler Giessings Hus. Paa den modsatte Side laa Stalde og Udhuse, saa at det Hele mere fik Udseende af en nordsjællandsk Bondegaard, end af en københavnsk Families Sommerbolig.
      Men hvad der interesserede os Børn mest, var Haven. Den var en sand Paradishave, og manglede heller ikke den forbudne Frugt; thi det store Ferskentræ, der som Espalier dækkede hele den søndre Gavl, var bevogtet af Kerubens Flammesværd i Form af Bedstefaders Bambusstok. Aldrig har jeg set en Have, der saaledes myldrede med Frugter som denne. De mørke, solbrændte Plankeværker vare om Foraaret overbroderede med et blegrødt, duftende Blomsterslør og prangede i Efterhøsten med Kaviller, Gravenstener, Pigeoner, Rainetter og Nonnetitter. Den lange, mørke Nøddealle fik os til at klatre som Egern; der var mægtige Træer med spanske Kirsebær, Reineclauder og guldgule Blommer, Espaliers med Vindruer og Abrikoser, Smaalunde af Hindbær og hele Ganggarniturer af Ribs, Stikkelsbær og Solbær. Mellem alt dette strakte sig de lange Asparges- og Jordbærbede. Gamle, skyggefulde Linde dannede Havens Midt-punkt, og herfra strakte den sig lige op til Classens Have, hvor den endte i et Lysthus med en malet Baggrund, forestillende et Jerngitter. Rundt o m i Haven stod blaatblomstrede kinesiske Havestole, formede som ottekantede Bojaner, og fra Havestueplainen lyste den forgyldte Solskive paa sin Sandstens Sokkel. Der var en Rigdom af gode, gammeldags Blomster. Levkøjer og Gyldenlak, Roser og Lavendler fik de travle Bier til at summe mellem ustadigt flagrende Sommerfugles brogede Pragt. Hele Sommerens lune Hygge laa over denne Plet, især naar Lysene blinkede fra det grønne Lysthus, hvor Husets unge Døtre i lette lyse Empiredragter gjorde Honneurs ved det gæstfrie Bord, hvor "den gamle Madeira" til Jordbærrene spillede en ikke uvæsentlig Rolle.
      Der hvilede over disse varme Sommeraftener et vist Fru Gyllembourgsk Præg af dansk hjemlig hygge, der iøvrigt jo ogsaa laa i Tiden. Nu har Jo Alt - selv vore Sommere - skiftet Karakter.
      Men naar Efteraaret kom, og de lyse Nætter endte, forandredes ogsaa Havens før saa fredelige Karakter. Da var den Tumleplads for en Ungdom, der forstod at more sig, og for hvem Blaserthed var et ukendt Begreb. Krig med Æbler og om Æbler, Klatren i Valdnøddetræerne,
      Rysten Nødder, Kasten med Spyd og Skyden med Flitsbue hørte til Datidens Sport. Empire-Tiden krævede raske Drenge - det havde Napoleons Soldater jo været - og naar Dagens Strid og Kamp var endt, straalede om Aftenen Træer og Buske med gyldne Frugter i lysende Festons, dannede af udhulede Græskar og Agurker. Ja - man var nøjsom den Gang, men man var glad.
      Var Haven dannet med Kunst og Smag, vistnok under den gamle Fru Dajons franske Auspicier, saa laa der til Gengæld et dansk, ukunstlet Kystparti lige uden for dens Grænse. I jævnt, blødt Fald strakte" Vænget" og "Engen" sig ned mod Sundets Bred, omrammet af en vældig Tjørnehæk og skær-mende Grøfter. Her var man i Ordets egentligste Forstand "paa Landet", og fra "den grønne Bænk" oppe under de susende Aske og Avnbøge havde man den mest idylliske Udsigt til det blaanende Sund med det travle Liv paa de glidende Vande.
      I Vænget havde jeg fire Venner: Den røde Ko, Kaspar, Rejemanden og Madam - ja, Navnet har jeg glemt; men hun var Lugemadam og drev tillige en Biforretning med Løvetandsrødder, som hun hver Aften slæbte bort i en Sæk. Den røde Ko var som Køer er flest, den gloede, gumlede og satte Pris paa at blive anset for Tyr. Derimod var "Kaspar" noget ganske usædvanligt. Det var et lille, intelligent, men krakilsk Æsel, som Familien Price af og til Laante for at lade det optræde paa "Morskabsteatret". Der gjorde det sine Kunster udmærket, men herude vidste det paa en Prik, hvor Kalkbrænderigrøften var dybest, og inden man anede et, laa man i den uden Hensyn til Rang, Køn eller Formue. Rejemanden - en nu forsvunden Type - strøg sine Rejer tæt uden for Strandriderens Hus, og naar han sorterede sin Fangst nede i Strandkanten, havde han Nettet fuldt af de mærkeligste Skabninger.- "Skab" kaldte han dem. Især var han vred paa "Hesterejerne". Det Skab ta'er nu til," sagde han, "mens de rigtige ta'er a', og bli'er s'gu intet andet end Ros. Da min Fa'er strøg her efter Slaget paa Rheden, var de saa store som Spurveunger. "Vist er det, at nu stryger Ingen Rejer ved Kalkbrænderiet til fire Skilling Potten.
      Lugekonen imponerede mig ved at kunne rykke Nælder op uden at brænde sig, og saa kunde hun saa mange morsomme Historier om den gamle Madam Møller, som havde haft sin berømte Sæbekælder paa Ulfeldts Plads skraat over for Skamstøtten. Om hende skriver min Bedstefader under 2. Maj 1829: "I morges Kl. 5½ døde Madam Johanne Møller, 71 Aar, som havde handlet med Sæbefabriquen i 25 Aar og stedse viist en udmærket Virksomhed, som kun Faa og maaske ingen Anden kunde efterligne i denne Handel."
      Hun var et sandt Handelstalent, kendte sine Kunder og gav aldrig de usolide Kredit. Da en, i saa Henseende mindre nøjeregnende, Konkurrent rykkede ind i hendes Nabolag, fik hun over sin Butik et Skilt, hvorpaa der stod de bekendte Ord: "Her er den rigtige gamle Sæbekælder, hvor de rigtige gamle Sæbekælderfolk boer". - At hun maa have været en velhavende Kone fremgaar deraf, at hun forærede min Moder en vægtig Sølvfisk, der endnu opbevares som et Minde om " den rigtige Sæbekælder".
      Men oppe i de gammeldags, hyggelige Stuer havde jeg dog mine bedste Venner. Blandt dem maa jeg først og fremmest nævne en mild, elskelig Kvinde, der spillede en stor Rolle i det Bechske Hjem og paa sine gamle Dage ogsaa i det Suhrske. Det var Anna Marie Schmidt, "Tante Ane", som hun fordringsløst hed, en Halvsøster til min Bedstemoder, hvis Fader, The- og Porcelæns- handler Jacob Albert Meyer først havde ægtet min Bedstemoders Moder, Anna Sophie Waag (14. Marts 1783) og senere Uhrmager Schmidts enke, der var født Ørsted. Dette Ægteskab var barnløst, hvorimod han med sin tredie Hustru Katharina Raasløff havde en Datter, Albertine Vilhelmine Meyer, som døde ugift.
      Man spotter i vor Tid saa meget over tanterne, særligt de gamle og ugifte, skildrer dem som unyttige, livsforfejlede Skabninger, ynkes over disse "gamle Nyner", som dø uden eje et Hjem og uden at efterlade et Minde.
      Man priser til Gengæld de frie, frejdige Fremskridtskvinder, der vide, hvad de vil, storme Hospitalerne og ende som extraordinære Docenter i civilret, hvis de ikke blive Jordemødre forinden. Men hvor fejlagtig, hvor usand og usund er denne Opfattelse af Kvinden. Hendes Kald er Kærlighed, hendes Higen Hjemmets Hygge, hendes Veje Velsignelse. Brister hendes Illusioner, naar hun ikke sit eget Paradis i Kærlighedens liv, saa har hun dog det tilbage at kunne sprede Lys og Lykke over et Hjem, der ved skæbnens Ugunst ikke blev hendes eget. Her kan hun udfolde Forsagelsens stille Kærlighed, den nobleste af alle.
      Netop dette blev hendes Livsmaal. I en tidlig Alder traadte hun ind i det Bechske Hjem, hjalp min Bed-stemoder med Husets Byrder, opdrog den voxende Slægt, og blev, lidt efter lidt en major Domus, men paa den Maade, at man slet ikke mærkede det.
      Hun var ikke en Tante - hun var en Moder for alle de Unge. Snart streng alvorlig, snart mild og kærlig bilagde hun Trætte og Tvist - for os Børn den høje-ste Instans, hvis Dom Ingen vovede at vrage. En særegen, fredelig Ro laa over hendes Væsen, en egen Troskyldighed og Troværdighed klang i det, hun udtalte, fordi hun i Alt stolede inderligt paa Vorherre. Naar jeg bød hende Godnat, og hun saa med sin milde Stemme svarede: "Gud velsigne Dig, mit Barn", sov jeg trygt og roligt - ingen Moder kunde have sagt sit Barn inderligere Godnat.
      Denne Følelse af, at hun udtalte Velsignelsen, ikke som en Formel, men at hun virkelig kunde give den paa samme Maade, som Herren gav den til Abraham, fulgte mig længe efter, selv da jeg blev voxen. Naar jeg paa Aarets første Dag bragte hende min Hilsen sammen med Aarets nye Kalender i rødt Saffian med Guldsnit, fik jeg altid ved Bortgangen den samme patriarkalske Hilsen og med den Forvisningen om, at Aaret vilde bringe mig Lykke. Selv i de sidste Dage, da hun lidende og samenkrummet af Rygsmerter sad i sin Rullestol, lød de samme kendte Ord med den samme milde Røst, og nu, da den er forstummet, tænker jeg tilbage paa den med Vemod.
      Med al vor Kærlighed havde vi Børn dog en ubegrænset Respekt for hende, og "Sig det ikke til Tante Ane", var et staaende Feltraab iblandt os. Kun to Gange faldt jeg i Unaade hos hende, og da Anledningen var ret pudsig, skal jeg skrifte mine Misgerninger.
      De lokkende Jordbærbede førte mig tidt i fristelse, og en Gang havde jeg givet saa stærkt efter for den, at jeg paadrog mig en alvorlig Mavehistorie. Ved denne Lejlighed blev "Doktor Grumme" kaldet, og han ordinerede til min Rædsel et Klyster. Da jeg kom paa Benene igen, blev Doktor Grummes Middel lovprist i løje Toner, fordi det havde skyllet alle Jordbærkærnerne ud, og Kokkepigen, den gamle Rebekka, betroede mig, at havde jeg ikke faaet det, saa var jeg bestemt "hinket af".
      Trods dette, fristede Jordbærrene mig paa ny, og da jeg midt i Bedet fandt en tyk, opsvulmet Skrubtudse, der saae mig temmelig lidende ud, tænkte jeg: "Ho, ho, min Ven! Du har ogsaa spist for mange Jordbær - men nu skal jeg kurere dig!" - Saa fik jeg fat i en Øresprøjte, kom Salt og Haarolie i en Kop med varmt Vand, og saa vandrede jeg ud paa min første Praxis og agerede Doktor Grumme.
      Det var højst forbavsende som Midlet hjalp, thi næppe havde Skruptudsen faaet sin Dosis, før den dansede af som besat. Jeg syntes derfor, at jeg burde anvende det prophylaktisk ogsaa paa de andre, der muligt sad og ventede paa deres Mavebetændelse; men midt under disse dyrevenlige Bestræbelser, kom Tante Ane over mig som en Torden med sit: "Hvad er dog dette her" - Er du nu bleven Dyrplager?" Forgæves forsikrede jeg hende om mine reelle Hensigter. Hele min Praxis blev taget fra mig, og jeg fik ingen Velsignelse den Aften.
      Min anden Misgerning var langt værre; thi den rystede i Ordets egentligste Forstand hele Huset, og havde nær bevirket, at Rebekka var hinket af.
      Jeg gik i Skole hos en gammel Jomfru Geisler i Pilestræde, og Kl. to kom Hans og hentede mig. Hans var en gammel Levning fra Frederik den Sjettes unge Dage; havde været "rigtig Soldat", skudt Englændere 1807, Hannoveranere i Slaget ved Sehested og nogle af sine Egne i de hyppige Fredsbatailler omkring Vibenshus. Hele hans Person var omhyllet af Krudt og Fut, og naar vi gik gennem Kastellet nikkede han fornemt til Rekrutterne med de stive Halsbind og flade Kasketter. Han havde foræret mig en Pistol - men den blev øjeblikkelig konfiskeret, og for at erstatte mit Tab, førte han mig Dagen efter ned til en Urtekræmmer, hvor der hang hele Knipper af røde Tingester Vinduet. Det var "kinesiske Pistoler", et nyt legetøj, hvis Knaldeffekt satte Københavns Ungdom i den gladeste Bevægelse. Hans forærede mig et Bundt, viste mig hvorledes jeg skulde tænde Lunten, og forsikrede, at de var lige saa gode som Haandgranater.
      Da jeg naaede Kalkbrænderiet, brændte jeg af Begærlighed efter at lunte Pistolerne af, men det maatte ske paa en saadan Maade, at det kunde høres mindst til" Tre Kroner" - den ene Salut var jo den anden værd.
      Efter Samraad med min Kusine Helene, besluttede jeg at sprænge det Blommetræ i Luften, som stod tæt uden for Tante Anes Værelse. Det vilde give et forfærdeligt Skrald, og tillige den fordel at Blommerne faldt ned, hvilket var at forene det Nyttige med det Behagelige. Nogle svovlstikker kneb jeg fra Rebekka, og saa gik vi ud til Blommetræet. Her pakkede vi alle Pistolerne i en Avis, tændte den og lod den glide ned i den hule Stamme, der gabede som en Kanon. En tæt Røg slog op, og vi flygtede forfærdede helt ud paa Græsplænen - det var jo muligt, at Træet kunde vende sig. Det gjorde det imidlertid ikke - ja, hvad der var det mærkeligste - Røgen fortrak, Træet blev staaende, og Blommerne sad lige saa højt som før.
      I stor Spænding nærmede vi os Træet, kiggede ned - jo, der laa hele Pakken - men vi kunde ikke lugte Lunten. Det kunde derimod Tante Ane. Fra sit Vindue havde hun iagttaget vore mistænkelige Bevægelser og pludselig lød det kendte: "Hvad er nu dette her? - Hvad er det, I har proppet ned der?" " Svovlstikker," stammede jeg. . Det er bare nogle Svovlstikker i et Papir."
      Tante Ane stak Haanden ned og fik Pakken op - den var drivende vaad af det Regnvand, der havde samlet sig i den hule Stamme.
      "Og saa har I ødelagt alle de gode Svovlstikker! - Veed I af, at de koster fire Skilling Bundtet?" fortsatte hun og vred Vandet af Papiret. "Nu duer de ikke til noget, men jeg skal lære Jer."
      Med disse Ord gik Tante smækvred ind i sit Kammer. Det lod ikke til, at min Kusine var lærelysten, thi hun flygtede som fordum Eva for Cherubens Sværd; men jeg havde dog Lyst til at se, hvor Tante lagde mine Pistoler og fulgte langsomt efter. Vejen gik ud i Køkkenet, og da Tante var kommen her, sagde hun: "Kast dem paa Ilden, Rebekka! - Nu har de igen haft fat i Svovlstikkerne - de er ganske vaade."
      "De tossede Unger!" sagde Rebekka. "Nu skal man staa og sla'e Fyr for deres Skyld!" - og dermed røg Pakken lige under den høje Trefod, hvorpaa Suppekedlen kogte.
      Pakken sydede lidt omkap med Kedlen; men pludselig lød et vældigt Brag, tusinde Gnister foer op under Loftet som slyngede ud af, et Krater, og da Krudtrøgen fordelte sig, sad Rebekka maalløs paa Gulvet med Suppesleven i Haanden, medens Tante Ane i vild Flugt forlod Valpladsen. Jeg tror ikke, at Suppen blev rigtig god den Middag.
      Fra den Dag fik Tante Ane den Overbevisning, at Alt her i Verden var explosivt, naar det kom under visse uheldige Omstændigheder; thi da vi nogen Tid efter skulde paa en tur til Strandmøllen, og min Onkel Eduard om ud i Gaarden med en Hagelpung i Knaphullet, raabte hun fra Vognen: "Eduard! Hvad er det, Du har i den Pose?" "Hagel, lille Tante." "Hagel? - Hvad er det for Noget? - Vil Du køre med Hagel paa Vognen?" "Ja! - De kan jo ikke gøre noget?" "Ikke det? - Aa, Peter! lad mig komme ned! Jeg kører ikke med den Hagelpose paa Vognen! - Ikke for Alt i Verden!"
      Og da vi ikke kunde undvære Tante Ane, maatte Drewsen undvære sine Hagel.
      En større Rystelse havde dog tidligere ramt Kalk-brænderiet; men det var før min Tid. Herom skriver min Bedstefader: "Den 18. August 1829 Kl. 3 1/4 Eftm. følede jeg et stærkt Stød, saa Sæbesyderiet rystede og Sparreværket i Gaarden Nr. 20 knækkede, som ogsaa fremdeles sporedes paa Kalkfabriquen, med flere andre Steder. - Tiden vil nu vel opklare denne Begivenhed."
      løvrigt var der Intet, som rystede KaIkbrænderiet eller dets idylliske Ro. Dagene svandt som lette, lysende Sommerskyer, der tiIsidst fortone sig i Dis over fjerne Kyster, hvor Minderne bo. Haven og Vænget var mig den Gang Alt - at sluttes inde paa en Regnvejrsdag var det samme som at komme i Fængsel. Huset, der havde Hjerterum til os Alle, var derfor delt i mange smaa Stuer, og af større fandtes egentlig kun "Salen" ovenpaa med dens hvide Empiremøbler og saa Havestuen, der tillige var Spise- stue. Henne ved Vinduet stod Bedstefaders Lænestol og i Stuens modsatte Hjørne, paa en trekantet hylde, alle hans Tobaksrekvisiter, blandt disse en holllandsk Tobaksdaase, hvis blanke Messingtop mindede lidt om en Pavekrone. Naar Bedstefader havde sat sig til Rette, var det mit Privilegium at stoppe en af de gamle "Meerskummere" og tænde Fidibussen. Saa tog han af og til sin graa Hat, pustede den fuld af Røg og satte den paa sit Hoved. Naar han saa tog den af, stod røgen ud af hans tætte, krøllede Haar og "saa var der Ild i Bedstefader". Jeg tror Experimentet morede ham lige saa meget som det forbavsede mig.
      Men en Gang vilde jeg selv spille Bedstefader. Jeg fik lumskelig fat i hans Hat, hans tobak og hans Meerskummer, og saa skjulte jeg mig i Aspargesbedene, hvis grønne Toppe gav herligt Læ. Her tændte jeg Piben, tog nogle vældige Drag og gav mig saa til at puste Hatten fuld. Men da jeg satte den paa: faldt den helt ned over mit Hoved, og inden jeg fik den af, var jeg halvkvalt af Røg. Saa forekom det mig, at Aspargesbedene, Lindetræerne og Solen begyndte at dreje rundt om Bedstefaders graa Hat, og at en kold Regnorm krøb ned gennem min Ryg. I en miserabel Tilstand blev jeg baaren op til Doktor Grumme, som under en vældig Latter trøstede min bekymrede Moder med: "Han ryger, Pinedød, ikke de første ti Aar." Og han fik Ret - jeg røg ikke før i Kolerasommeren, og det var endda kun paa vor Læges udtrykkelige Raad.
      I det Hele var Doktor Grumme af og til noget grum. Saaledes kom han en Dag ud paa Kalkbrænderiet og sagde med det mest fornøjede Ansigt: "Nu skal jeg, Pinedød, fortælle Jer en rigtig morsom Historie. For otte Dage siden kom jeg lige fra en Koppepatient, og saa møder jeg paa Kongens Nytorv en af mine gode Venner, og saa siger jeg til ham: "Der har Du en Nævefuld rigtig gode Kopper - de slaar, Pinedød, nok an, for det er Fattigkopper".
      "Fik han da Kopper?" blev der spurgt. "Om han fik? - Ja, han ser, Pinedød, ud som en Æbleskivepande. - Jeg kommer lige fra ham!" -
      Men Nemesis ramte Doktor Grumme. Nogle Aar efter blev han selv, meget syg, indlagt paa Frederiks Hospital og brændt med glødende Jern ned ad Ryggen. Af dette gav han senere en meget livfuld Beskrivelse, og da min Fader spurgte, om han skreg, svarede han: "Skreg? - Nej, min Far, det gjorde jeg inte. Jeg brølede som en Stud, saa de, Pinedød, kunde høre mig fra Operationsstuen og helt ud paa Toldboden".
      Jeg mindes et Par Lejligheder, hvor jeg bar mig ad ganske som Doktor Grumme, til stor Forargelse for Bedstefader, der hadede at vække Opsigt, om det saa kun var ved et Barns fortvivlede Graad.
      "Kaspar", som i lang Tid havde haft sine kronede Dage i Vænget, skulde optræde paa ny. Familien Price havde engageret ham til at optræde i "Harlequin Skelet", og nu vilde Bedstefader se, hvorledes det spændte af. Som Kaspars Ven og Velynder blev ogsaa jeg inviteret, og det var med en underlig Blanding af Forventning og Stolthed at jeg Haand i Haand med Bedstefader stolprede af sted til Ve-sterbro langs den uendelige Farimagsvej. Jeg havde aldrig været paa Komedie, aldrig set et Teater, og vidste kun, at Kaspar skulde rides af Djævelen - det havde Rebekka fortalt mig. Jeg var derfor noget benauet, og denne Følelse formindskedes ikke ved Synet af "Morskabsteatret", der med sin smalle Frontespice og grove Træsøjler lignede de Huse, Smaabørn bygger af Klodser. Vi kom ind paa Æresplads - første Parket, første Bænk - og jeg debuterede med at antage Orkestret for Skuepladsen og D'hrr. Musici for Aktører. En velvillig Madamme betroede mig imidlertid ?at Pjerrot var der oppe bag det Tæppe", og da dette Tæppe fremviste en Skov med et hult Træ, mente jeg, at Pjerrot rimeligvis maatte komme ud af dette Hul. Pludselig gik Tæppet til min Forfærdelse lige op i Loftet, og i en dejlig Have kom tre unge Piger med Rosenguirlander dansende frem imod os. Men ved et Tempo i Musiken gjorde de højre om, og nu dansede de tilbage som ækle, gamle Kællinger med Pølsesnore - det var højst mærkværdigt!
      Saa kom Pjerrot. Jeg spurgte Madammen, om han var af Gips, men da hun betroede mig, at han kunde tage sin Næse af og putte den i Hatten, blev jeg bange for ham og foreslog Bedstefader at gaa lidt ud. Saa skød Pjerrot den smukke Harlekin, strøg ham flad og gjorde ham til Skelet - det var overmaade ækelt.
      Men saa kom Kaspar - Pjerrot sad ridende paa ham baglæns, og holdt ham i Halen. Hele Huset klappede, men jeg syntes, at Kaspar slet ikke saa fornøjet ud. Kaspar blev fremkaldt; men da Pjerrot kom ridende paa ham igen, skete der noget højst diabolisk. En Hob sorte Trolde kom farende ind. Nogle trak Kaspar i Halen, andre halede i Hovedet, og pludselig - o Rædsel! - gik Kaspar midt over, Pjerrot faldt paa Gulvet, og idet de to Halvdele humpede ind imellem Kulisserne, opdagede jeg, at Kaspar indvendig saae ud som en Rullepølse. Nu kunde jeg ikke mere. Med et højt Brøl raabte jeg: "Aa, Bedstefader! - Der rev de Kaspar itu!" - Hele Huset lo, men jeg græd som jeg var pisket og kom paa Hovedet hjem.
      Dette var min Sommerskandale, men jeg gjorde en ny den næste Vinter. Der var kommen en sjælden Gæst til København - en Elefant, "Madam Klats Elefant". Nu er man saa vant til at se disse Dyr, at kun Bæster bliver bange for dem, men den Gang, da vilde Dyr ikke maatte tilføres Hovedstaden, vakte Indiens Kæmpe umaadelig Opsigt, og fik kun om Natten Lov til, under Politiets Opsigt, at promenere omkring "Hesten" paa Kongens Ny torv. Om Dagen blev den - saa vidt jeg husker - forevist i " Vildmanden" paa Østergade.
      Saa gik vi da en Aften hen for at se "det mærkelige Dyr". Jeg var meget stolt, ikke alene over at skulle se Elefanten, men ogsaa fordi jeg for første Gang skulde vise mig med en pelsværksbræmmet polsk Hue, som Bedstefader havde foræret mig. Paa Vejen gik han ind til en Bager og købte et Firskillings Surbrød, som jeg skulde overrække Majestæten fra Indien.
      Gennem nogle smudsige Gaarde kom vi ind i et skummelt Skur, hvor der sad en Kone med en Blikbøsse. Efter at have ofret vor Mark, gik vi ind bag Tæppet og saae nu en stor, uformelig graa Klump, som stak sin Hale ud mellem Jernstængerne - den kaldte Bedstefader for Snabelen. Jeg syntes ikke rigtig om Uhyret, men dette syntes aabenbart bedre om mig; thi det blev ved at stikke Halen ud efter mig. Jeg lagde Brødet i min Hue, nærmede mig forsigtig, og begyndte at pille nogle Smuler løse - det skulde jo ikke have det hele paa en Gang. Men en Elefant er Skam ingen Dumrian. Med et Snøft stak den pludselig Halen helt ud mellem Stængerne, rullede den om Hue og Surbrød, og i næste Nu saae jeg begge Dele forsvinde i et bundløst Svælg. Jeg gav et Brøl, der meget godt kunde hamle op med Elefantens, men da jeg hueløs og trøstesløs hylede op paa Østergade, forbarmede Bedstefader sig over mig. Vi gik op til en Bundtmager og fik en ny polsk Hue, men senere tog han mig aldrig med, hverken til Æsler, Elefanter eller andre mistænkelige Dyr.
      Trods disse Udskejelser vedblev jeg dog at være Bedstefaders Yndling til han lukkede sine øjne. En Aften kom en ung, syttenaars Maler ud paa Kalkbrænderiet. Han hed Johan Vilhelm Gertner og gik paa Kunstakademiet. Da jeg om Aftenen blev baaret ind for at sige Godnat syntes han, at jeg saae saa grinagtig ud i min Grønlænder-Natdragt, at han absolut vilde male mig i den. Det blev til en lille Akvarel, som Bedstefader fik næste Aar til sin Fødselsdag, som jeg vedføjer her for at vise, hvilket bundet Liv Smaabørn den Gang førte.