Barfod-Barfoed Slægten
Du er i øjeblikket anonym Login
 
Niels Lauritsen Barfoed

Niels Lauritsen Barfoed

Mand 1650 - 1730  (79 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Niels Lauritsen Barfoed 
    Født 5 apr. 1650  Tåsinge Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Beskæftigelse Søofficer, admiral 
    Referencenummer IX,14 
    Begravet 1730  St. Petri Kirke Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Død 23 feb. 1730  København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Søskende 4 søskende 
    Person-ID I3649  Barfod-Barfoed
    Sidst ændret 2 maj 2020 

    Far Laurids Thomasen Barfod,   f. ca. 1614,   begr. 13 maj 1687  (Alder ~ 73 år) 
    Mor Christine Hansdatter Løve,   f. 1618,   begr. 3 mar. 1698, København Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder ~ 80 år) 
    Familie-ID F1038  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 1 Janiche den Dutz,   f. ca. 1649,   d. 6 mar. 1687  (Alder 38 år) 
    Gift 1676 
    Børn 
     1. Christian Barfoed,   f. 1681,   begr. 28 feb. 1747, Kalundborg Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder ~ 66 år)
     2. Niels Barfoed,   f. 6 mar. 1687, København Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 6 mar. 1687  (Alder 0 år)
    Familie-ID F1513  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 2 Magdalene Jørgensdatter Witt,   d. 1717 
    Gift 14 dec. 1688  Søfiskal Nichel Michelsens hus i København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Børn 
     1. Laurits Barfoed,   begr. 11 jun. 1693, Korsurtegården ved Holmens Kirke Find alle personer med begivenheder på dette sted
     2. Jørgen Barfoed,   begr. 11 jun. 1693, Korsurtegården ved Holmens Find alle personer med begivenheder på dette sted
     3. Janiche Catarina Barfoed,   begr. 23 nov. 1694, Korsurtegården ved Holmens Kirke Find alle personer med begivenheder på dette sted
     4. Lucie Barfoed,   f. 1693,   d. 20 aug. 1752, Kalundborg Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 59 år)
     5. Niels Barfoed,   f. 1696,   d. 10 maj 1739  (Alder 43 år)
    Familie-ID F1514  Gruppeskema  |  Familietavle

  • Billeder
    Admiral Niels Lauritsen Barfoed
    Admiral Niels Lauritsen Barfoed
    Segl.
    Segl.

  • Notater 
    • KØBENHAVN OG HOLMEN
      Der var sket store ting siden Christian IV.s død i 1648. Den gamle samfundsstruktur var blevet afgørende ændret. Den store magt, som den gamle danske adel havde skabt sig og levet højt på i løbet af de sidste 100 år, var blevet knust, da Frederik III indførte enevælden i 1660. Nogle af de danske Barfoder var medunderskrivere, da magten blev overdraget til kongen. Krigene med Sverige havde ellers præget hele 1600-tallet. Først havde der været Kalmarkrigen 1610-11, så Danmarks deltagelse i 30-årskrigen fra 1625 til 1629 og siden krigen 1643-45, da svenskerne havde vendt sig mod Christian IV. Flådens nederlag i Femern Bælt den 13. oktober 1644 blev det skæbnesvangre vendepunkt for Danmark, idet kongen da blev tvunget til at slutte fred og bøje sig for den svenske overmagt. Den nye svenske konge Carl X Gustaf ville imidlertid gøre det helt af med Danmark, da den overmodige danske adel udfordrede ham og resultatet blev krigene 1657-60. Det blev dog ikke landets endeligt, men Danmark måtte give så store landafståelser, at der ikke blev noget tilbage på den anden side af Øresund, samtidig med at landet kom i en alvorlig økonomisk krise. Under belejringen af København var kongen blevet et samlingspunkt, hvilket han udnyttede til at gøre sig enevældig. Adelen blev sat til side, og kongen søgte støtte hos borgerne. Den stolte danske orlogsflåde, der var opbygget under Christian IV, var reduceret til næsten ingenting, og først i 1663 kom genopbygningen i gang, således at der efter 1670 atter var skabt en værdig og mægtig flåde. Da administrationen samtidig samledes i hovedstaden, er det ikke mærkeligt, at byen tiltrak mange kække unge mænd, der ønskede at skabe sig en fremtid. Blandt dem var også flere af consumptionsforpagter Laurits Barfods børn.

      (IX,14) Niels Lauritsen Barfoed var født på Tåsinge den 5/4 1650. Han rejste til København, og efter ansættelse i flåden blev han 1666 sendt til Holland for at lære håndværket. Efter sin hjemkomst kom han i Det Asiatiske Kompagnis tjeneste som overstyrmand på OLDENBORG på en rejse til Ostindien. Da skibets chef, kaptajn Bæhr, døde i Ostindien førte Niels Barfoed skibet hjem fra Batavia til København, hvortil han ankom tidligt 1675. Den 22/3 1675 blev han månedsløjtnant og udkommanderet på det store orlogsskib CHARLOTTE AMALIE, hvorefter han avancerede til at blive chef for sit eget skib den 8/12 samme år. Det var snauen FIRE KRONEDE LILLIER, og på den tjenestegjorde han det første år i Den skånske Krig, der netop var brudt ud. Allerede natten mellem 1. og 2. juledag 1675 fik han opbragt en stralsundsk smakke. Snauen brugtes ellers hovedsageligt til at spionere mod fjenden og at bringe meddelelser rundt mellem større skibe og mellem eskadrer. Vi ser således, at der i admiral Niels Juels regnskabsbog fra 1676 bl.a. står, at løjtnant Niels Barfoed har fået 6 rdl. 4 mrk. til at bringe kundskab om den svenske flåde i de svenske skær. Det var netop et par dage før Niels Juel den 1. maj gik i land på Gotland og generobrede øen til Danmark. En måned senere den 1 juni 1676 deltog Niels Barfoed videre med snauen i slaget ved Øland. Senere på året vendte Niels Juel sig imod Rygen og Nordtyskland, og i begyndelsen af august blev løjtnant Carstensen på Niels Juels sluf og løjtnant Barfoed på snauen beordret til at gå ind mellem Dornbusch og Rygen for at opmåle dybet og grundens beskaffenhed samt at undersøge, om der var en bro. Sidst på året var Niels Barfoed dog så uheldig med en galiot CONCORDIA at gå på grund i nærheden af Præstø. Den 30/12 1676 blev han atter forfremmet, idet han blev chef for en fregat, som den danske flåde havde erobret i Carlshavn. Den var helt ny og fik derfor navnet CARLSHAVN, og den 2/2 1677 fik han bestalling som kaptajnkommandør, og i det segl, som han anvendte ved underskrivelsen af sin tjenesteed, ser vi, at han anvender slægtsvåbenet. Glæden over sin nye kommando varede dog kun kort, for allerede den 18/5 blev han angrebet af en overmagt på tre større svenske skibe, og "efter at have forsvaret sig til det yderste" måtte han stryge flaget og overgive sig. Han var nu fange, men blev lykkeligvis udvekslet samme år, men straks ved hjemkomsten stillet for en krigsret, der imidlertid frikendte ham. I det følgende år 1678 var han chef for fragatten DANSKE HAVFRUE og i 1679 blev han sat til at føre det større orlogsskib DELMENHORST. Med det blev han bl.a. sendt til Bornholm for at hente 530 svenske krigsfanger. Undervejs blev han fulgt af fregatten DEN FLYVENDE HJORT, og selvom de blev angrebet af seks svenske skibe, lykkedes det for dem at undslippe efter en ærefuld træfning. Da krigen var forbi i 1679 skulle antallet af officerer i flåden reduceres. Der skulle således bevares 38 kaptajner og admiralerne udfærdigede derfor lister over de kaptajner, der skulle forblive i søetaten. Niels Juels, Chr. Bjelkes og Henrik Spans bedømmelser er bevarede. Medens de naturligvis var ret enige om de fleste af kaptajnerne, så var der også personer, der kunne give anledning til diskussion. Een af dem var Niels Barfoed. Admiral Christian Bjelke skrev, at han burde afskediges, fordi han blev taget med CARLSHAVN. "Han må have gode venner" føjede Bjelke til. Admiral Span nøjedes med at sætte ham som nr. 16 på listen, men Niels Juel var åbenbart en af de gode venner og han havde vel også taget hensyn til hans dygtige træfning med de svenske skibe i foråret 1679. Han placerede Niels Barfoed som nr. 7, og det blev Niels Juels forslag, som blev fulgt. Det betød også, at Niels Barfoed nu fra blot at være månedstjener blev ansat som årstjener, d.v.s. fast ansat. I 1680 og 1681 var han som chef for fregatten MYNDEN på togter til Island og til Kurland og i 1682 og 1683 var han chef for orlogsskibet NELLEBLADET, men i 1683 blev han sendt på en særlig mission. Man ønskede nemlig at oprette en flådehavn i Østersøen enten ved Ertholmene eller på Bornholm, og man havde her udset stedet omkring Arnakke. Derfor blev kaptajn Niels Barfoed og løjtnant Lavrits Munck beordret til at overvintre hér med fregatten STJERNEN. Ifølge deres journal blev de udsat for bidende storme og stærk frost. For den 20/1 1684 står der således: "Bundfrøs alt som var i skibet, både af øl og vand, så vi måtte hugge det ud og sætte det til ilden, førend man kunne drikke og bruge det", og endnu hele februar lå fregatten fastfrosset og den 13. marts blev skibet med isen under en frygtelig storm kastet mod et rev, så det sank på 9 fod vand. Det kan ikke nægtes, at det åbenbart har været en meget streng vinter. Uden at afvente resultatet af STJERNENs undersøgelser havde kongen imidlertid allerede den 26/1 givet ordre til, at der skulle skaffes de nødvendige materialer til bygning af et fort på Ertholmene. 1684 blev Niels Barfoed chef for NELLEBLADET, 1685 for PRINS GEORG, 1686 for FREDERICUS TERTIUS og samme år den 9/11 blev han udnævnt til kommandørkaptajn. I 1688 var han udkommanderet til assistance for navigationsdirektøren ved opmåling af de danske farvande, og han deltog som chef på den lille jagt SØHESTEN. Derefter var han i 1688 chef for CHURPRINSEN og i 1689 for ANNA SOPHIA. Rangen spillede en vældig rolle i datidens Danmark under den nye enevælde, og for søetatens folk var den også betydningsfuld, da man avancerede efter hvilken plads man havde i rangfølgen. Der var således tre klasser af kaptajner, og i 1686 var der 11 kaptajner i 1. klasse, 10 i 2. klasse og 7 i 3. klasse. Da kaptajnerne i 1. klasse havde mulighed for at avancere op i admiralsklasserne var det særligt gunstigt at se Niels L. Barfoed i 1686 stå som nr. 4 i denne klasse. I 1690 ønskedes atter en bedømmelse af søofficererne, da der igen forestod reduktioner i korpset. Niels Juel skrev om kommandørkaptajn N.L. Barfoed: "Så længe han foer med mig og ellers siden har han sig således skikket, at han ingen har givet årsag til at klage over hans forhold, men forrettet altid hans tjeneste vel, hvor han har været kommanderet, og er noksom en god og dygtig officer til Eders kgl. Majestæts tjeneste". Admiral Bjelke, der tidligere var imod hans ansættelse skrev: "Han har og altid skikket sig vel og er ingen dranker", men denne gang er det admiral Span, der er skeptisk, idet han skriver: "Er en god sømand, men hvad soldatskab angår kan ikke siges meget om, såsom han har givet fregatten CARLSHAVN over til de svenske foruden at skyde et skud derfor". Danmark og Sverige havde indgået en alliance til forsvar for neutraliteten under de store europæiske krige, der da blev udkæmpet, og i forbindelse med denne traktat fik flåden atter en stor betydning, da den skulle sørge for konvojering af handelsskibe. Da bl.a. England var i krig var det især farvandene omkring England og specielt Den engelske Kanal, der var farlige zoner. Niels Barfoed deltog i konvojtjenesten både i 1690 og 1691 som chef for CHURPRINSEN. I 1690 kom der imidlertid et ildevarslende brev fra Christiansand i Norge, hvorfra mange konvojrejser startede. Chefen hér, Carsten Nybuhr, skrev således den 9/9 1690: "Kaptajn Barfoed er dødssyg, så jeg ikke tror, at han kan komme med", men heldigvis hed det sig i et brev tre dage senere: "Hvad sig angår kaptajn Barfoed, da bliver han nu bedre og kommer sig igen". I 1692 blev Niels Barfoed anklaget af sin skibsskriver Anders Friis for lovstridige forhold på en konvojrejse til England. Barfoed indrømmede, at han engang havde drukket over tørsten, men det var uden at forsømme kongens tjeneste derved, og han blev da også frikendt. Desuden indrømmede han, at han havde haft 32 pund privat gods ombord, men da han havde anvendt indtægten af dets salg til at forstrække sine matroser med tobak, klæder o.lign., blev han også frikendt for dette forhold. Derimod blev han dømt, fordi han ikke havde håndhævet retten godt nok og undertiden havde været for lemfældig og somme tider benyttet en utilbørlig måde. Han måtte derfor betale 50 rdl. i procesomkostninger og 50 rdl. til Søkvæsthuset. Dommen blev afsagt den 14/12 1692, men anklageren Anders Friis blev idømt jern på livstid. I 1693 og 1694 konvojerede han atter, og den 30/6 1694 blev han ombord på GYLDENLØVE med omkring 80 handelsskibe omringet af en engelsk flådeeskadre, der tvang ham til at gå til The Downs red. Her blev skibene visiterede, mens han selv var taget til London for at tale med den danske gesandt. Mens han lå for anker hér, kom en anden engelsk eskadre under viceadmiral Showel ind og fordrede, at Barfoed skulle stryge sin vimpel for ham. Da han imidlertid i henhold til sine instrukser nægtede det, begyndte englænderne et bombardement mod det enlige danske orlogsskib, der bed dristigt fra sig, indtil Barfoed så, at englænderne ville sætte endnu flere linieskibe ind mod ham. Træfningen forårsagede 3 dræbte og 18 sårede på dansk side, men endnu flere på engelsk side, og det formindskede ikke den engelske viceadmirals harme mod den stædige dansker. Han kom derfor i fangenskab og blev holdt fanget indtil stærke klager fra den danske konge bragte englænderne på andre tanker. Efter tre måneders fangenskab blev han frigivet med tilladelse til at sejle igen, men da var vinteren kommet, og først den 28. marts 1695 nåede han København. Den 17. oktober 1695 fik han ordre til at møde i sørgedragt i Roskilde for at bære prins Christians lig, men ellers var han egentlig i nogen tid uden for aktiv tjeneste, mens undersøgelserne vedrørende affæren i Kanalen stod på. Tilsyneladende har han hele tiden haft en god ven i Niels Juel, da denne i oktober 1695 spurgte kongen om Barfoed igen kunne tage sin funktion på lige for med andre søofficerer, og den 10/3 1696 d.v.s. ca. et år efter hans hjemkomst, fik han endelig ordre til atter at gøre tjeneste. I 1697 mistede han sin velgører generaladmiralløjtnant Niels Juel, men vi ser ham dog i 1698 som chef for fregatten SVÆRMEREN, og ved Christian V.s død i 1699 havde han det ærefulde hverv at bære "Blodfanen". Der begynder nu en ny tid for Niels Barfoed, idet han har fået den 22-årige admiral Ulrik Christian Gyldenløve imod sig. I året 1700 udnævntes Barfoed til provisionel schoutbynacht på TREKRONER, og under det svensk-engelsk-hollandske angreb på København den 20/7 til den 18/8 1700 var han chef for prammene ved København. Det var Karl XII.s første store angreb på Danmark, der dog denne gang mislykkedes. Det havde hidtil været sådan, at søofficerer af samme grad som landofficerer havde en lavere rang end disse. Det var ordnet umiddelbart efter rangforordningens ikrafttræden under Christian V, der dengang ville stække den gamle danske adel, der i størst udstrækning sad på stillingerne i flåden, mens det var indkaldte tyske officerer, der havde den største indflydelse i hæren. I 1671 indrangeredes således generaler til hest eller fods i 13. rangklasse, mens admiraler var i 28. klasse, oberster over livgarden var i 26. klasse og oberster til hest eller fods i 40. rangklasse. I en tid, hvor rang spillede en så afgørende rolle, var det af betydning, at de øvrige søofficerer slet ikke indrangeredes, mens oberstløjtnanter dog nåede ind i 52. rangklasse. Dette ønskede Gyldenløve ændret, således at han som admiral rangerede på linie med en generalløjtnant i hæren og en kommandør lig med oberst o.s.v.. Desuden foreslog han visse forfremmelser af søofficerer, og i denne forbindelse ville han forbigå Niels Barfoed. Dette afviste kongen dog og Niels Barfoed blev den 8/3 1701 udnævnt til kommandør og den 30/4 blev han tillige deputeret i admiralitetet. Den 17/3 1703 udnævntes han til schoutbynacht, hvilket svarer til vore dages kontreadmiral, og i 1704 blev han indrulleringschef i hertugdømmerne. 1709 begyndte krigen mod Sverige igen. Mens Karl XII var indviklet i krigsforetagender langt fra hjemlandet i Polen, dristede Frederik IV sig til et angreb på Sverige. Den 24/8 1709 fik schoutbynacht Barfoed ordre til at skaffe 350 mand til flåden fra Østjylland af de knap 4000 mand, som man ønskede indkaldt. Når Gyldenløve skulle sammensætte sin flådestyrke på tre eskadrer, skulle der foruden flådechefen - i dette tilfælde Gyldenløve - bruges to schoutbynachter til at føre henholdsvis avantgarde og arrieregarde og i den forbindelse skriver han til kongen: "Schoutbynacht Barfoed er nok ældre end Raben, men jeg har anno 1700 lært ham at kende så meget, så jeg beder om at blive ham forskånet". Kongen ville det dog igen anderledes, og den 13. marts 1710 blev Niels Barfoed udnævnt til viceadmiral og eskadrechef i Gyldenløves flåde. Senere samme år sendtes han som chef for en eskadre til Nordsøen for at sikre de danske handelsskibe. Han var da ombord på orlogsskibet FYEN og blokerede bl.a. Gøteborg. I 1711 deltog han atter i Gyldenløves flåde under blokaden af Pommern, og han blev flådechef, da Gyldenløve 10/12 måtte gå i land på grund af sygdom. Fra august 1712 blev han atter underlagt Gyldenløve, og han deltog i den tre dages kamp, som Gyldenløve den 28/9 indledte mod svenskerne. Herefter blev han anklaget for at have vist mangel på konduite, men sagen blev hævet igen efter kgl. befaling på grund af Barfoeds tidligere gode tjeneste. Den 29. juni 1714 blev han udnævnt til admiral, og da han den 9/3 1717 på grund af alder udtrådte af admiralskollegiet, blev han samtidig udnævnt til deputeret ved søetatens generalkommissariat, og et af hans hverv var, da han den 19/11 1725 blev medlem af kommissionen vedr. Knippelsbros istandsættelse. Vedr. ægteskaber m.m. se under ægtefæller m.m. Da Niels Barfoed omkring 1706 var indrulleringschef i Jylland, boede han en tid i Århus, da vi ved, at hans to sønner gik i skole i Århus. Da den store ildebrand rasede i København i 1728, hvor store dele af byen blev lagt øde, nåede ilden, der var udgået fra Bremerholm også Skipperboderne med Laxegade, og admiral Barfoed måtte da søge logi andensteds. I forbindelse med denne store katastrofe for byen foretog man en optælling af samtlige borgere, og derfor får vi at vide, at admiral Barfoed da var indlogeret i Gothersgade 83 sammen med sine 2 børn og 2 karle og 1 pige. Han døde den 23/2 1780 - 80 år gammel - og blev begravet i St. Petri Kirke, hvor hans epitafium har været (se iøvrigt Jørgen H. Barfod: Niels Juel, liv og gerning. Århus 1977).