Barfod-Barfoed Slægten
Du er ikke logget ind Login
 
Jens Knudsen Barfod

Jens Knudsen Barfod

Mand ca. 1500 - 1562  (~ 62 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Jens Knudsen Barfod 
    Født ca. 1500 
    Køn Mand 
    Beskæftigelse Godsejer, tingholder, herredsfoged 
    Referencenummer V,1 
    Død efter 1562 
    Søskende 4 søskende 
    Person-ID I3485  Barfod-Barfoed
    Sidst ændret 26 maj 2013 

    Far Knud Barfod,   f. Midt i sidste halvdel af 1400-tallet Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. før 1553 
    Mor Anna 
    Familie-ID F1449  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Datter af Christian Stygge 
    Børn 
     1. Laurits Barfod,   f. Første halvdel af 1500-tallet Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. ca. 1585
     2. Margrethe Barfod
     3. Peder Barfod,   d. CA 1605
    Familie-ID F1450  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder
    Segl.
    Segl.
    Slægten foran Nørre Nebel Kirke, 1991.
    Slægten foran Nørre Nebel Kirke, 1991.

  • Notater 
    • SLÆGTEN I NØRRE NEBEL
      Når vi kommer ind i 1500-tallet, sker der store ændringer i Danmarks historie. I 1523 forlader Christian II landet for at søge at samle en hær udenlands til kampen mod den adel, som havde opsagt ham huldskab og troskab. Først i 1531 lykkedes det ham at gøre et forsøg da han satte sig fast i Norge og også hyldes der. Som bekendt blev han imidlertid lokket til Danmark og blev siden holdt fanget her på Sønderborg Slot. Da Christian II.s efterfølger Frederik I dør i 1533, er adelen i begyndelsen utilbøjelig til straks at hylde hans ældste søn, hertug Christian, og situationen udnyttedes af grev Christoffer, der sammen med bl.a. Skipper Klement søgte at rejse bønder og borgere for at få Christian II tilbage på tronen. Når adelen ikke med det samme hyldede Christian III, var det på grund af dennes interesse for Luthers lærdom. I 1517 havde Martin Luther nemlig startet sit oprør mod paven og den katolske kirke. I 1521 blev Luther dømt fredløs, men han og hans tilhængere havde skabt et røre, der også spredte sig uden for landets grænser. Flere og flere danske blev optaget af hans tanker og blandt dem var også kongens ældste søn, hertug Christian. Allerede Frederik I havde været noget vaklende overfor de lutherske tanker og tålt prædikanter som f.eks. Hans Tausen, der fik lov til at prædike i Viborg, og reformationen blev efterhånden en folkelig bevægelse imod højadelen, som i Rigsrådet støttede de højadelige katolske bisper. Resultatet ved kong Frederik I.s død blev derfor den såkaldte "Grevens Fejde" fra 1534 til 1536. I første omgang havde grev Christoffer heldet med sig, da han i sommeren 1534 landsatte sin hær ved Hvidøre på Sjælland, og inden længe var alle øens borge i hans varetægt. Også i Skåne lykkedes opstanden under ledelse af Malmøborgmesteren Jørgen Kock, og desuden lykkedes det også snart at erobre Fyn. Frygten for at Christian II.s parti skulle vinde magten og genindsætte den fangne konge var årsag til, at bisperne i Rigsrådet bøjede sig, og i Rye Kirke ved Himmelbjerget udråbtes da hertug Christian til konge som Christian III. Greven manglede kun at få magten over Jylland, og hér fik han hjælp af Christian II.s gamle støtte Skipper Klement, der i september 1534 landede i Nordjylland, hvor han hurtigt fik rejst vendelboerne i kampen for Christian II.s sag. Mange bønder og borgere sluttede sig til ham, således at han snart beherskede et område, der i Vestjylland nåede helt ned omkring Varde og i Østjylland til omkring Randers. Tilmed havde han været så heldig, at en jysk adelshær, der angreb Klements bondehær den 15. oktober ved Svenstrup syd for Ålborg, havde lidt et sviende nederlag. Krigslykken ændredes dog helt, da Christian III., der hidtil havde været bundet med sin hær ved Lübeck, i november 1534 fik sluttet en foreløbig fred med byen. Nu kunne hans hærfører Johan Rantzau drage med hæren op i Jylland, og allerede den 18. december blev Ålborg stormet. 2000 bønder faldt under kampene og byen blev plyndret. Tilmed blev Skipper Klement fanget og henrettet og inden nytår var hele Jylland i kongens varetægt. Derefter gik det videre over Fyn til Sjælland, og København måtte udholde en lang belejring, før byen måtte overgive sig den 29. juli 1536. For slægten Barfod samler interessen sig naturligvis om forholdene i Jylland, og vi kan i det følgende se, hvorledes det gik. De bønder, der sluttede sig til Skipper Klements oprørere, måtte som straf siden løse sig ved at afhænde gods til kongen eller give en rigelig løsesum i penge eller oftere blive fæstere under kronen. I mange af de 49 herreder, d.v.s. ca. 2/3 af Nørrejylland, som oprørerne havde behersket, blev alle bønder skåret over én kam, og de måtte alle indløse deres gårde, hvadenten de havde deltaget i oprøret eller ej. Da de fleste medlemmer af slægten netop boede i de berørte områder, kunne det ikke undgå at påvirke familien. I en sådan situation måtte man vælge side (Johan Ottosen: Nordens Historie II side 381).

      (V,1) Jens Knudsen Barfod hører vi første gang om, da han i 1532 reddede en af kong Frederik I.s mænd, der var sendt til herredet for at indkræve kongeskat. Bønderne blev åbenbart så forbitrede, at de ville slå opkræveren ihjel, for i et kongebrev står der, at Jens Barfod måtte være fri for ranstov, sandemandstov eller noget andet tov for sin livstid, fordi han "lod sig velvilligen findes at undsætte Mads Skriver". I en række grovere sager skulle nogle mænd fra herredet udpeges og afgive en udtalelse - tov - som tinget lagde til grund for dommen, og åbenbart slap Jens Barfod for at skulle deltage hér. Få år efter udbrød Grevens Fejde, og Skipper Klements styrker nåede som før nævnt ned i Vestjylland til omkring Varde. Efter sigende skal de fleste medlemmer af slægten have gjort fælles sag med bønderne til fordel for den fangne konge Christian II. Sandsynligvis er Jens Barfod også gået med, men vi kender ikke noget til hans meriter. Trods alt var han dog efter krigens ophør og efter reformationen den fornemste mand på egnen. I 1541 var han tingholder og herredsfoged, da han tog lovhævd på Tudsmose hussted (Hungerbjerg på Øster Debel Mark i Lunde sogn). Det bevidnes, at han havde ejendommen "inden for alle fire markskel, og kender ingen at have lod eller del deri uden sig og sine søskende". Derved kom han i strid med Nils Skoning, som også gjorde krav på gården, der da lå øde, men i 1542 bevises det, at Jens Barfods far og dennes forældre havde haft Tudsmose før han, og beboerne havde svaret dem både skat og landgilde. Velbyrdige adelsmænd som ridder Otto Krumpen, Henning Qwitzov i Lydom, Palle Bang i Hennegård, Thomas Stygge i Frøstrup, en borgmester, en byfoged og en rådmand fra Varde samt Eske Nielsen dømte da, at Jens Barfod skulle beholde Tudsmose. I 1544 kom han imidlertid i strid med Eske Nielsen i Løftgård og stævnede da som herredsfoged i Vester herred Okuf Stofferskou til Donneruplund og Niels Staffensen til at møde i Viborg, når kongen kom der, for at få klaret en dom, som han mente, at de med urette havde dømt mellem Jens Barfod og Eske Nielsen. I 1553 beseglede han som vidne sin svogers skøde til Thomas Stygge, og i 1562 bor han endnu i Sædding. Som andre oprørske under Grevens Fejde havde kongen også inddraget Sædding Storgård som krongods, og Jens Barfod måtte derfor foruden gæsteri til kongen også svare landgilde. I 1562 måtte gården således betale ialt 10 hestes gæsteri, ½ ørte smør, 2 ørte rug, 2 ørte byg, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 2 høns og i penge 12 skilling, der skulle betales til Helmis (1. november) og 12 skilling til Volmis (1. maj) (Frederik I.s registrant, Danske Magasin 4 rk.. 1. bind side 42. H. K. Kristensen: Nørre Nebel og Lydom sogne. 1958 side 145). Han havde tre børn, som vi kender til (VI,1-3).