Notater
Match 1,901 til 1,950 fra 3,159
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 1901 | Dornonville af 16/4 1907. | Cour, Lars Frederik Barfod Dornonville de la (I6123)
|
| 1902 | Dorothy Grace Dugan tog Bachelor of Science degree i Home Economics ved Pratt Institute Brooklyn i New York | Dugan, Dorothy Grace (I964)
|
| 1903 | Dorte er uddannet bibliotekar og var ansat på Den Sociale Højskoles Bibliotek 1963-2002. | Larsen, Dorte Merete (I6981)
|
| 1904 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hansen, Dorte (I844)
|
| 1905 | Dorthea Cathrine Barfoed fik med sin mand fire sønner og tre døtre; en af dem var Wilhelmine Sophie Bodin, der var født 21/5 1848 i Sandefjord og hér 30/7 1870 blev gift med Lauritz Nicolai Aagaard. | Barfoed, Dorthea Cathrine (I1097)
|
| 1906 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Slomski, Herbert Bernd (I2072)
|
| 1907 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Fark, Hans Gerhard (I2091)
|
| 1908 | DRUDE CHARISIUS, død 1649, begravet 22. Marts i sin Mands Gravsted i St. Nikolai Kirke. | Charisius, Drude (I5181)
|
| 1909 | Druknede i en brønd; ægtemanden blev dømt og halshugget for dette mord. | Hjorth, Dorthe Jensdatter (I8122)
|
| 1910 | Død 1725 i en alder af 35 år efter en barnefødsel. Hun fik syv børn. | Pedersdatter, Maren (I2519)
|
| 1911 | Døde 1773 i Grindsted Sogn: Dom: 3 Adv: [3. søndag i advent i kirkeåret 1773 = 13. dec. 1772], Sr. Thomas Hansens Hustrue af Sønder Urup, navnlig Karen Poulsdatter, gl: 85 Aar | Buch, Karen Pouldatter (I7033)
|
| 1912 | Døde 1898, få dage efter hun havde født en dødfødt søn. | Østergaard, Anna Dorthea Vilhelmine Hjort (I3302)
|
| 1913 | Døde for egen hånd og tog sine 2 piger med i døden. | Jacobsen, Martha Elvine Nielsine (I6391)
|
| 1914 | Døde senere en ca. 1920, vist nok på havet ved en ulykke på vej til Amerika (kilde Kirsten Kann) | Lauritzen, Frits Christian (I7908)
|
| 1915 | Døde som enke 1736. | Clausdatter, Ellen (I2590)
|
| 1916 | Ebbe, Christen, Stephan og Karen har en far, som hedder Niels, men om han hed Barfod har (endnu) ikke kunnet fastslås. I skiftet efter Ebbe Nielsen, degn i Engum sogn, Hatting herred, Vejle amt, nævnes det, at Ebbes og Stephans forældre døde i Varde i 1705 og at Ebbe Nielsen som den ældste søn fik overdraget Stephans fædrene arv, hvorfor han udstedte en obligation på lidt over 98 rigsdaler til Stephan Nielsen. (se skiftet efter Ebbe) | Barfod, Niels (I1378)
|
| 1917 | Edith Barfod er uddannet som violinistinde, hvorefter hun optrådte ved forskellige koncerter. De har 3 børn (XVII,56-58). | Barfod, Edith (I146)
|
| 1918 | Edith Jacobsen skriver om sin far: Min far blev født i Hornum, en lille landsby mellem Horsens og Vejle, i et lille hus uden anden jord end en lille have. Han blev døbt samme dag, som hans far blev begravet. Han havde tre større søskende. Familien var meget fattig. Hans far havde været kunstvæver og havde digtet lejlighedssange for folk, og nu sad hans mor tilbage med de fire børn. Hun gav sig til at sy for alle landsbyens bønder, og det var mest gammelt tøj, så han lærte hurtigt at sprætte sømme op, og alt var syet i hånden for dengang fandtes der ikke symaskiner. Betalingen bestod mest i grøntsager og mælk fra gårdene og et par skillinger ind imellem, så de levede meget spartansk. Æg var der kun råd til en sjælden gang, for de kostede 2 skilling (2 øre) og det var derfor dyrt for dem. Med den dårlige ernæring blev han svagelig, fik kirtelsyge og måtte tit ligge i sengen, når så bønderkonerne kom med deres tøj til syning, hørte han dem tit sige: »Det lille skravl gør det nok ikke meget længere«. Da han blev fem-seks år blev han fæstet af en bonde til at passe får på heden. Skolen var der ikke meget tid til, og det meste de lærte var Katekismus og salmevers, som de skulle kunne udenad. Han glemte dem aldrig siden i sit liv. Han blev 85 år gammel. Han glædede sig meget til julefesten på skolen, der fik de alle poser med sukkergodt, men en stor skuffelse var det, at den pakke, de alle sammen fik for de fattige kun indeholdt strikkede strømper og vanter, mens gårdmandsbørnene fik legetøj. Han sagde altid siden: »Giv aldrig fattige børn tøj«. Selvom de var fattige, holdt han dog meget af sit hjem, og har tit sagt til mig, at hans mor var det bedste menneske, han havde kendt. Han blev født 18. oktober 1858. På sin 14 års fødselsdag kom han i lære hos en kurvemager i Fredericia, dengang boede og spiste lærlinge hos meste¬ren. Hans ældre broder var i lære samme sted og havde været der i to år. Mesteren var meget flink, men svendene kunne være barske. Det var sådan ved bordet, at når 1. svenden var færdig, skulle de andre også rejse sig, så min far måtte sluge maden hurtigt for at blive mæt, og det var jo ikke særlig sundt. Mesterens gamle mor styrede huset. Han var striks, men alligevel meget flink. år hun havde givet dem en ordentlig omgang og mange gange en ørefigen, gav hun dem tit et stykke kandis til trøst. Arbejdstiden var fra 8 morgen til 9 aften, og hvis de lavede noget efter den tid, fik de et par skilling. Det var den eneste løn, de fik. Nogen god håndværker blev min far aldrig. Han lavede tit skæve kurve. Det kaldte de en »skidespand«. Dengang foregik salget på den måde, at der en gang om måneden blev holdt marked i byen, og der skulle så alle de færdige kurvevarer sælges. Der viste det sig meget snart, at min far havde et stort talent for at sælge. Selv de foragtede »skidespande« kunne han få afsat. I Fredericia boede hans farmor. Hun havde en Højere Døtreskole. Hun havde i sin tid slået hånden af min farfar fordi han ikke, som hun ønskede, ville gå militærvejen. Hans far havde været Kommandoskriver hos Frederik den Tiende, og da han giftede sig med en fattig husmandspige ville moderen ikke vide af dem. Engang imellem kom min far der, men blev altid skældt ud for sine hullede strømper og sin snavsede bluse, som hun så vaskede og stoppede, men han brød sig ikke om at komme der. Han mærkede, at hans farmor skammede sig over ham og hans mangelfulde bordmanerer. Omsider blev læretiden forbi, og nu skulle han ud i verden og klare sig selv. Kurvemageriet havde han ikke lyst til, men han havde set så meget spæn¬dende på markederne, så han nu ville forsøge sig her. Han begyndte med forskellige små illusionsnumre. Dengang var folk ikke så forvente. Far var meget dygtig som rekommandør, og kunne få publikum ind i teltet f. eks.: »Vi viser Dem en levende kannibal fundet i vild og blødende tilstand i det indre Afrika« (født i Borgergade), og hos bønderne fandt han af og til dyr, der var abnorme, som en kalv med to hoveder, en gris med tre ben osv. Det kunne der nemt blive en forestilling ud af. Mellem markederne rejste han rundt i hele landet sammen med en anden gøgler, han kaldte »Den gamle«. Det var som oftest til fods, men også som¬metider i hestevogn, når de kunne være heldige at leje en til en billig pris. Engang de rejste rundt med dresserede hvide rotter, var kassen faldet af, men alle rotterne løb bagefter vognen. Logi måtte de finde i de billigste kroer, og det var ofte i værelser med mange sengeopredninger, og det var jo ikke altid lige behageligt. engang der var nogle særlig ubehagelige og snavsede »sengekammerater« lukkede de i mørket de hvide rotter ud af buret, og de to andre flygtede ud af værelset. Næste morgen klagede de til værten. Han blev meget fortørnet og svor på, at han aldrig havde nogen rotter, og far og den gamle erklærede, at de ikke var blevet generet af nogen rotter. Det var tit et meget barskt liv at vandre rundt på landevejene, især om vinteren, da besøgte de som oftest herregårdene. De havde en abe, de havde dresseret til at lave forskellige kunster, og de optrådte også som spåmænd. De gjorde sig gode venner med en pige eller karl og udspurgte, så de fik alt at vide om herskabet, som så blev meget forbløffede over alt det, de vidste, og som de broderede lidt videre på. De mødte mange zigeunere på vejene, og far undrede sig tit over, at de små kunne overleve. De blev tit skiftet og ammet i bidende kulde, så de var helt blå over hele kroppen. Deres sprog »Rumlish« lærte far også en del af. I en alder af 30 år fik far mæslinger, blev indlagt på Holbæk Sygehus og var meget syg. Efter en uges forløb sagde lægerne til den gamle, at han ikke behøvede at komme mere, for far skulle sikkert dø om natten. I febervildelsen drømte han, at han kom til himmelens port, men Sct. Peter viste ham tilbage og sagde, det var for tidligt, men han skulle nok komme ind, når hans time var kommet. Far var meget religiøs og troede fuldt og fast på det. På sine markedsrejser kom han tit til Odense, og hver gang kom en stor knægt hen til teltet og var meget interesseret i forestillingen. Han kom senere i lære hos en skomager, men det morede ham ikke. Da han var færdig med læren, ville han ikke have noget med skomageriet at gøre, og tiggede min far om at måtte rejse med ham. Han kunne tryllekunster. Det var den senere "Professor Labri«. I København lejede far en fast stade i det daværende Sommerlyst, og der var han i flere sæsoner med Professor Labri plus anden optræden. En søndag middag, da far kom derud og skulle åbne, var professor Labri meget nedtrykt. Han havde solgt alle trylleremedierne, og far blev naturligvis vred, men Labri (som var en stor slikmund) sagde det sagtens kunne ordnes, hvis far ville bestille en kande chokolade og en smørkage, så havde han rigelig remedier til en forestilling. På markedet var der kamp om at få de bedste stadepladser og at få bygget teltet op. Brædder købte de hos den stedlige tømrer. En dag optrådte de på markedet. En mand, der skilte sig helt ud fra de andre rejsende, pænt påklædt og med et stort guldur med tilhørende kæde over maven, ham lykkedes det at få den bedste stade og tømreren bragte ham, hvad han skulle bruge på kredit (og fik ofte ikke betaling for det). Det var Ole Olsen, som senere blev filmens "opdager« i Danmark. Om vinteren gik han rundt i københavnske gårde og spillede lirekasse. Han udgav sig for blind med mørke briller for øjnene. Min far kunne ikke lide ham, men han sagde dog, at en god gerning, havde han gjort. Han tog sin mor hjem fra Holbæk Fattighus. Fattighuset var dengang den triste afslutning for udslidte gamle "piger« og karle på landet. Mad fik de ikke altid der, men måtte gå på omgang hos bønderne, og blev der sat til det usleste arbejde for føden. På Dyrehavsbakken var min far også nogle år som rekommandør. 38 år gammel giftede min far sig med min mor, der dengang var 19 år. De fik en lille lejlighed på Dagmarsvej. Senere flyttede de til den indre by Åbenrå nr. 4, hvor min ældste bror blev født. Inde i baggården var der en garver, og det gav en forfærdelig stank i hele huset, derfor flyttede de til Gothersgade 69 til det sted, hvor Belysningsvæsenets bygning ligger. Det var et meget fattigt og uroligt kvarter med mange værtshuse, hvor mændene kom og drak mælketoddyer (mælk med snaps) som var populær dengang. Prisen var 5 øre, og den gav god varme. Min mor fødte 11 børn, hvoraf de to døde som små af difteritis, som dengang var en meget farlig sygdom. Min mor syntes ikke om at min far rejste rundt på markeder eller var på Dyrehavs¬bakken. Derfor begyndte min far at lave æsker og rammer, beklædt med konkylier i smukke mønstre, som han så gik ud og solgte, altid til fods på de lange veje. Efter sådan en tur til Dragør, kom han træt og sulten hjem, og en aften spiste han blandt andet flere stykker med roquefortost, det smagte ham ualmindelig godt, men da han næste dag i dagslys så osten opdagede han, der var orm i den (dengang havde man ikke køleskab) og han ville aldrig mere spise roquefortost. Efterhånden var der mange handlende, der ville købe af far, så han holdt op med at sælge rundt omkring. De var ikke altid pålidelige betalere, og min far havde meget svært ved at sige nej, men så fandt han på at notere op i en lille sort notesbog, når de ikke havde betalt. Kom de så og ville have flere varer, sagde far, at det var der sikkert ikke noget i vejen for, jeg skal lige se i min sorte bog, og stod navnet så der, beklagede han meget, at han ikke kunne give kredit, før den gamle gæld var betalt. Nu havde han en stor fabrikation i gang. Mine to mostre og en anden dame, mor og vi søskende hjalp også til, det var et spændende arbejde, hvor vi rigtig kunne bruge vores fantasi, og vi kappedes om at lave de kønneste mønstre omkring den farvestrålende silke, der dannede midterpartiet på æskerne. Konkylierne importerede far fra Italien. I 1905 skulle huset i Gothersgade, hvor mine forældre havde både butik og lejlighed, rives ned, og min far måtte se sig om efter nye lokaler. Valget stod mellem en kælder i Bredgade og en stue i Frederiksborggade. Min far valgte den sidste trods værtens advarsel om, at den butik aldrig havde kunnet gå. I forsendelserne fra Italien var der tit mellem konkylierne spændende insek¬ter og krybdyr, som interesserede min far meget, og han skrev derfor til leverandøren, om han kunne skaffe andre dyr. mineraler o. l. Det blev begyn¬delsen til en naturaliehandel, som blev Nordens største. Far ansatte en konservator til at udstoppe fugle og dyr, men det var svært at finde en dansk konservator, som både var dygtig nok og kunne arbejde så hurtigt, så det kunne betale sig. Derfor satte min far en annonce i en tysk avis og ansatte hr. Kanerauff fra Leipzig. Han var meget dygtig og et behageligt menneske og blev hos min far til afdelingen med udstopning blev nedlagt, og han åbnede da selv en forretning i Gothersgade. I Første Verdenskrig blev han indkaldt som soldat, sad de sidste to år som krigsfange i Rusland. Jeg husker så tydeligt den dag i 1919, da han kom hjem. Jeg mødte ham på trappen og kunne ikke kende ham. Han var meget bevæget, da han så mine forældre, og mor lavede dejlig mad til ham, som han selvfølgelig ikke kunne tåle. Efterhånden fik min far forbindelse med mange kaptajner, som sejlede på langfart og fik dem til at tage spændende og sjældne ting hjem fra hele Verden. På den måde udvidedes samlingen. Især fra Grønland fik vi mange smukke ting, perlearbejder, kamikker, hele dragter af sælskind, konebåde, kajakker og meget mere. Fra Afrika feticher, trommer, strudseæg, dragter og kjoler lavet af bark (meget smukke) spyd, pile og horn og elfenben. Fra Sydamerika bæltedyr, dovendyr, myresluger, alligator, flyvende hunde og meget spændende, og en stor sjældenhed, et menneskehoved præpareret efter gammelt ritual, så det var indskrumpet og på størrelse med et dukkehoved. Det var tit svært for far, som jo ingen uddannelse havde, at vurdere alle disse ting, og derfor skrev han efter kataloger fra Umlauff i Hamborg, som var den største naturaliehandel i Europa. En dag kom en sømand med et kranie. som min far nok kunne se var en menneskeabe, men ikke om det var en orangutang eller en gorilla. Der var meget stor forskel på prisen, men min far købte det, så han var dækket ind selvom det kun var en gorilla. Han tog til professor Boas på Landbohøjskolen for at få det bedømt. Han konstate¬rede, det var en gorilla og ynkede min far og mente, han nu satte penge til på grund af sin uvidenhed, men far tænkte i sit stille sind, at han nok skulle klare sig endda. En gang om året kom gøglersindet op i min far. Det var til børnehjælps¬dagen, hvor han arrangerede et spændende optog. En stor landauer med to heste foran. Min onkel som kusk og hele vognen pyntet med grønlandske ting. Der var opbygget et stillads, der bar en stor konebåd og forrest en havørn med udbredte vinger. Mor og vi børn klædt i grønlandske dragter og to af mine store brødre gik ved siden af iklædt isbjør¬neskind. Der blev samlet ind til børnehjælpsdagen. Jeg husker em børnehjælpsdag, hvor jeg ikke ville have den sælskindsdragt på. Den lugtede af tran og var meget svær at få trukket ned over hovedet. Så havde far en meget smuk kinesisk silkedragt, som jeg fik på, og gik så sammen med min bror Michael i isbjørn rundt i forretninger og cafeer med vore bøsser. De sagde på Købmagergade, hvor vi skulle aflevere de fyldte bøsser, at vi var dem, der havde samlet de fleste penge ind. I gamle dage var børnehjælpsdagen en fest vi så hen til. Der var store blomstervogne, musikkorps, Carlsberg og Tuborgs historiske optog, gøglere på torvene. Kort sagt musik og fest fra morgen til aften. En stor del af varelageret bestod af præparater til undervisning til skolerne. Det var f. eks. glas med udviklingen af frøer, skrubtudser, firben og meget andet. Der var glas med fostre i forskellige stadier både aber og mennesker, modeller af nyrer, lever, mave, lunger og hjerner, skeletter og kranier, som vi købte i Ungarn. De blev solgt til læger og medicinsk studerende og også til gymnastikundervisning. Det var morsomt for os børn, når vi i skolen blev undervist med præparater, hvor fars navn stod på. Der kom mange interessante mennesker i forretningen. Kunstnere, som købte udstoppede fugle eller dyr til at tegne eller male efter og samlere, som hver havde deres speciale og blev glad, når de fandt noget, de kunne bruge. En af den tids største kendere og samlere af afrikansk kunst Carl Kjers¬meyer, har ofte fundet gode ting at købe hos far. Disse er efter Carl Kjers¬meyers død skænket til Nationalmuseet. En dag kom der en englænder ind i forretningen og spurgte, om far havde et kuld glenteæg. Det havde vi, og englænderen kastede sig om halsen på far af glæde. Han fortalte, at han havde rejst det meste af Europa rundt for at finde dem. Umlauff i Hamborg sagde: »Det eneste sted, der er mulighed, er hos Jakobsen i København. Det var en morsom forretning. Der kom mange spændende personligheder, kunstnere, samlere, teaterdirektører til hvem, vi tit udlånte forskellige ting, de skulle bruge til deres forestillinger. Så fik vi tit billetter til stykkerne, og det var vi jo meget glade for. Under Første Verdenskrig blev det meget vanskeligt for far at få varer fra oversøiske lande, så det var nødvendigt at finde på noget andet. Far havde tit haft forbindelse med Grønlandske Handel, og nu købte han edderduns¬skind og fremstillede duntæpper, som han solgte en gros til C. Olesen. Det var barnevognstæpper og tit meget smukke med de grønne nakkestykker som kant omkring. Hos islandske købmænd købte far fåreskind, som også blev til barnevognstæpper, og på den måde kom far mere og mere over til at handle med skind og pelsværk, og han ansatte en buntmager. "Søren Værk" blev han kaldt. Han var en sær snegl, og vi børn var bange for ham. Han hørte dårligt og troede derfor tit, at vi gjorde nar ad ham. Han var dygtig til sit fag, men ville ikke have nogen syerske ansat. Han syede alting selv i hånden. Efter at have taget præliminæreksamen kom jeg i forretningen i 1925 og var sammen med min far i ca. 15 år. Han holdt meget af at skelettere og rense dyre- og fuglekranier. Dem kogte han, så han kunne rense dem for alt kød. Det var ikke nogen rar lugt, så det var jeg meget imod. Vi sad ved et lille kurvebord, som far havde "forsølvet" for at gøre det pænere og mere holdbart. Ligeledes reparerede han gamle hoved - og kassebøger, malede og lakerede dem, for at de skulle holde længere. Han var i det hele taget meget sparsom¬melig. På sig selv ofrede han kun 50 øre om ugen til en pakke Kriiger mellem¬skrå og en enkelt skibsøl til frokosten. Bagbutikken rummer for mig mange minder om min far. Jeg kan se ham for mig, som han puslede med sin hobby, at rense små dyre- og fugleskeletter. Når han så var færdig, sagde han gerne, nu gider vi vist ikke bestille mere i dag. Så fortalte han mig om sine oplevelser på sine rejser rundt i landet, eller han sang alle de gamle skillingsviser, som han kunne en masse af. Vi talte også meget om religion. Han var fuldt og fast overbevist om, at vi skulle mødes igen i det evige liv. Jeg læste tit højt for far, husker jeg læste San Michaele af Dr. Munthe, den var han meget betaget af. Selv så far meget dårligt, og han blev derfor meget glad, da jeg hos en antikvar i Fiolstræde fandt en salmebog med stor skrift. Den læste han i hver dag siden. I hverdagen var far ikke nogen munter eller optimistisk mand. Han havde set alt for mange af livets vrangsider og uretfærdigheder, som han så på med sin medfødte jyske ironi, men til fester hjemme kunne han altid holde liv i selskabet med alle sine viser og monologer, og vi bad ham synge den om medaillen eller Sømandens brudefærd og mange andre. Selv på sin 80 års fødselsdag underholdt han os alle og kunne huske alle ordene. | Jacobsen, Andreas (I5792)
|
| 1919 | Edith Jacobsens erindringer: Jeg hedder Edith K. I. Norup, født Jakobsen, den 1-12-1907 i Hausergade i et af de gedigne Huse, der blev revet ned for at gøre Plads til Hovedbiblioteket (på Kultorvet). Mine Forældre kom begge fra Jylland, men traf hinanden i København. Mor var kun 19 Aar, da de giftede sig, min Far 38. Mor var højgravid. De var gået fra den ene Kirke til den anden for at finde en Præst, der ville vie "de 2 syndere". Det var i Stefans Kirken på Nørrebro den 2. September 1894. 14 Dage senere blev min Bror født, min Mor fødte 11 Børn, hvoraf de 2 døde ganske små af difteritis, som dengang var en meget farlig Sygdom. Vi voksede op i Hausergade Nr. 13 på 4de Sal i en 4 Værelsers Lejlighed. Dengang uden nogen Form for Bekvemmeligheder. Der var et lille Toilet, men det var bare en Spand, som vi selv skulle ned i Gården og tømme. Gas og Lys var der heller ikke, så vi havde Petroleumslamper og levende Lys ved festlige Lejligheder. Søskendeflokken med cirka 1½ Aar mellem hver, bestod nu af 6 Drenge og 3 Piger, hvoraf jeg var den ældste Pige og derfor sikkert en Del forkælet. Min Mor ammede os alle, og en Dag, hun sad og ammede min Søster, havde min yngste Bror, dengang 3½ Aar fået Haspen af Vinduet, lænede sig frem og styrtede ned fra 4de Sal. Min Mor fik et chok, men styrtede ned af Trappen og fandt ham tilsyneladende uskadt. Han kom på Kommunehospitalet, med de fandt kun lettere Skrammer og formodet Hjernerystelse. Min Lillesøster, som stadig blev ammet, fik dårlige Nerver, som forfulgte hende Resten af Livet. Der var mange dramatiske Hændelser med "Drengene", som vi Piger kaldte dem, især min næst yngste Bror Nikolaj var meget aktiv og vanskelig at beskæftige. En Dag gav min Mor ham en Kurv og lagde et Par Kartofler og Gulerødder i, og sagde, at han kunne gå paa Torvet og sælge Grøntsager. Han tog det bogstaveligt, gik ned på Gaden, kun iført Undertrøje. Han nåede helt til Amagertorv, før en Betjent tog ham med hjem til Antoniagades Politistation. Vi legede mest på Kultorvet og Hauser Plads. Der var en Baggård på Hjørnet af Suhmsgade, som vi syntes var særlig spændende. Det var et Porcelæns Lager og Gården var fuld af Trækasser med Træuld. Porten var en stor Jerngitterport, som blev lukket, når Arbejdsdagen var forbi. En Dag havde vi ikke lagt mærke til, at den var blevet lukket, og mine 2 yngste Brødre og jeg var lukket inde. Nu var gode Råd dyre, men vi blev enige om, at vi måtte forsøge at komme i gennem foroven. Det lykkedes også for min yngste Bror og mig, men Nikolajs Hoved sad uhjælpeligt fast mellem Jerntremmerne. Vi var nødt til at gå den tunge Vej hjem til Mor, og hun måtte bede Politiet om Hjælp. Der måtte Smede til Hjælp, og vi fik en ordentlig Omgang Klø. Min Mor var meget hidsig og lagde ikke Fingrene imellem. Min yngste Bror og jeg var uadskillelige. Han holdt mig altid omhyggeligt i Hånden, når vi gik på Gaden. Vi blev kaldt det lille Kærestepar. I Bagergården i Rosenborggade dansede vi for Bagerne og blev honoreret med Wienerbrød, Rosenbrød og andet godt, som vi satte os på Trappen og spiste. De opfordrede os til at kysse hinanden efter Dansen, men det nægtede jeg på det bestemteste til stor Forargelse for min Bror, for vi blev lovet Flødeskums Kager, men bestemt "Nej"! Alle vi ni Børn var døbt med mange Navne. Mange af dem italiensk inspirerede: Bruno Albert Oluf, Nikolaj Severin Guldbrandt, Andreas Amund, Michael Parmo Andre, Henry Fridtjof Reinhart, Romeo Frederik. Alle Drengene hed Bøtger til Mellemnavn. Vi 3 Piger, Edith "Karen Ingeborg" (mine Bedste Forældres Fornavne), Emma Kirsten, Martha Elvine Nielsine, men det mest imponerende Navn havde min Fars Søster, Andrine Olevine Ryesine Schleppegreldine (hun var født under 3-Aars Krigen og opkaldt efter Heltene derfra). Hun og hendes Mand emigrerede senere til Australien. Min Farbror ville også dertil, men kom med forkert skib, og havnede i Sydafrika, hvor han så måtte blive. Men den skarpe sol blændede ham, og han blev blind og kom hjem til Danmark igen. Alle vi ni børn kom til at gå i Sølvgades Skole. Der var ganske vist nærmere til Suhmsgades Skole, men den syntes min Mor ikke om. Dengang var Sølvgades Skole en "Betalings Skole". København, du har alt, hvad der fryder mit Sind, du er min både ude og inde, sang Carl Brisson, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Latiner Kvarteret har ikke ændret sig så forfærdelig meget. Det mest ødelagte er nok Kultarvet, hvor alle de smukke og gode Huse tilhørende T.M. Werner mod Kultarvet, Pustervig, Hauser Plads og Hausergade blev revet ned for at bygge et Bibliotek, som nu viser sig at være for lille. Det ville næppe have kunnet ske i dag. Havhesten, som vi havde klatret op på så mange Gange, blev flyttet til Helsingør. Hvorfor ved jeg ikke. På Hjørnet af Pilestræde og Landemærket helt hen til Kirkepladsen blev smukke gamle Huse revet ned. Senere da en Bygherre ville rive 2 Huse i Aabenraa ned, nedlagde Kommunen Veto, og i Stedet blev husene renoverede og udlejet til høje Priser. Jeg kom i Sølvgades Skole på Eftermiddagsholdet, og gik hver Dag Turen igennem Kongens Have på alle Tider af Aaret. Om Vinteren var Haven lukket. Så måtte jeg gå ad Kronprinsessegade og GI. Mønt, men det var ikke helt udelukket, at en Natpotte blev tømt ud af Vinduet fra et af de gamle beskidte Huse i GI. Mønt eller Aabenraa. Så som Regel gik jeg den lille Omvej ad Gothersgade/Hauser Plads. Der var også mange Særlinge og løse Eksistenser, der holdt til i disse Gader, så her gik Politibetjentene, som vi kaldte "Panserbasserne" ofte deres Runde. Gadebilledet var ganske anderledes, end det er i dag. Fattigt påklædte Mennesker ofte i Træsko eller Kludesko var almindeligt. Det inspirerede mig til i en Alder af 11 Aar at skrive en lille rørende Historie om en fattig Families Trængsler. Jeg gik dengang i Søndagsskole, og var meget optaget af at samle ind til de fattige og sultende Børn i Armenien. Der var meget Drikkeri. Snapsen var billig, så i de små Kælder Beværtninger, som der var mange af, blev der drukket "Mælketoddyer", varm mælk med snaps i. Jeg var ret glad for at gå i Sølvgades Skole og især stolt af min imponerende Inspektør Kehler, om hvem Sønnen Henning Kehler skrev Bogen "Min smukke Far". Efter Krigen i 1918 kom et fransk Alpejæger Korps spadserende gennem Sølvgade forbi Skolen, hvor alle vi børn, udstyret med små franske Flag, stod og råbte "Vive la France". Hausergade Nr. 13 var beboet af 4 familier: 1. Sal, Kaminkovits, jødisk Slagter. 2. Sal, Haslund, Bogbindermester. 3. Sal, Theisen, Blikkenslagermester. 4. Sal, Jakobsen, Naturaliehandler. Hvert Aar i September fejrede Jøderne "Løvsalsfest" og byggede en Løvhytte i Gården. Vi Børn syntes, det var meget spændende at se Deres Ceremonier, og vi fik også lov til at smage deres store, runde usyrede Brød nærmest som en Slags tynde Knækbrød og med Pølsepålæg. Huset var helt uden Bad, Varme, sanitære Installationer og Vaskekælder. Da jeg var ca. 8 Aar købte mine Forældre en Vaskemaskine, som blev opstillet i Køkkenet. Det var en stor attraktion på den Tid, og vi syntes, det var meget spændende at dreje det store Håndsving. Når tøjet så var parat til at blive tørret, skulle det bæres i store Kurve ned fra 4de Sal og op på 4de Sal i Nr. 11, for der var Husenes fælles Tørreloft. Så det var lidt af en Kraftpræstation at få den Vaskedag overstået. Ca. hver 3die Uge havde vi ung Pige, som hjalp min Mor med Arbejdet, og vi Børn måtte også tidligt hjælpe til efter Evne. Blandt min Brors og mine Pligter var blandt andet at bære Skraldebøtten ned og at gå i Kælderen efter Koks. Det var uhyggeligt. Der var jo ingen Belysning. Udover et Lys, vi gik med i Hånden, var der bælgmørkt i den dybe Kælder med de små Rum, hvor vi tit kunne høre Rotterne pile rundt. Levevisen var ellers ikke så meget forskellig fra i dag. Det meste Mad lavede Mor selv. Til daglig en Hovedret og så Grød eller Sødsuppe. Norsk Ølsuppe eller Kærnemælk. Til fester ofte både Suppe, Fisk, Steg og Dessert, og tit fik vi hjemmelavet Fiskerand med Rejer og Asparges og ligeledes Hjemmelavet Forloren Skildpadde med små kogte og stegte Kød og Fiskeboller. Der blev arbejdet i Dagevis før en sådan fest. Ved Festerne blev der leget mange Lege, og de voksne optrådte med forskellige Færdigheder, og der blev sunget Masser af Sange. Jeg havde 2 Onkler, som altid optrådte med hele Cirkusnumre, så både børn og Voksne morede sig. Om søndagen om Sommeren pakkede Mor store Kurve med Mad, og vi tog med Toget til Klampenborg eller med Sporvogn til Charlottenlund. Togstationen lå dengang i Vester Farimagsgade, så vi gik igennem H.C. Ørstedsparken. Tit tog vi også til Frederiksberg Have med Hestesporvogn (2 etagers). Vi spiste i de små Haver, og vi børn fik en Sodavand, og Mor bestilte en Kedel kogende Vand, så vi kunne lave Te. Dengang var det meget ualmindeligt, at Folk købte Smørrebrød, så man kan se, at Levefoden er steget utrolig meget. Min Mor havde Ambitioner om, at vi Børn skulle lære så meget som muligt, så der blev købt Klaver, og min Bror og jeg blev meldt ind hos en Musiklærerinde i Vendersgade, men vi var desværre begge umusikalske, så vi måtte give op. Vi tre Piger gik desuden også til Broderi og Syning i Kronprinsessegade, og det gik det bedre med. Een af de Dage, der har forandret sig mest fra min Barndom er Børnehjælpsdagen, som dengang var en stor Festdag, som vi altid glædede os til. Min Far lejede en stor Landauer med 2 Heste for, som min Onkel kørte. Vognen blev pyntet med grønlandske Ting, Kajak, Konebåd, Havørne og Skind. Min Mor og nogle af os Børn, klædt i grønlandske Dragter, og een af mine Brødre gik i et stort Isbjørneskind ved Siden af Vognen. Mange andre Vogne kørte, pyntede med Blomster, og vogne fra forskellige Musikkorps på Kultorvet. Karruseller og Optræden af Gøglere, "Professor Labri" og Sabelslugere etc., og de samlede mange Penge ind til Børnene, men det var i længden ikke fint nok med Gøglere, og Resultatet er nu blevet en kedelig, ufestlig Børnehjælpedag. Min Bror og jeg fandt tit på, når vi kedede os, at spadsere ud til østre Alle og besøge en gammel Dame, som var kommet meget i vores Hjem og nu boede i "Fredens Hus", som Stauning havde ladet bygge til gamle Tobaksarbejdere. Et meget hyggeligt Sted med Udsigt til Fælledparken. Penge til Sporvogn havde vi ikke, så vi måtte trave den lange vej op langs Søerne, hvor der var betydeligt mere Liv end der er i dag. Der var Bådebroer ud i Vandet og små Kolonihave Huse, hvor Ejerne kunne sidde og sole sig og sejle en Tur i deres Både. Der blev stor Sorg hos dem, da Kommunen bestemte, at de skulle fjerne Husene og Bådene. Jeg husker ikke, hvilket Aarstal det skete. Vi gik også andre ture, f.eks. til Ladegårdsåen, som dengang gik helt hen til Åboulevarden. Det forekom og at være helt ude på Landet. I 1932 blev jeg gift og flyttede fra den indre By til Frederiksberg. Jeg kom dog hver Dag til Frederiksborggade, hvor jeg bestyrede mine Forældres Forretning i Nr. 5. Jeg husker tydeligt den tidlige Morgen, da de tyske Flyvemaskiner fløj ind iver Byen, og de 5 lange Aar tog sin Begyndelse. Min ældste Bror var meget Fædrelandskærlig og førte lange Samtaler med sin Søn om Krigens Udsigter. Dette førte til, at han meldte sig ind i en Modstands Gruppe og blev taget af Tyskerne på fersk Gerning, forhørt under Tortur, ført til Frøslev og senere til Neuengamme, hvor han døde af Sult og Overanstrengelse 21 Aar gammel. Min Brors eneste søn. Det var en forfærdelig sorg, der ramte mange Hjem, og jeg husker endnu tydeligt Kong Kristian den 10endes Tale efter Freden og Tårerne i hans øjne, da han sagde: "Guds Fred med vore Døde i Danmarks Urtegård, Guds Fred med dem der bløde af dybe Hjertesår". Jeg glemmer aldrig "den danske Stemme" fra BBC, der fortalte, at Tyskerne havde kapituleret i Danmark. Jubelen var endeløs. Hele Byen på Gaderne. Folk omfavnede hinanden, græd og lo. I Butikken i Frederiksborggade satte jeg et Skilt i Vinduet, hvor der stod "Lukket på Grund af Glæde", men midt i al Glæden, var det triste Syn af åbne Biler med "Tyskerpiger", som de havde klippet alt Håret af og Hipoer med Armene i Vejret. Hævnlysten var stor. Vi tænkte også på vore norske Brødre, som havde kæmpet så helhjertet mod Tyskerne og havde lidt Nød, og som stadig var besat. Da Freden endelig kom til dem, sendte vi Masser af fødevarer til dem, og det var de meget taknemmelige for. Det blev atter Hverdag med skiftende gode og dårlige Tider, og Kommunismen bredte sig overalt. Havde vi lært noget af "de fem forbandede Aar? | Jacobsen, Edith Karen Ingeborg (I5791)
|
| 1920 | Edle Dorthea barfoed blev gift meget mod sin vilje. Hun sagde, hun elskede en officer, og hun skal have erklæret, at hendes mand da heller aldrig skulle få en glad dag, så længe han levede. Tilsyneladende holdt hun ord, thi Smith ansøgte til sidst efter 20 års ægteskab kongen om at få hende indespærret, hvorefter Frederik V i en skrivelse til biskop Peder Hersleb resolverede: "Ved indkommen Memorial haver Sognepræsten i vor købstad Holbeck, Mag. Peter Smith for Os allerunderdanigst klagelig andraget, hvorledes hans Hustru Edel Dorthea Barfod er forfalden ej allene til så yderlig drukkenskab, at hun ikke nogen Dag eller Uge er ædru, men endog til et så uregerlig Sind og foragtelig og uchristelig Levemaade, at hun spolerer Huset med at slå Vinduer og Døre med andet i Huset i støkker, opbrekker i hans Fraværelse hans Skriver Chatol og forkommer hans papirer, samt begegner hans Børn og Folk med Skjeldsord, Hug og Slag, så at han for hans Hus og Embeds Fred, og ikke at exponere Liv og Velfærd, da hun daglig truer med Ulykke, er bleven nødtvungen at lade hende indeslutte og arrestere - - - Så giver vi Eder hermed tilkende, at Vi allernådigst have fundet for godt at formeddelte Mag. Peder Smiths Hustru skal i Pesthuset indsættes - - - og at Vi derhos ville have befalet, at hun om hun ikke i et års tid bedrer sig, hun derefter indsættes i Børnehuset til strengere Ave og Arbejde". sign på Fredensborg Slot den 18. juli 1755. Pesthuset brugtes som en art galehus til indespærring, mens Børnehuset tillige var en straffeanstalt, men vi ved ikke hvorledes det gik for Edle Dorthea og det er usikkert, om hun nogensinde kom i Pesthuset. Omkostningerne, som præsten skulle betale, har muligvis været for store, og det er i hvert tilfælde sikkert, at hun var i hjemmet, da hendes søn Troels skulle ordineres til præst. Da tog hun nemilg en ny saks og afklippede alt hans hår og satte ham en pudret præsteparyk på hovedet. Saksen og håret gemte hun på lofter, hvor begge dele blev fundet, da gården mange år senere blev nedrevet. Det var et ulykkeligt hjem, hvor der opvoksede 9 børn. | Barfoed, Edel Dorthea (I1037)
|
| 1921 | Edle Gottliebe Barfoed blev gift med proprietær Christensen på Rørbækgaard, men atter skilt fra ham og levede i 1820-erne i København. | Barfoed, Edle Gottliebe (I1065)
|
| 1922 | Edle Katrine Skak Barfod hjalp til i hjemmet og styrede efter moderens død dette indtil faderen døde i 1919. Derefter indrettede hun pensionat i Hellebæk og havde senere fra 1925 til 1943 pensionatet og rekreationshjemmet Strandhøj ved Humlebæk sammen med sin søster Katinka. | Barfod, Edle Katrine Skak (I358)
|
| 1923 | Edward Oscar Barfoed var købmand som sin far og bror, med hvem han videreførte forretningen som firmaet "Barfoed & Co." De havde to børn (XVI,2-3). | Barfoed, Edward Oscar (I1125)
|
| 1924 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Starbuck, Edwin Emerson (I950)
|
| 1925 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Barfod, Gitte (I48)
|
| 1926 | Efter at Hans Pedersen i 14 år havde været brugt i embedsforretninger, blev han den 26. november 1728 kongelig udnævnt borgmester i Assens og blev indsat her den 8. januar 1729. Embedet var blot af ringe indkomst, og han søgte derfor i 1730 yderligere herredsfogedstjeneste i Bogense. Da Else Cathrines stedfar Pastor Jørgen Bang døde i 1738, meddelte Hans Pedersen, at han ikke havde fået fyldest for sin kones fødrenearv, "men vel tid efter anden var blevet foræret noget bohave og sengeklæder samt høns, slagtekræ og andet, som han havde modtaget ikke alene som gave med han kæreste, da han med hende kom i ægteskab, men også i betaling for en del af hans forretninger for den salig mand i København og herudi landet, hvorom den salig mand og en del havde antegnet og takseret hans forretninger, som velbemeldte borgmester ikke tilstår siden han formener sig tredobbelt mere at have fortjent." Med sin svoger Hans Christian Bangs og enkens samtykke fik han dog udbetalt sin hustrus fædrenearv, men uden renter. Han døde i 1743 og blev begravet den 4. april i den nordre gang ved kordøren i Assens kirke, og han fik efter stiftamtmandens og biskoppens ordre ringning med alle klokker og frit lejersted. | Pedersen, Hans (I989)
|
| 1927 | Efter bevilling af 1896 må hun fremover føre familienavnet Barfred-Pedersen. 1890 og 1911: Bor Wilders Plads, København, som hun er medejer af. | Pedersen, Julie Charlotte (I7280)
|
| 1928 | Efter bevilling af 1896 må hun fremover føre familienavnet Barfred-Pedersen. 1890-1916: Bor Strandgade 6, København, som hun ejer, ligesom hun er medejer af Wilders Plads. | Pedersen, Sophie Caroline Henriette (I7279)
|
| 1929 | Efter bevilling af 1896 må hun fremover føre familienavnet Barfred-Pedersen. 1890-1925: Bor Wilders Plads (Matr.nr 32) som hun er medejer af. | Pedersen, Emma Cecilie (I7277)
|
| 1930 | Efter faderens død blev han adopteret af dennes søster Ingrid (XVI, 203), og flyttede til USA, hvor han har fået navnet Miller. Han blev uddannet til lærer på University of Connecticut. Har 4 børn (3 drenge og 1 pige) med Charlotte Hammer. Parret er nu skilt. | Barfod, Jens Aksel (I1217)
|
| 1931 | Efter mandens død i 1840, kun 32 år gammel, boede Sofie Torvet, østre deel, 273 (matrikelnr.?) i Køge med sine børn. I samme hus boede enken Karen Lassen, der var værtshusholder. Her boede hun indtil hun døde i 1855. | Dyrlund, Sophie Magdalene (I6894)
|
| 1932 | Efter mandens død i 1882 flyttede Christiane til Korsgade i Hasle. | Henrichsen, Christiane (I5585)
|
| 1933 | Efter sin mands død 1875 i Horten flyttede hun i 1877 til Christiania og døde der 1891. | Ryen, Anne (I3177)
|
| 1934 | Efter sin mands død i 1775 fik hun ved kgl. reskript tilladelse til at beholde kaldets indkomster udelte fra sin mands dødsdag til datoen for konfirmationen af eftermandens kaldsbrev. Herefter flyttede hun til Roskilde og døde hér i 1802 og blev begravet på Domkirkegården. Hun fik fem døtre, af hvilke de to blev gift med præster, og en med en borgmester. | Bang, Charlotte (I3875)
|
| 1935 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Barfod, Tommy (I4399)
|
| 1936 | Efter søsteren Vittas død styrede Nina Vilhelmine huset for sin svoger Rostrup. Hun døde ugift. | Barfod, Nina Vilhelmine (I284)
|
| 1937 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sørensen, Gudrun Lassen (I2998)
|
| 1938 | Efterfølger for Margarertha Barfoth's far som sognepræst i Glimminge og Tosterup. Søn af sognepræst og provst Elias Wibjørnsson Wettring og Christina Echman. Student i Lund 15/9 1697; sognepræst i Norra Rörums og Hallaryds pastorat i Lunds stift 25/5 1709; provst og sognepræst i Glemminge og Tosterups pastorat 1/5 1711. Var gift første gang 20/10 1709 med Anna Ausén, født 6/2 1666 i Torup; død 19/4 1710 i Norra Rörum; var enke efter præsten i Nörra Rörum | Wettring, Enoch (I1633)
|
| 1939 | Efterkommer (2010) Jørn Damg. Andreasen. | Hjort, Marie Sophie Bruun (I4924)
|
| 1940 | Egil Pagh Barfod tog i 1928 mellemskoleeksamen fra Metropolitanskolen. 1929-35 var han ansat i Østasiatisk Kompagni i København og tog samtidig afgangseksamen fra Købmandsskolens aftenskole i tysk, engelsk og fransk. 1935-36 var han ansat hos Brdr. Friis-Hansen, i 1937 hos Grue og Co. samt 1938-46 ved Carlsberg Bryggerierne og i 1938 tog han bogholdereksamen fra Translatørskolen. Han deltog særdeles aktivt i illegalt arbejde under den tyske besættelse fra 1940 som medlem af hovedledelsen af partiet Dansk Samling. Han blev arresteret som politisk gidsel den 29. august 1943 indtil oktber 1943, hvorefter han af Frihedsrådet blev sat til som repræsentant for Dansk Samling sammen med en kommunist og en repræsentant for faldskærmsfolkene at stifte den illegale militære Københavnsledelse. En overgang i vinteren og foråret 1944 var han tillige leder af sabotageorganisationen Holger Danske, men den 6. december 1944 arresteredes han af Gestapo og førtes den 12. december til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg, hvor han var indtil han i april førtes hjem med "De hvide busser". Efter befrielsen indtrådte han atter i Københavnsledelsen og fik af Kirkeministeriet pålagt opgaven at organiserer begravelsen af frihedskæmperne i Mindelunden, hvis indvielse han også forestod den 29/8 1945. I 1946 blev han medlem af landsledelsen af Hjemmeværnsforeningerne indtil oprettelsen af det statslige frivillige hjemmeværn. Den 2. april 1947 stiftede han sit eget firma: Egil Barfod & Co. A/S, der eksporterede til de fleste lande i Europa og Amerika, og i 1950 var han medstifter af Atlantsammenslutningen. Desuden overtog han udgivelsen af "Forsvarsbroderen", der er organ for De samvirkende danske Forsvarsbroderselskaer. I tidsskriftartikler og i læserbreve apellerede han til en styrkelse af forsvaret og han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1962. Fra 1965 til 1973 var han hovedkasserer i Danmarks Samfundet og som sådan med til at organisere festlighederne ved Dannebrogs 750-årsdag i 1969. Samme år modtog han Forsvarsbrødrenes Fortjenstmedalje samt i 1973 forsvarsbrødrenes Æreskors, og i 1974 fik han Hjemmeværnets Fortjenstmedalje. Da Holger Danske statuen på Kronborg var ved at forvitre, skaffede han i 1985 den halve million, der skulle til for at sikre det nationale symbol. De har tre børn XVIII,37-39. | Barfod, Egil Pagh (I67)
|
| 1941 | Ehler Nicolaj Barfoed blev 1867 student fra Borgerdydskolen i København. Den 30/7 1869 udnævntes han til sekondløjtnant, den 1/5 1872 til premierløjtnant ved fodfolket og den 1/11 1880 blev han tilkommanderet som udjudant hos generalinspektøren for fodfolket. Den 17/4 1882 udnævntes han til kaptajn og kompagnichef for 23. batl. 2. komp., den 19/10 1886 blev han depotkommandør for 4. batl. og den 14/10 1895 oberstløjtnant og chef for 4. batl. Den 27/6 1898 trådte han imidlertid uden for nummer i hæren og udnævntes samme dag til chef for 2. udskrivningskreds. Han tog sin afsked fra hæren den 25/8 1908 og som udskrivningschef den 25/10 1910. Han var fra 1891 til 1898 medlem af Det krigsvidenskabelige Selskab's bestyrelse og tildeltes 13/2 Ridder af Dannebrog og den 28/4 1898 Dannebrogsmand. De havde fire børn (XVI,15-18). | Barfoed, Ehler Nicolaj (I551)
|
| 1942 | Einar Patrick Ranfft Barfod tog i december 1943 eksamen fra US Merchant Marine Academy i Kings Point i New New York. Herefter sejlede han med Alcoa Steamship Co. og Moore Mc. Cormac Steamship Co. (American Scantic Line) som third Officer fra 1944 til 1955. | Barfod, Einar Patrick Ranfft (I963)
|
| 1943 | Einar Ranfft Barfod kom efter konfirmationen ti søs. Han foretog fire jordomsejlinger med danske, norske og tyske skibe. På sin sidste rejse ombord på det tyske skib Steinbeck af Hamburg, der skulle fra Java til USA med sukker, udbrød der - mens de var i Det indiske Ocean syd for Mauritius - Beri Beri ombord blandt hele besætningen. Efterhånden blev mandskabets forhold så elendige, at de intet kunne foretage sig ombord, og i syv måneder drev det 2000 tons store stålskib om uden at man kunne ændre sejlføringen. Da man passerede Kap Det gode Håb søgte man at komme så nær land, at man kunne signalere efter hjælp, men vinden øgede til storm med regn, sne og tykt vejr, så forsøget mislykkedes. Skibet drev ind i Atlanterhavet og det var uden styring indtil den engelske damper Britania tog det på slæb ind til Bermudaøerne. Herfra nåede besætningen som passagerer videre til Philadelphia. Af den 24 mand store besætning var der 11 overlevende, hvoraf 9 blev helbredte. Han kom på Det tyske hospital i Philadelphia den 15. august 1898 og lægerne forbød ham at stå til søs igen, idet et nyt tilfælde af Beri-Beri ville betyde døden. Han blev derfor på hospitalet som sygeplejer, da der netop i 1899 udbrød en tyfusepidemi i Philadelphia. Samtidig med at han plejede tyfuspatienter, havde han indskrevet sig som studerende ved Drexel Institute og den 30/4 1902 fik han sin eksamen herfra som årets æresstudent med 400 punkter af 400 mulige og desuden en tredjepræmie for en trækulskitse i kunstklassernes udstilling. 1902 fik han straks stilling som journalist ved The Philadelphia Times, der blev slået sammen med The Public Ledger og kom siden til The Record, The Press og The North American. Han specialiserede sig i artikler om bekæmpelsen af svindel og afslørede herved bedragerierne i The Honduras Lottery, hvor alle 32 anklagede blev dømte. For sin deltagelsei opklaringen tilkendte kongressen ham 35.000 dollars i 1907. I 1909 afslørede han en kommissions svindel og sløseri i 11 år med 2 milioner dollars og året efter, i 1910, afslørede han svindel foretaget af det republikanske partis kandidat i The National Public Utilities Corporation. I 1912 deltog han i organiseringen af det nye Roosevelt Party i Pennsylvania, og han blev en personlig ven af Theodor Roosevelt og støttede ham under hans kampagner i 1914 og 1915. I den forbindelse hjalp Roosevelt Barfod, da hans modstandere udsendte et smædeskrift mod ham. Da han blev renset ved en dom den 21. maj 1915, sendte Roosevelt ham et billede med teksten: "To Einar Barfod on his mothers birthday May 21 1915 from his friend Theodor Roosevelt". Samtidig bekæmpede han aktiebedragerier og fremlagde i 1912 beviser mod International Lumber and Development Company, der havde svindlet for 6 millioner dollars, og trods stærk politisk støtte belv alle de anklagede sendt i fængsel i 1915. Under 1. verdenskrig var han i flådens hemmelige efterretningsvæsens tjeneste på grund af sit kendskab til de skandinaviske sprog og tysk. Han arbejdede en tid ved den mexikanske grænse, men det meste af tiden i i Philadelphia, New York og Washington. Efter krigen blev han i 1919 finansiel rådgiver for The Asociated Advertising Clubs of the World, men efter et par måneder organiserede han The Investors protective Service med sig selv som formand, og han havde en stor del i opklaringen af de store mæglerbedragerier i 1922. Denne sag forårsagede en Securities Act of Pensylvania, der blev undertegnet i 1923, og Einar R. Barfod blev en af de to tilforordnede sekretærer, der bl.a. skulle undersøge alle værdipapirer, aktier og obligationer m.v. I løbet af det første år granskede de 1346 mænds ansøgninger om tilladelse til at handle med for 625 millioner dollars af værdipapirer. De forkastede for 400 millioner dollars, godkendte for 150 millioner dollars, mens de resterende 75 millioner skulle til nærmere undersøgelse ved årets slutning. De undersøgte 6469 agenter for retten til at handle med værdipapirer i løbet af det første år og godkendte 2807. Desuden medvirkede han ved udformningen af statens forsikringslove. I 1927 sendte Clifford Pinchot, der var governor of the Commenwelth of Pennsylvania til Barfod et brev, hvori der bl.a. stod: "Det er ikke tilstrækkeligt blot at sige, at De var absolut frygtesløs og absolut umulig at bestikke. Disse store kvaliteter ville være intet, hvis ikke de var blevet forenet med Deres klare intelligens, Deres iver efter retfærdighed, Deres nægtelse af at være slået og Deres helhjertede hengivenhed for samfundet. Under de vanskeligste forhold, under forfølgelse af the Dauphin County Court og under konstant ild fra utallige mænd med den yderste hensynsløshed og stor magt stod De som en klippe." I 1928 gik Einar R. Barfod over i privat virksomhed og sad i forskellige forsikringsselskabers bestyrelser, indtil han i 1943 blev alvorligt syg og måtte holde sengen til sin død i 1957. De havde fem børn (XVII,36-40). | Barfod, Einar Ranfft (I946)
|
| 1944 | Ejer af Hintzegård som 10. generation. | Jensen, Lars-Peter (I5460)
|
| 1945 | Ejer af Nørre Elkjær, Hjørring Amt | Ring, Henning Frederik (I7377)
|
| 1946 | Ejer af Nørre Vosborg, landvæsenskommissær, medlem af Viborg Stænderforsamling, medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, landstingsmand 1850-66. (Se iøvrigt Dansk Biografisk Leksikon og wikipedia - link: http://da.wikipedia.org/wiki/Andreas_Evald_Meinert_Tang) (Om hans forslægt, se også: http://stamtavle.poulsteen.dk/extrastree.php?personID=I27&tree=Poul&showall=1) | Tang, Andreas Evald Meinert (I743)
|
| 1947 | Ejer af Svartingegård, Kirkedalsvej 27, Rutsker, Bornholm. | Holm, Hans Kristian (I5576)
|
| 1948 | Ejer af Vallegård, 1. selvejergård i Ibsker. | Mikkelsen, Peder (I5554)
|
| 1949 | Eli Barfred Barfod tog præliminæreksamen1904. I 1907 blev hun student fra Odense og tog i 1909 1. del af juridisk embedseksamen og var oppe til 2. del i julen 1912, men måtte forlade eksamen på gr. af sygdom. Den 1/1 1920 blev hun ansat som kontorist i justitsministeriet og fra den 1/6 1924 assistent i Indenrigsministeriet indtil den 31/1 1957, hvor hun tog sin afsked på gr. af alder og fik da tildelt fortjenstmedaljen i sølv. Hun og børnene tog navnet Barfod ved resolution af 1/10 1925. | Barfod, Eli Barfred (I131)
|
| 1950 | Elis Ammitzbøll var forpagter af Gjetterup Hovedgård da han blev gift. Fra 1903 drev han handel med hø og halm i København. | Ammitzbøll, Elis (I746)
|