Agnes Else (Dorte) Kann

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Kontorassistent

Agnes blev gift med Sven Hall den 5 nov. 1935, og blev skilt i 1939. Sven (søn af Gunnar Lykke Hall og Karen Margrethe Aksel-Hansen) blev født den 7 jun. 1912 i Lyngby Sogn; blev døbt den 13 jul. 1912 i Søllerød Kirke, Søllerød Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Else Maria Kann Hall

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Skovrider Klelund Plantage, Ribe Amt, og Gl. Køgegård, Roskilde Amt

Notater:

Præliminæreksamen 1897. Forstelev ved Ålholm Skovdistrikt 1900, ved Brahetrolleborg 1903, hvor han blev forstkandidat i 1904. Fortsatte som forstassistent på Brahetrolleborg indtil 1. april 1908, hvor han blev skovrider på Klelund plantage ved Holsted. I perioden 1. maj 1914 - 1. oktober 1931 var han skovrider og godsforvalter på Gl. Køgegaard. Var 1918-1952 tilsynsførende med Julemærkesanatoriets skove ved Kolding. Endvidere medlem af Køge Landsogns Sogneråd 1916-1924, de første 4 år som sognerådsformand i hvilken egenskab han også var medlem af Køge Byråd som sognerådets repræsentant. Boede fra 1931 til sin død i 1960 i København.

Ernst blev gift med Ragnhild Barfred Barfod den 15 maj 1908 i Gelsted Kirke, Odense Amt. Ragnhild (datter af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig Gote Birkedal Barfod og Anna Marie Barfred) blev født den 20 jun. 1875 i Frederiksberg Sogn, Københavns Amt; blev døbt den 16 jul. 1875 i Hjemme, Gl. Kongevej 115, Frederiksberg; døde den 25 jun. 1968 i Grøndals sogn, Københavns Amt; blev begravet den 29 jun. 1968 i Søndermarks Krematorium, Frederiksberg, Københavns Amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre begivenheder:

• Referencenummer: XVI,64

Notater:

(XVI,64)

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Skovrider

Notater:

15 år gammel blev han sendt til Hannover, hvor han uddannedes som forstmand, jæger og blodhundefører 1859-1861. Derefter videreuddannet til skovrider hos sin far, Niels Jørgen Kann, skovrider på godserne Lindholm, Bognæs og Selsø ved Roskilde. Rudolf Marquard Kann overtog skovriderstillingen på Lindholm efter sin far, da denne i 1867 efterfulgte sin bror, Johan Heinrich, som skovrider på Saltø Gods ved Næstved.
Rudolf Marquard var fra 1887 medlem af partiet Høyres bestyrelse i sin valgkreds, og var ved sin død medlem af sognerådet for Gevninge Sogn. I 1880 var han rådets formand.
Rudolph Marquard Kann døde i august 1891 for egen hånd efter længere tids psykisk sygdom. Han opholdt sig på dødstidspunktet på adressen Læssøesgade 2, København, hvor han var indlagt på en privat psykiatrisk klinik.

* Om livet i Lindholm Skovridergård ca. 1880
Følgende optegnelser er udarbejdet som følge af de af Nationalmuseet i sin tid udsendte spørgeskemaer. Min medarbejder, frk. Birte Kyster, og min kusine, frk. Sine Münster, har været mig behjælpelig med at samle og be-arbejde de i sin tid efter diktat til frk. Kyster givne skildringer af såvel indretningen af Lindholm skovridergaard ved Roskilde som af dagliglivet på og omkring skovridergaarden.
København i september 1972. H.C. Lykke-Meyer

Nedenstående er en beskrivelse af Lindholm Skovridergaard ved Roskilde, hvor nu afdøde fru Ingeborg Lykke-Meyer, født Kann, og skovrider Ernst Kann, der oprindelig har givet disse oplysninger, havde deres barndoms-hjem. - Deres forældre var Rudolph Marquard Kann, der var skovrider på Lindholm-Selsø 1867-1891, og Johanne Fredericke Kann, datter af skovrider på Fussingø Friedrich Christian Kann og Marthe Elise Kann, f. Hansen. Denne sidste boede, efter at hun var blevet enke, i Lindholm Skovridergaard hos sin datter og svigersøn.
I. Boligen.
Forneden var 6 stuer samt køkken, køkkengang, spise- kammer og forstue og på loftet 2 børneværelser og skole- stue. Stuerne og køkkenet indeholdt:
l) Bedstemoders stue: 1 seng med masser af dyner og puder, l hjørneskab, 1 chiffoniere og 1 bord, alt af birketræ. Langs med væggen stod en sofa samt diverse stole, også af birke- træ. I hjørneskabet var glas og porcelæn, i chiffonieren dækketøj og linned, og i den underste skuffe var bedstemoders ligklædning. Ved kakkelovnen stod en læne- stol. Gulvet var hvidskuret, og i vindueskarmen stod potteplanter af forskellig slags, på den ene urtepotte hang en porcelænskat i forbenene. Væggene var oliemalede.
2) Soveværelset: 2 ægtesenge af mahogni, som var forsynede med fjedermadrasser, over - og underlagner, skråpuder , hovedpuder og om vinteren. dundyner, om sommeren vattæpper. Ved hver seng stod et natbord, hvori der stod en 'poet' og på bordet en messinglysestage med tællelys, senere stearinlys, og en æske tændstik-ker. Desuden var der et stort klædeskab, en stor servante med 2 servantestel og en sekretær. For vinduerne var klare gardiner både sommer og vinter samt et rullegardin. Gulvene var hvidskurede og væggene oliemalede.
3). Fars kontor: En chaiselongue med puder, hvorover fars bøsser, forladere, bagladere, riffel, jagttasker, hirch-fængere, hundepisk, krudthorn, haglpung og diverse andre jagt- rekvisitter hang på et langt bræt. I et hjørne hang et skab med en glasdør. Deri stod en udstoppet rørdrum, og ved siden af skabet stod fars mahognitræsskrivebord, hvori der var 3 skuffer, fyldt med skrivepapir, konvolutter og enkelte protokoller. Endvidere var der et arkivskab med utallige rum og et meget ejendommeligt møbel, som benyttedes til opbevaring af krudt, riffelkugler, patroner og forskellige haglnumre.
En tapetdør lukkede for et rum under trappen til loftet, i dette rum stod fars fodtøj, lange fedtlæderstøvler, træsko-støvler m.m., og desuden opbevaredes her en værktøjskasse, som blev benyttet i det daglige liv. Gulvet var hvid-skuret, og for vinduet (trefags) var uldne gardiner og rullegardin. I vindueskarmen stod potteplanter (amaryllis).
4) Spisestuen: En buffet langs den ene væg med 2 underskabe + 2 skuffer foroven. På væggen hang forskelligt kobbertøj, og på buffeten stod en kaffemaskine, en kaffekande og en tepotte. Midt på det hvidskurede gulv stod et cirkelrundt. fyrretræsspisebord, som ved festlige lejligheder kunne trækkes ud og forsynes med supplerende bordplader. Desuden fandtes et utal af spisebordsstole.
På den anden væg var vinduet, og ved den tredie væg stod et dækketøjsskab, hvori opbevaredes duge, servietter m.m. Ved den fjerde væg stod en lang række stole, og over bordet var anbragt en messinghængelampe. Af billeder var der 2 (Raphaels engle). I et hjørne stod et lille mahognibord, hvor de to yngste børn blev placeret til middag.
5) Dagligstuen: Ved den ene væg stod en sofa med rødt repsbetræk og foran denne stod et stort ovalt mahogni-bord og to lænestole med samme betræk. På den anden væg var vinduerne (2 fag) mod nord. For vinduerne var om vinteren grønne uldne gardiner med hvide undergardiner, om sommeren blev kun de hvide gardiner ophængt. Rullegardinerne var uden billeder af slotte, som det ellers ofte brugtes dengang. Ved det ene vindue stod et sybord og en stol, hvor moder havde sin plads. Ved det andet vindue stod en stol til almindelig brug og en stoppekurv. Imellem vinduerne stod et pillespejl med en hylde under. Der var altid blomster af forskellig slags i vindues-karmene, vi nu sker navnlig en nerium, som mor plejede med stor omhu. Langs den tredie væg stod et taffelfor-met mahognitræsklaver og foran dette en klaverstol, som var af bly, betrukket og indstillelig, og ved den fjerde væg stod en node hylde og på den anden side af døren den store brændeovn i to etager samt en brændekurv, som blev fyldt op flere gange daglig. På væggen hang et stålstik, forestillende to fiskere med en lille dreng imellem sig i en båd på havet i stormvejr. Over klaveret hang et kobberstik "Luther på rigsdagen i Worms". Gulvet var hvidskuret og belagt med et tæppe.
6) Havestuen. Ved den ene væg stod en sekretær af mahognitræ, og på denne var anbragt et forgyldt, fransk bronceur med glaskuppel over. I det ene hjørne stod en rund kakkelovn og en brændekurv og ved den anden væg en sofa med grønt reps betræk. Ovenover hang et billede forestillende "Apres le combat", et motiv fra den fransk-tyske krig. Foran sofaen stod. et stort ovalt mahognibord og 3 broderede stole og på den tredie væg et bogskab på den ene side af havedøren, og på den anden side et mahognispillebord. På den fjerde væg mellem vinduerne, stod et pillespejl med skab under, hvor det fine kaffestel blev opbevaret. På gulvet var et tæppe.

7. Køkkenet. Stort, muret komfur med vandgryde og plads til fire gryder af forskellig størrelse. Nederst en ovn til stegning og bagning. En tallerkenrække, et langt køkkenbord under vinduet med trævask og afløb af en trærende ud gennem muren til rendestenen. Endvidere et stort træ bord med et par træstole, hvor pigerne spiste. Dernæst et spisekammer med spisekammerbord, hvorunder en del skabe. I øvrigt var der langs væggen talrige hylder til opbevaring af mad, kolonialvarer m.m. Endelig var der en lille køkkengang med en knagerække og plads til fami-liens og pigernes træsko, en forstue med et par knagerækker til overtøj og en lukket trappeopgang til loftet.
II. Dagliglivet.

Far var først oppe om morgenen, han vågnede af sig selv og vækkede derefter os andre. Kun mor sov lidt længe-re. Man vaskede sig i de værelser, hvor man sov, ved en servante, og hver lørdag kom man i bad. Far havde fuldskæg, det blev studset engang imellem. Mor var lidt tyndhåret med skilning i midten, hun gik med kappe (coif-fure), når coiffuren ikke var i brug, stod den inde i et skab på et stativ, så den ikke kom noget til. Kvinderne blev ikke klippet dengang, mor havde alle dage den samme frisure. Man brugte også tandbørster, men brusebad kendtes ikke. Om sommeren gik man i strandbad hver dag.
Påklædning:
Drengene gik om sommeren med bomuldsbukser og skjorter, mændene med undertrøje og underbukser af lin-ned, uldne benklæder, skjorte af linned og ulden vest. Far havde desuden en toradet skødefrakke med blanke knapper til at knappe op i halsen (knapperne var tit lavet af hjortetak, det var nærmest en uniform). Når far fær-dedes ude, havde han lange fedtlæderstøvler på. Mændene gik om vinteren med uldne benklæder og hjemme-strikket uldtrøje, kvinderne med uldtrøje, en chemise af linned, benklæder af linned og uld, en uldklokke, et skørt, som blev bundet omkring livet, (elastik fandtes ikke), et underliv og som regel hjemmestrikkede uldne strømper, både sommer og vinter. Kjolen var om vinteren ulden, om sommeren lettere. Denne påklædning blev også brugt til pigebørnene. Børnene gik til daglig med træsko; indendørs havde de hjemmesko, som mor selv lavede, de voksne gik med lædersko. Som et eksempel på den tids sparsommelighed kan nævnes, at da en af døtrene skul-le konfirmeres, måtte hun trække i sin bedstemoders sko, som klemte hende, så hun hele livet havde men af det.
Mor havde en pels om vinteren, lavet af hamsterskind, om sommeren et slag af let uldent, sort stof. Far gik om vinteren med en skindtrøje. Når han kørte ud, var han i en ræveskindspels, som var syet hos "le Dous" i Køben-havn, hvor også mors pels var syet. Børnene havde frakker, uldne trøjer, vanter m.m. Alt tøjet var hjemmesyet, og egentlig arbejdstøj fandtes ikke. Om natten havde man kun en nattrøje af uldent stof på. Strømper skiftedes hver lørdag.
Storvask vaskedes i vaskehuset, en sidebygning til beboelseshuset, hver 4. uge. Der kom vaskekone, og den ene af pigerne hjalp til. Mor reparerede selv tøjet, sommetider med lidt hjælp, og tøjet blev syet om til de mindre børn. Stuepigen pudsede fodtøjet, og en skomager reparerede det.
Alle måltiderne indtoges i spisestuen. Morgenmad kl. 8½, middagsmad kl.12, eftermiddagskaffe kl.15, aftensmad kl. l8?18½. Hele familien deltog i måltiderne. Bordet var dækket med hvid dug, skeer, gafler, knive og servietter. Man havde faste pladser ved bordet, og maden blev sat på bordet af stuepigen. Mor rettede an, skar kødet for, øste suppe op og stod for madens uddeling.
Morgenmad bestod af kaffe, rugbrød, hjemmebagt sigtebrød, smør, puddersukker (ingen ost eller marmelade), men honning.
Middagsmaden bestod altid af 2 retter (Formad + kødret, eller kødret + eftermad).
Formaden var kærnemælkssuppe, byggrød, risengrød, fløjsgrød, øllebrød, tykmælk, oplagt mælk, alt efter årsti-derne.
Kødretten var stegt flæsk, medisterpølse, begge dele hjemmeslagtede og saltet, blodpølse med flæsketerninger og rosiner og i jagttiden dyrelever, dyresteg, harer, agerhøns, ryper. Desuden spegeskinke med grøntsager til. Kun ved festlige lejligheder og om søndagen fik vi steg. Engang imellem fik vi gule ærter, grønkål og anden søbemad og en gang om ugen fisk.
Efterretten bestod naturligvis om sommeren af frugtgrød, og efter søbemad af æbleskiver eller pandekager. Man drak vand til maden, dog ved festlige lejligheder rødvin, men det var sjældent. Man havde ikke fast kostplan, og særlig økonomiske eller sunde retter var der ikke lagt an på, da den daglige mad var økonomisk og vel også sund i sig selv.
Vi holdt selv grise og slagtede gris 2 gange årlig. Desuden havde vi høns og deraf æg til den daglige madlavning samt 5-6 køer, og vi lavede selv smør (ikke ost).
I et brev fra 1878 skriver far til sin ældste datter: "Karl (den ældste søn) er mere Kohyrde end noget andet, thi han opholder sig mest hos Ole i Skoven".
Grøntsager havde vi i haven. Desuden havde far bier i stor mængde, op imod 20 stader, og solgte honning til en købmand i Roskilde. Det optog meget af fars tid at få honningen slynget, passet bierne m.m.
Udover det, vi selv slagtede, købte vi kød hos slagteren, som kom kørende en gang om uden. Fiskemanden kom også en gang om ugen, og mølleren kom med rugbrød. Kolonialvarer hentede vi hos købmanden en gang om måneden.
Det var store dage, når vi skulle slagte.. Vi lavede leverpølse, sylte, finker, fedtegrever og syltede grisetæer. Ha-lerne og benene blev brugt til søbemad, og det reelle kød blev saltet ned. Skinkerne blev sendt til røgning. Høns slagtede vi af og til og nød dem som en kærkommen afveksling fra alt det saltede. Vi bagte ikke rugbrød men franskbrød, julekage og småkager. Syltningen foregik naturligvis om sommeren; vi syltede hindbær, som vi pluk-kede i skoven, ribs, stikkelsbær, solbær, blommer, æbler, pærer, alt fra haven, hvor vi også havde løg til syltning af agurker og asier. Madlavning i større stil skete kun ved højtiderne (se der).
Folkeholdet. : en karl, en vogterdreng og 2 piger. Karlen havde sit værelse i hestestalden, og da der ingen kak-kelovn var i værelset og stampet lergulv uden tæpper, var der naturligvis meget koldt om vinteren, hvad han delvis rådede bod på ved at lade døren stå åben ud til hestestalden. Pigernes værelse lå i udbygningen bag ved borgerstuen over kælderen, det var udstyret med en dobbeltseng med halm, lagner, puder og en tyk olmerdugs-dyne, og begge pigerne sov i denne seng. I værelset stod foruden sengen pigernes kister og intet andet. I bor-gerstuen stod en strygeovn med strygejern og et langt egetræsbord med en bænk på hver langside af bordet, ellers var der intet møblement udover en spytbakke.
Skovridergården lå ved landevejen, hvorfra mange mærkelige mennesker kom og tiggede og solgte forskellige ting. Der kom også mange rejsende håndværkssvende og bad om en skilling eller lidt mad.
Vi kørte med hestevogn og havde en lille let fjedervogn med 2 sæder, l stor char-a-banc- og en lukket vogn. Alle tre vogne blev forspændt med 2 heste. Senere kom de store cykler, Velocipeder, populært kaldet "Væltepeter", derefter de lave cykler med 2 lige store hjul, som til at begynde med havde massive ringe, som dog snart afløstes af luftringe. En dag kom en dame cyklende forbi os på landevejen, og mor vred sine hænder i forargelse og på-stod, at ingen af hendes døtre nogensinde skulle få lov til at være så ukvindelige, at de skulle køre på cykel.
Vi havde temmelig langt til den nærmeste jernbanestation, Lejre. Som børn kom vi meget lidt ud at rejse, den længste tur for os børn var når vi fik lov at køre med til Roskilde for at købe ind. Første gang en af døtrene var i København, var hun 13 år. Togvognen man kørte i, var med skillerum i halv højde, så man kunne se dem, der sad på de andre sæder, bænkene var af træ.
I nærheden af vort hjem lå Lindenborg Kro, kendt fra Otto Baches maleri: "Et Kobbel Heste udenfor en Kro". Som man kan se på dette billede, var det en gammel stråtækt kro, opført af bindingsværk. Foran hovedindgangen var et kun få cm bredt "Bislag", båret af 2 korintiske søjler. Gulvet i indgangen var af almindelige mursten. Fra ind-gangen førte en dør ind til skænkestuen, hvor der i ligeledes var murstensgulv, og til venstre var en dør ind til de pænere 2 krostuer, i forlængelse af disse lå den store sal. Bagved alt dette var der nogle små stuer med senge til gæster, og bagved køkkenet, hvortil der var adgang fra skænkestuen, lå et tarveligt udstyret rum, hvor der stod en bred dobbeltseng med et knippe halm i bunden og nogle tæpper samt et par hovedpuder, og til dette rum blev de rejsende håndværkssvende henvist for at overnatte for en meget beskeden ydelse.
Da kromanden også var bestyrer af brevsamlingsstedet, var der ved siden af køkkenet i kroen indrettet et lille, meget beskedent værelse, hvorfra posten blev delt ud til postbudene, men ofte måtte vi børn hente posten på kroen, en tur, der var vores skræk, da der som regel lå mere eller mindre berusede vagabonder i landevejsgrøf-ten, så vi løb så hurtigt, benene kunne bære os.
Undertiden skulle far også have breve af sted med diligencen til Roskilde, og vi børn blev da sendt af sted med dem for at møde den, når den kom fra Hornsherred, men da den på denne strækning ikke måtte standse, måtte vi løbe ved siden af den for at putte brevet i den postkasse, der var anbragt på den ene side.
Diligencen fra Roskilde til Skibby havde bedested ved kroen. I dennes dansesal blev afholdt danseskole med efterfølgende afdansningsbal, hvor egnens lokale spillemænd spillede til. Salen blev jævnligt benyttet af egnens dilletantskuespillere, bl.a. blev der opført: "Til Sætere" og "Fastelavnsløjer", hvor vores forældre medvirkede, mor dog kun som sufflør, mens vores lærerinde var en meget ivrig "skuespillerinde". Der kom også omrejsende gøgle-re og viste deres forestillinger.
På den anden side af vejen var den store rejselade.
Af ulykkelige hændelser kan vi huske, da en af vores venner, lærer Olsen fra Lyndby, kæntrede på fjorden. Det prægede sindene meget, og vi spejdede i flere dage ud over fjorden, hvor man trak vod for at finde den forulyk-kede.
Af aviser holdt vi "De Ferslevske Blade", hvoraf "Dagbladet" var det mest læste, og foruden aviser vittighedsbladet "Punsch", som på det tidspunkt i høj i grad lod sin vid gå ud over politikerne indenfor venstrepartiet.
Arbejdsdagen.
Familiens mandlige medlemmer klædte sig straks om morgenen i det tøj, de skulle have på resten af dagen. Egentlig arbejdsdag kan ikke beskrives, da far enten var i skovene eller arbejdede på kontoret, med mellemrum var der også skovauktioner. Familiens kvindelige medlemmer havde ikke udearbejde. Man startede om morgenen med at rede sengene, og så blev gulvene fejet og vasket, det var pigerne, som gjorde rent. Om fredagen blev der gjort mere grundigt rent, og vinduerne blev pudsede.
Børnene skulle være i skole kl. 9, men vi havde lærerinde i hjemmet, og børnene skulle ikke udføre noget arbejde før skolegangen, der sluttede kl.15. Efter skole læste de lektier og øvede sig på klaveret, inden de måtte lege. Ved halvni-tiden kom de i seng.
Aftenen.
Far, mor, lærerinden og den ældste søster spillede Whist til kl.22, men ofte kom der gæster. Far trak urene op og så efter døre og vinduer, inden han gik i seng, og var han ikke hjemme, gjorde mor det.
Far var fra 1881 medlem af Høires bestyrelse i sin valgkreds og var ved sin død medlem af Gjevninge sogneråd, og dette gav ham selvfølgelig en del arbejde, bl.a. med deltagelse i møder. - Undertiden var valgbestyrelsen til middag hos grev Scheel på Ryegaard, og far bemærker i et brev, at valgbestyrelsen, som ellers aldrig mødte in pleno, naturligvis da mødte fuldtalligt.
Herskabet på Ryegaard var meget aristokratiske, som eksempel kan nævnes, at far engang var bedt til middag der sammen med nogle af de andre funktionærer ved Lindholm gods, men kom yderst opbragt hjem, fordi han måtte spise sammen med tjenerskabet, medens godsforvalteren fik anvist plads ved grevens bord.

III. Søndagen.
Vi fik søndagstøjet på, rent fra yderst til inderst. Derpå spiste vi morgenmad med forskellige gode ting, som vi ikke fik om hverdagen og kørte så i kirke, hvis der var gudstjeneste kl. 10. Karlen holdt for døren kl.9. Når vi kom hjem, fik vi middagsmad, og efter middag kom hyilestunden for de voksnes vedkommende, medens børnene legede. Var der eftermiddagsgudstjeneste kl.14 besøgte vi præstens efter gudstjenesten og fik eftermiddagskaffe der. Aftensmaden spiste vi hjemme. Om sommeren spiste vi tit ude i lindelysthuset. Far ville helst være hjemme om søndagen, da han var meget ude de andre dage.
IV. Fester og Højtider.
Fødselsdage: Når vi havde fødselsdag, fik vi chokolade og havde børnefremmede. Vi fik gaver, mest nyttige ting, af far fik vi altid 50 øre.
Konfirmation. Der var lige fra morgenstunden fest, og flaget var hejst. Den lukkede vogn kørte konfirmanden og så mange, der kunne være i vognen, til kirke. Konfirmanden var altid i sort. Der var lavet om på spisevanerne den dag, idet man fik frokost, når man kom hjem fra kirke, og der var middagsselskab om aftenen. Til den dag var der kogekone. Maden var særlig fin, og man fik vin til. Far og præsten holdt taler, og bordet, var pyntet med blomster. Vi havde som regel liggende gæster.
Nytår: Nytårsaften fik vi middagsmad om aftenen, den bestod af suppe, flæskesteg og æbleskiver. Så slog vi pot-ter på dørene og lavede andre' nytårsløjer. Juletræet blev tændt for sidste gang og den aften fik vi alle lov til at være oppe til kl. 24. De voksne spillede halv-tolv med børnene om juleknas og pebernødder. Nytårsmorgen stod vi tidlig op og gik i kirke.
Helligtrekonger: Bordet var pyntet med 3 lys og gran. 'Vi fik altid grønlangkål og flæskesteg og bagefter æbleski-ver. Aftenen tilbragtes i ro.
Fastelavn: Fastelavnssøndag om formiddagen kom der en skare af landsbyens drenge, klædt ud og med masker.
De raslede ind, men da far ikke kunne lide denne skik, fik de ikke ret meget hos os. Om mandagen kom omeg-nens karle, som også var klædt ud og med masker, de samlede også penge ind, som skulle bruges til bal om aftenen. Vi selv var aldrig klædt ud, men vi fik fastelavnsris og risede familien op. Mor havde bagt boller, så vi fik alle dem, vi kunne spise, og kaffe til. Middagsmaden bestod af boller i mælk + efterret.
Påske: Skærtorsdag og Langfredag var vi til gudstjeneste, og dagene forløb meget "stille. Påskemorgen var vi tidlig oppe og farvede æg med løgskaller, så de blev gule; de blev spist til morgenmaden. Børnene legede ude det meste af dagen, men maden var finere end sædvanlig, vi fik altid prinsessebudding påskedag, den blev kogt i en gammel kobberform. De voksne fik vin til maden.
Kristi Himmelfart: Var som en almindelig søndag.
Store Bededag: Vi fik varme hveder Store Bededagsaften og var ude at høre på de forskellige kirkeklokker.
Valborgaften: Holdtes ikke, det er nærmest en jysk skik.
1. maj: Gik som en almindelig hverdag.
Pinse: Pinsen gik nærmest som påsken. Vi havde som regel liggende gæster både i påsken og pinsen.
Grundlovsdag: Vi gik til fest i Herthadalen, hvor der blev holdt politiske taler, hvorefter der blev sunget, og til slut danset. Vi blev nu ikke så længe, da far var højremand.
Sankt Hans Aften: Vi var naturligvis ude at se på bål, men ellers var der ingen festligheder. Vi brændte ikke selv bål.
Hver sommer foretoges en skovtur til en af egnens skønne i steder, en begivenhed vi altid glædede os uhyre til.
Mikkelsdag: Selv holdt vi ikke noget høstgilde, men derimod var vi på Herregården til fest. Der var dækket ved lange borde, og man fik flæskesteg og æbleskiver. Alle arbejdsfolkene deltog i festen. Efter spisningen blev bor-dene ryddet, og man dansede l time eller 2, hvorefter der blev serveret punch, hvad der yderligere satte stemnin-gen i vejret. Først skåledes der for forpagteren, så for forvalteren, og derefter holdt en af husmændene en lille tale, hvorefter man festede til den lyse morgen. Vi selv spiste hos forpagteren, og efter middagen gik vi hen og så på, at folkene dansede. Ved 10-tiden gik vi hjem.
Adyent: Fejredes ikke.
Julen: Forberedelserne til julen var store. Først slagtede vi den store, fede gris, det tog 2 dage at få slagtningen til side, men så havde vi også fersk kød til hele julen. Derefter kom bagedagene, som børnene var meget interesse-rede i. Vi bagte klejner, jødekager og pebernødder til at spille om, foruden en masse andre kager. Far og mor kørte til Roskilde og gjorde juleindkøb, børnene var ikke med på denne tur, for da blev alle julegaverne købt. Ju-leaftensdag gik far ud og skød en hare, og ofte
fik vi en hel kasse ryper i julegave af en vildthandler på Amagertorv. Juletræet hentede de største børn i skoven, de huggede det selv; det blev sat op i havestuen, gulvtæppet blev taget af, stolene rykket til side, og træet sat midt på gulvet. Mor og far pyntede det, og børnene måtte ikke se det. Juleaftensdag sov man til middag. Juleaften gik vi ikke i kirke. Julemiddagen var kl.18, den bestod af risengrød med saftevand (mandelgave fik vi ikke), derefter flæskesteg med rødkål m.m. og til sidst æblekage. Gaverne lå under juletræet, det var som regel legetøj, julebøger, forskellige spil og nyttegenstande, alt var i al beskedenhed. Man sang julesalmer, og far læste jule-evangeliet. Dernæst fik vi kaffe med kager, og ved l2-tiden gik vi i seng. Julemorgen gik man i kirke, men ellers gik dagen stille og roligt, børnene legede med deres julegaver. 'Anden juledag var vi til selskab hos forskellige bekendte eller havde selskab selv, og tredie juledag begyndte arbejdet.

Hen på foråret og hen på efteråret kom nogle svenske piger (gerne to og to) i deres folkedragter, hver bærende på en masse spånkurve af højst forskellig størrelse, som de selv havde lavet. Børnene fik hver en af de mindste kurve, som vi pakkede vores mellemmad i og tog med i skoven. Dels gik vi til "Stærens grav" (vi havde ved en af de gamle oldtidshøje fundet en død stær, som vi begravede i kanten af højen og forsynede graven med et kors og bukkar-kranse), dels til "Lejesrende" som ligger i bunden af en dal ved Vinderød skov, hvor vi sad ved et lille vandfald og spiste vores medbragte mad. Vi gik også ned til vogterdrengen med mad. Desuden havde vi" også ved efterårstide travlt med at fange laks.
En begivenhed, vi særlig husker, er Christiansborg slotsbrand. Vi kunne fra markerne se den vældige brand, men fik først næste dag at vide, hvad det var, som var brændt.

Som det fremgår af ovenstående, var hjemmet i Lindholm skovridergaard et i alle måder godt og trygt hjem, præ-get af solid borgerlig hygge og gammeldags kirkelighed. Men desværre døde skovrider Kann pludselig i 1891, og derefter flyttede hans enke med sine børn til København, hvor hun lejede en 4-sals lejlighed i Istedgade. Men med beundringsværdig energi holdt hun trods meget små midler hjemmet oppe og skaffede sine børn en god uddannelse, men Lindholm skovridergaard vedblev at stå for dem alle i lysende glans. Desværre nåede ingen af hendes børnebørn at opleve den, men kunne til gengæld ikke blive træt at høre deres bedstemoder fortælle om den.

Rudolph blev gift med Johanne Frederikke Kann den 12 jun. 1868 i Gevninge Sogn, Københavns Amt. Johanne blev født den 28 okt 1843 i Fusingø skovridergård, Ålum Sogn, Viborg Amt; blev døbt den 25 dec. 1843 i Hjemme/Ålum sogn, Viborg Amt; døde den 9 maj 1923 i Haslev Sogn, Præstø Amt; blev begravet den 15 maj 1923 i Solbjerg Kirkegård, Frederiksberg Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Boede efter sin mands død i 1891 i København, hvor hun drev pensionat.

1894 (okt.): Boede Valdemarsgade, Valby, København
1901: (FT): Drev pensionat St. Knudsvej 23, København
1905 (nov.): Drev pensionat Lombardigade 9, København
1906 (nov.): Tingvalla Alle 4, København
1911: (FT) Opholdt sig hos sønnen Ernst Chr. Kann på Klelund skovridergård, Lindknud sogn, Ribe Amt
1911: (FT) Bor Valdemarsgade 17, København med sin datter Agnethe.
1914: Bor Jernbanegade 28, Haslev til sin død i 1923.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: XV,36

Notater:

Student fra Schneekloths Skole i 1867. Den 23. juni 1873 blev han cand. theol. og oprettede den 2.9.1873 Frederiksberg Højere Pigeskole, som han imidlertid solgte den 18.12.1877. Samtidig var han fra 1875 til 1877 uordineret medhjælper hos pastor C.I. Brandt ved Vartov Kirke. Den 17.11.1877 blev han personlig kapellan i Reerslev og Ruds Vedby og ordinere den 21.11.
Den 26.7.1874 blev han gift i Køge med Anna Marie Barfred, der var født i Køge den 18.7.1850 som datter af købmand i Køge Adolf Andreas Barfred og Margrethe Elisabeth f. Winge. Hun gik på N. Zahles privatlærerindekursus 1865-66 og var lærerinde på Lolland 1867-68, hvorefter hun oprettede privatundervisning for piger i sit hjem i Køge. Efter sit bryllup deltog hun i inspektion og undervisning i Frederiksberg højere Pigeskole.
I 1881 oprettede han som den anden på landet en sygeplejeforening i Ruds Vedby, men blev den 30.3.1881 sogenpræst til Flade og Sønder Draaby, hvor han i 1883 stiftede en sognesparekasse, men han måtte imidlertid på grund af sygdom søge forflyttelse herfra til en mildere egn og blev den 2.2.1884 sognepræst til Hjørlunde og kom den 27.12.1900 til Gelsted og Rørup.
I Gelsted oprettede han en sygeplejeforening og virkede på Fyn og Jylland flere steder for lignende foreningers dannelse. Både i 1885, 1897 og i 1910 afslog han tilbud om provstestillinger. Den 16.10.1911 var han medstifter af Kirkeligt Landsforbund af 1911 og forblev medlem af hovedbestyrelsen indtil 1920, da han af helbredshensyn trak sig tilbage. I maj 1919 var han medstifter af Centralforeningen for Sygeplejevirksomheder udenfor København og idtil oktoer 1926 medlem af hovedbestyrelsen. Desuden var han i flere år formand for Sønderjysk forening for Frederikssund og Omegn, i 1910 formand for Sønderjysk Forening for Aarup og Omegn og i 1921 blev han æresmedlem af Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København.
Han har skrevet mange artikler angående kirkelige spørgsmål samt en del digte og fik endvidere udgivet "Malthe Konrad Bruun" i 1871, "Fire foredrag med babtistsekten Adventisterne" i 1879, "Luther og Grundtvig" et lejlighedsskrift i 1881 samat "Kristelig Lærebog" i 1890 med 2. udg. i 1898 og "Den tålsomme Folkekirke" i 1912.
Den 1.7.1916 tog han sin afsked og bosatte sig i Køge indtil han i 1920 flyttede til Urup ved Horsens og den 1.5.1922 til Farum, hvor han i 1924 fejrede guldbrullup i Villa Rosendal. Han var medvirkende ved stiftelse af en slægtsforening ved en sammenkomst den 18.9.1920 og på grundlag af egne og sin fars slægtsforskning fik han i 1925 udgivet slægtsbogen "Stamtavle over Slægten Barfod-Barfood-Barfoed fra 1455 til 1925". Hans kone døde den 20.3.1926 i Farum og han den 14.1.1928. De havde ni børn. (XVI,64-72).

Nikolaj blev gift med Anna Marie Barfred den 26 jul. 1874 i Køge. Anna (datter af Adolf Andreas Barfred og Margrethe Elisabeth Winge) blev født den 18 jul. 1850 i Køge; blev døbt den 25 sep. 1850 i Skt. Nikolaj Sogn, Ramsø Herred, Københavns Amt; døde den 20 mar. 1926 i Farum; blev begravet den 25 mar. 1926 i Frederiksberg Kirkegård, Frederiksberg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af købmand i Køge Adolf Andreas Barfred og Margrethe Elisabeth f. Winge.

Begravet:
Hendes mand forestod selv bisættelsen.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: XIV,28

Notater:

Poul Frederik Barfod mistede sin mor knap 5 år gammel. Året efter giftede hans far sig igen, og den nye mor blev til stor trøst for ham. Hun havde tidligere været gift, og drengene fra dette tidligere ægteskab P.C. la Cour og Carl la Cour havde Poul Frederik megen glæde af. Som dreng var han en vil krabat, og han ville helst være gået til søs, og halvbroderen Holger la Cour, der var sømand, forøgede hans lyst ved sine raske historier fra sølivet. Han tiggede og bad faderen om at få lov, men denne ville ikke høre på ham. Frederik var et godt hoved og havde ”anlæg for bogen”, så han skulle studere.

Selvom faderen i 1822 flyttede til Fakse som sognepræst, følte Frederik sig stadig som jyde. Han blev undervist hjemme af forskellige og sidst af P.C. la Cour, der tog med ham til København, hvor han blev student ved eksamination ved Universitetet den 22/10 1828. I 1829 blev han cand.phil. og tog sammen med Carl la Cour, efter at have sejlet med en jagt fra Fakse til Kiel, en vandretur rundt i Holsten, og de opretholdt livet med Carl som silhuettør og Frederik som hans reklamemand. I foråret 1830 bestod han sin anden eksamen i de 4 fag: Fysik, psykologi, moral og astronomi, hvorefter han fra oktober 1830 blev huslærer hos kammerråd Dorph på Gjorslev til den 1/7 1832.

I København blev Frederik Barfod snart repræsentant for Det forenede Velgørenhedsselskab, der indsamlede og uddelte penge til trængende. I forbindelse hermed kom han ofte i hjem, hvor børnene drev ”omkring for lud og koldt vand”, og sammen med en anden student N. Callesen sammenkaldte han den 28. oktober til et repræsentantskabsmøde, hvor han foreslog oprettelse af en drengeskole. På Frederik VI.s fødselsdag, den 28. januar 1834 blev skolen indviet og i et lokale på hjørnet af Gammel Mønt og Regnegade begyndte skolen den 4. marts med 21 drenge og 8 lærere, der alle var frivillige og ulønnede, og Frederik Barfods skole, som han selv bestyrede til oktober 1837, eksisterer stadig.

Fra 1833 til 1835 fik han det Moltkeske legat og det følgende år uden ansøgning en understøttelse af konferensråd N.A. Holten, men i øvrigt levede han indtil 1837 hovedsagelig af undervisning i engelsk. Desuden deltog han i oprettelsen af ”Sprogforeningen” og sad i bestyrelsen fra 1834 til 1836. Han var på alle måder optaget af det danske og nordiske og navnlig i årene 1834 til 47 foretog han adskillige fodvandringer rundt i landet for at indsamle personalhistoriske oplysninger. I 1836 var han medstifter af ”Selskabet for en forbedret retskrivnings udbredelse”, og i 1837-38 medredaktør af selskabets ”Nordisk Ugeskrift” indtil han endelig fik virkeliggjort et længe næret ønske om udgivelsen af et dansk og nordisk tidsskrift, der så dagens lys i 1839 under navnet ”Brage og Idun”, som han var redaktør for indtil 1842.

Fra den 3/2 1838 til den 18/12 1839 var han ammanuensis ved Universitetsbiblioteket og fra 1839 repræsentant for Bornholm i Trykkefrihedsselskabet. Samme år var han medstifter af "Dansk Samfund" og bestyrelsesmedlem og kasserer her de første år og deltog i 1839 desuden i stiftelsen af Den akademiske Forening og samme år i mødet i Gøteborg, hvor de skandivaviske naturforskeres selskab stiftedes, hvorefter han om sommeren rejste videre til Christiania for at udvide sine skandinaviske forbindelser. I 1840 var han en af Studentersamfundets sidste bestyrere.

Mens Frederik Barfod, så længe kong Frederik VI levede, helt affandt sig med den enevældige styreform, så skiftede han helt om efter Christian VIII.s tronbestigelse i 1839, og han erklærede at nu - efter 180 års enevælde - skulle man have en forfatning. Da han aldrig skjulte sine meninger, men ofte udtalte dem offentligt eller skrev dem i artikler, så varede det ikke længe, før alt hvad han skrev blev censureret og ofte forbudt. Således skete det da også, at han umiddelbart efter sit bryllup fik en dom på et års censur samt en bøde på 200 rdl.

1842 var Frederik Barfod den egentlige leder fra dansk side af det nordiske studentermøde i København og i 1843 deltog han i Uppsalatoget. Den 9/10 1844 til den 26/5 1847 var han redaktør af ”Almuevennen” og 1844-45 tillige redaktør af Kjøbenhavns Amts Landcommunal-Tidende og foretog i den anledning en rejse til Jylland og Fyn, men hindredes adskillige steder af politiet. Den 7/10 1845 var han medstifter og bestyrelsesmedlem af ”Den borgerlige Læseforening” og han fik ideen til og gennemførte det første store bondemøde den 22/10 1846 i Ringsted i forbindelse med øernes stændervalg.

Han har skrevet talrige artikler i blade og tidsskrifter og udgav i 1835 ”Poetisk Læsebog for børn og barnlige sjæle”, der blev genudgivet 1836, 1841 og en 2. udgave 1850. I 1837 udgav han ”Vennernes Højtid”, 1841 ”105 dagbogsblade” og ”En samling smådigte”, i 1842 ”Skandinavisk Atlas” og ”Politisk Visebog”, den sidstnævnte sammen med F.L. Liebenberg og Carl Ploug. Endvidere udgav han også i 1842 ”Den danske sag i den slesvigske stænderforsamling”. Derefter udgav han i 1844 ”Thorvaldsensk Album” og i 1845 ”Tolv sange fra Det forenede Velgørenhedsselskabs Drengeskole” og ”65 stambogsblade fra 40 nulevende danske digtere” samt ”Udvalgte stykker af den svenske litteratur”.

Den flittige forfatter fik derefter i 1846 udgivet ”En dansk hverdagshistorie” og ”Gengældelsens Bog”, men denne sidste blev dog beslaglagt og han blev den 14/8 1846 sat under tiltale og idømtes 5 års censur. Samme år havde han også fået udgivet ”Prinsen af Augustenborgs 254 aner”. Den 22. november 1846 blev han bibliotekar ved Det skandinaviske Selskab og havde stillingen indtil den 1/7 1856.

I det bevægede år 1848 var han altid med, hvor der skete noget. Allerede den 24. januar var der udgået en forordning om, at alle, der var idømt censur, nu blev fritaget for denne, og dermed var et mareridt for ham til ende. Den 20. marts kom Orla Lehmann ind til ham og ved Barfods pult skrev han de krav, som han ville forelægge på Casinomødet om aftenen. Han var desuden med blandt de knapt 20.000 mennesker, der hørte om afskedigelsen af ministrene, og da der skulle vælges til den grundlovgivende rigsforsamling fik han opfordring fra både Næstved, Holbækegnen og Langeland, men afslog indtil en delegation fra Møen fik ham overtalt, og den 23. oktober åbnedes Rigsforsamlingen.

I 1848 fik han udgivet ”Under Dannebrog, nogle Fædrelandsdigte”, og et andet værk, ”Danmarks Gejstlighed”, kom i to dele indtil 1850. Samtidig skrev han ”Den grundlovgivende Rigsforsamlings historie” i 1849 og ”Ny fortegnelse over Det skandinaviske Selskabs bogsamling” med tillæg 1852. 1848-50 udgav han i to bind ”Uddrag af Den grundlovgivende rigsforsamlings forhandlinger” og 1848-52 ”Ambrosius Stubs samlede digte”. ”Fortællinger af Fædrelandets historie” udkom 1853, og i den anledning modtog han en med brillanter besat brystnål af kong Oscar af Sverige og Norge og desuden en guldring af ”en kreds af venner i Sønderjylland”. I 1853 udgav han også et ugeblad ”Dannebrog” for Den danske Forening samt ”Danmarks historie i udtog”.

Han var en af hovedmændene i det nordiske folkemøde i Ramløsa den 4/7 1858 og udgav samme år det nordiske tidsskrift ”Folke” samt i 1860 ”Den nordiske Kæmpebog”. I 1862 deltog han som æresgæst i det nordiske studentermøde i København og fik samme år et rejselegat på 800 rdl. for hvilket han foretog en rejse i Sverige. Ved afstemningen i Folketinget den 9/11 1864 om freden i Wien var han blandt de 21, der stemte imod, mens der var 75 for. Han udgav i 1869-74 ”Kong Christian IX.s regeringsdagbog 1863-68” ligesom han tidligere havde udgivet ”Frederik VII.s kongegerning” og var i 1867 en af hovedstifterne af ”Foreningen til lærerinders understøttelse”. I årene 1869-71 forelæste han på Københavns Universitet over Nordens historie og foretog i 1871 og 1872 foredragsrejser rundt i landet. 1874 udgav han ”Billeder af Nordens historie” og i 1876 ”Seks forelæsninger over Nordens oldtid” samt omredigerede ”Fortællinger af Nordens historie” med 3. udg. 1869 og 4. udg. 1876.

Fast embedsvirksomhed synes ikke at have ligget for ham, og han sad altid i usikre økonomiske kår. En fast understøttelse, som han fra 1872 fik på finansloven, ændrede ikke dette forhold, så han kunne skrive: ”Fra jeg var barn (1826) til nu, da jeg er 83, har jeg aldrig været uden gæld”.

På sine gamle dage tog han ivrigt del i den frivillige selvbeskatning til fædrelandets forsvar ligesom også højskolesagen havde hans store kærlighed. Ved sin svigersøn Jørgen la Cours landbrugsskole ved Kongens Lyngby var det ham en glæde at samtale med eleverne om folk og land og kærligheden til de rige fortidsminder og om det store håb om Sønderjyllands hjemkomst til fædrelandet. Han og hans kone var alvorlige kristne og sluttede sig helt til Grundtvig, hvilket prægede deres hjem, som i mange år var samlingssted for den store families mange unge.

På sin 70-årsdag modtog han en deputation med 300 underskrifter og 2000 kr. til en nordisk rejse. Desuden lod venner hma male af kunstmaler H. Siegumfeldt og portrættet blev skænket itl museet på Frederiksborg Slot. I sine sidste år skrev han ”Danmarks historie 1884 til 1893”. Under Frederik VII havde han afslået at modtage Ridderekorset, ligesom han senere afslog titlerne professor eller justitsråd, men den 8/4 1888 tildelte Christian IX ham Ridderkorset uden at spørge.

De havde seks børn (XV,34-39).

Poul blev gift med Emilie Birkedal den 11 sep. 1841. Emilie (datter af Ludvig Harboe Birkedal og Agathe Johanne Husum) blev født den 18 okt. 1813 i Aalebækgård på Møen; døde den 3 okt. 1897 i Lyngby. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Død:
Begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård. Gravsted eksisterer 2008:
http://www.gravsted.dk/person.php?navn=frederikbarfod

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Købmand i Køge

Notater:

1870: Købmand i Køge. Vestergade 48, forhuset.
1885: Bor i København (Staden)
1910: Boede ved sin død Bjerregårdsvej 4, Valby, København

Adolf blev gift med Margrethe Elisabeth Winge den 25 sep. 1849 i Sct. Nicolaj sogn, Køge, Ramsø Herred, Roskilde Amt. Margrethe (datter af Andreas Winge og Regine Cathrine Egeriis) blev født den 21 feb. 1827 i Sct. Nicolaj Sogn, Køge, Ramsø herred, Roskilde Amt; blev døbt den 25 apr. 1827 i Sct. Nicolaj Sogn, Køge, Ramsø herred, Roskilde Amt; døde den 9 apr. 1898 i Valby, Hvidovre Sogn; blev begravet den 15 apr. 1898 i Assistens Kirkegård, Køge. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Flyttede efter faderens død i 1940 fra Nysted til Køge, hvor hun i 1845 boede Broegade matr.nr.283, sammen med sin mor og sin søster.