Ane Barfod

Andre begivenheder:

• Referencenummer: VIII,16

Notater:

(VIII,16) Fraskriver sig 24/3 1626 arv og gæld.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Godsejer, bonde
• Referencenummer: VII,6

Notater:

(VII,6) Thomas Barfod, der var brorsøn af Peder Barfod (VI,3) og yngste søn af Laurits Barfod ((VI,1) overtog Sædding Storgård efter onkelen (Peder) sammen med Jens Christensen. Første gang vi hører om Thomas, er da han er i tjeneste i 1605 hos Erik Vasbyrd, og samme år anklages for at have rømt af tjenesten samt medtaget nogle guldknapper, sølvdaggerter og mere, ligesom han også havde oppebåret en del af Vasbyrds landgilde i Nørrejylland. Da Thomas Barfod nu opholdt sig i Riberhus len, gav kongen lensmanden hér ordre til at pågribe ham og overlevere ham til Vasbyrd. Thomas Barfod må imidlertid have kunnet klare for sig, idet han som fri mand den 7. august 1608 fæstede halvparten af Storgården og gav 80 daler i indfæstning. Under gården hørte tillige et hus i Nebel by. I 1609 og 1622 omtales han som værende blandt "de otte mænd" i Sædding, d.v.s., at han var blandt de nævninge eller sandemænd, der skulle udtale sig, når der behandledes grovere sager. Han måtte dog samme år, 1609, betale 15 daler i bøde, fordi han havde "skeldet" Peder Christensen for en mynde, og fordi han sloges på Nebel kirkegård. Desuden havde han også på anden måde været mindre heldig, da han sammen med Jens Christensen og C. Kallesen i 1618 måtte bøde, fordi de "tog gunst eller gave af Hr. Svend, før han måtte bekomme Nebel kald". Kort sagt, de havde solgt embedet og det måtte de nu bøde for, og Christensen måtte bøde 20 daler, Barfod 5 daler og Kallesen 4 daler. Gårdfællesskabet af Storgården var iøvrigt en indviklet sag, der ikke alene omfattede jorden og bygningerne, men også ser ud til at have omfattet risikoen ved at være nævning. Dømtes der forkert, kunne man nemlig drages til ansvar. Den 19. maj 1609 skete det netop, og Thomas Barfod måtte henvise til, at da Jens Christensen havde vedtaget at gøre "sandemænds tog af den gård de begge ibor, da ville han stande halvt af alle udgifter, halvt last og halvt brast" med ham. Thomas Barfod har imidlertid ikke rigtigt kunne klare de økonomiske forhold i det hele taget, for da han døde i 1626 overtog Karl Hansen gården for blot 65 rigsdaler i indfæstning. Desuden frasagde Thomas Barfods børn sig arv og gæld, men tilsyneladende har hans enke Lisbeth Sørensdatter ikke gjort det. Hun blev nemlig ofte i de følgende år plaget for den gæld, som han havde efterladt sig. Siden blev hun gift med Jacob Kristensen, der tilmed i 1630 blev dømt til at betale 215 daler 3½ mark til en Vardeborger for Thomas Barfods gæld, og efter at hun derefter blev gift med Karl Hansen, blev denne i 1633 mindet om, at han til Therkel Brixen i Præstbøl skyldte 7 mark, som "rester med Lisbeths part af et brev, som salig Thomas Barfod har udgivet". Hun blev endnu engang gift og denne gang med Eske Hansen, men også han måtte i 1640 betale en restgæld, da han blev stævnet for halvparten af salig Thomas Barfods gæld til delefogden Hans Nielsen på ialt 2 ørte rug samt 10 rigsdaler og 5 skæppe byg foruden rente i 14 år, nemlig ialt 8 rigsdaler og 4½ mark (Riberhus Lensregnskaber 1622-27 og Kærgård Birks tingbog 1631-40). Thomas Barfod og Lisbeth Sørensdatter havde 8 børn (VIII,10-17). Laurids Barfod (VIII,10) og Maren Barfod (VIII,13), der flyttede til Tåsinge; Peder, der flyttede til Thy; de øvrige Karen (VIII,12), Ingeborg (VIII,14), Kirsten (VIII,15), Ane (VIII,16 og Mette (VIII,17) kender vi blot fra boopgørelsen i 1626, da alle fragik arv og gæld den 24/3. Sædding Storgård var således nu gået ud af Barfodslægtens hænder, idet det blot var enken, der var tilbage. Nu er det Jens Christensen, der overtager Barfodernes rolle og bl.a. bliver byens oldermand og i det hele taget optræder på bymændenes vegne med stor dygtighed. Jens Christensen døde den 16/5 1630 54 år gammel.

Thomas blev gift med Lisbeth Sørensdatter. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

(VII,6) Thomas Barfod, der var brorsøn af Peder Barfod (VI,3) og yngste søn af Laurits Barfod ((VI,1) overtog Sædding Storgård efter onkelen (Peder) sammen med Jens Christensen. Første gang vi hører om Thomas, er da han er i tjeneste i 1605 hos Erik Vasbyrd, og samme år anklages for at have rømt af tjenesten samt medtaget nogle guldknapper, sølvdaggerter og mere, ligesom han også havde oppebåret en del af Vasbyrds landgilde i Nørrejylland. Da Thomas Barfod nu opholdt sig i Riberhus len, gav kongen lensmanden hér ordre til at pågribe ham og overlevere ham til Vasbyrd. Thomas Barfod må imidlertid have kunnet klare for sig, idet han som fri mand den 7. august 1608 fæstede halvparten af Storgården og gav 80 daler i indfæstning. Under gården hørte tillige et hus i Nebel by. I 1609 og 1622 omtales han som værende blandt "de otte mænd" i Sædding, d.v.s., at han var blandt de nævninge eller sandemænd, der skulle udtale sig, når der behandledes grovere sager. Han måtte dog samme år, 1609, betale 15 daler i bøde, fordi han havde "skeldet" Peder Christensen for en mynde, og fordi han sloges på Nebel kirkegård. Desuden havde han også på anden måde været mindre heldig, da han sammen med Jens Christensen og C. Kallesen i 1618 måtte bøde, fordi de "tog gunst eller gave af Hr. Svend, før han måtte bekomme Nebel kald". Kort sagt, de havde solgt embedet og det måtte de nu bøde for, og Christensen måtte bøde 20 daler, Barfod 5 daler og Kallesen 4 daler. Gårdfællesskabet af Storgården var iøvrigt en indviklet sag, der ikke alene omfattede jorden og bygningerne, men også ser ud til at have omfattet risikoen ved at være nævning. Dømtes der forkert, kunne man nemlig drages til ansvar. Den 19. maj 1609 skete det netop, og Thomas Barfod måtte henvise til, at da Jens Christensen havde vedtaget at gøre "sandemænds tog af den gård de begge ibor, da ville han stande halvt af alle udgifter, halvt last og halvt brast" med ham. Thomas Barfod har imidlertid ikke rigtigt kunne klare de økonomiske forhold i det hele taget, for da han døde i 1626 overtog Karl Hansen gården for blot 65 rigsdaler i indfæstning. Desuden frasagde Thomas Barfods børn sig arv og gæld, men tilsyneladende har hans enke Lisbeth Sørensdatter ikke gjort det. Hun blev nemlig ofte i de følgende år plaget for den gæld, som han havde efterladt sig. Siden blev hun gift med Jacob Kristensen, der tilmed i 1630 blev dømt til at betale 215 daler 3½ mark til en Vardeborger for Thomas Barfods gæld, og efter at hun derefter blev gift med Karl Hansen, blev denne i 1633 mindet om, at han til Therkel Brixen i Præstbøl skyldte 7 mark, som "rester med Lisbeths part af et brev, som salig Thomas Barfod har udgivet". Hun blev endnu engang gift og denne gang med Eske Hansen, men også han måtte i 1640 betale en restgæld, da han blev stævnet for halvparten af salig Thomas Barfods gæld til delefogden Hans Nielsen på ialt 2 ørte rug samt 10 rigsdaler og 5 skæppe byg foruden rente i 14 år, nemlig ialt 8 rigsdaler og 4½ mark (Riberhus Lensregnskaber 1622-27 og Kærgård Birks tingbog 1631-40). Thomas Barfod og Lisbeth Sørensdatter havde 8 børn (VIII,10-17). Laurids Barfod (VIII,10) og Maren Barfod (VIII,13), der flyttede til Tåsinge; Peder, der flyttede til Thy; de øvrige Karen (VIII,12), Ingeborg (VIII,14), Kirsten (VIII,15), Ane (VIII,16 og Mette (VIII,17) kender vi blot fra boopgørelsen i 1626, da alle fragik arv og gæld den 24/3. Sædding Storgård var således nu gået ud af Barfodslægtens hænder, idet det blot var enken, der var tilbage. Nu er det Jens Christensen, der overtager Barfodernes rolle og bl.a. bliver byens oldermand og i det hele taget optræder på bymændenes vegne med stor dygtighed. Jens Christensen døde den 16/5 1630 54 år gammel.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: VI,1
• Beskæftigelse: 1574; Godsejer, herredsfoged

Notater:

SLÆGTEN I NEBEL SOGN
Nørre Nebel er stærkt knyttet til Barfod-slægten og denne var fremtrædende i sognet endnu i 1500-tallet. Det var en tid, hvor gårdene som nævnt efter Grevens Fejde og den påfølgende reformation var overtaget af kronen. Sognets beboere levede da under et fællseskab, når jorden skulle dyrkes. Det vil sige, at de nok ejede jorden, men at agerjorden var fordelt i lange, smalle strimler spredt rundt mellem andre gårdes jorder, der lå på lignende måde på byens marker, og der kunne tilmed også ligge nogle strimler på andre byers marker. I landsbyen måtte man rette sig efter de engang fastsatte bestemmelser, der kaldes "Viden" og dyrkningen blev da vedtaget på et grandestævne, og når der bestemtes omrebning, måtte man finde sig i, at få sine agre eller lodder tildelt helt andre steder end før. Nørre Nebel var i fællesskab med Præstbøl, Hundhale og Bolkær som det største fællesskab i Vester herred. Vi har ikke tal for det før end i 1688, men da omfattede fællesskabet 23 gårde med 288 tønder land og 103 tønder hartkorn. En enkelt gård i Nørre Nebel kunne således have sine agre fordelt på mellem 70 og 80 forskellige steder. Hver ager kunne endvidere være afmærket med sten for at naboen ikke skulle pløje ind på ens jord. Til gengæld var de udyrkede arealer, heder, moser, grønninger i fuldkommen fællesskab og de var værdifulde for kvæget i overdrift. Her var ingen lodder, som nogen kunne kalde sin egen. Dette fællesskab kunne dog have sine vanskeligheder, som f.eks. når nærliggende byer udvidede sig ind på dette overdrev. Således var det mellem Lønne og Nebel sogne, da sandflugten engang ødelagde store arealer i Lønne så mange blev drevet fra hus og hjem. Derfor kan det vel forklares, at de søgte at finde erstatning ved at bevæge sig mod øst ind på Nebels område, hvilket bl.a. i 1597 førte til en sag mellem de to byer (H. K. Kristensen: Nørre Nebel by og Lydom sogne, 1958, side 80-86).

(VI,1) Laurits Barfod, Jens Barfods ældste søn, overtog Storgården. Han var tingsvidne i 1564 på Vester herreds ting og anvendte her sit adelige våben ved beseglingen, og den 28. maj 1573 fik han som herredsskriver kongeligt brev på at være fri for landgilde og ægt af sin gård så længe han var herredsskriver. Det må vel være følt af ham som en art oprejsning for ham fra den tort hans far havde måttet lide efter Grevefejden. I 1574 er han endog midlertidig herredsfoged og endvidere fæstede han kongetienden af Nebel sogn, hvorfor han skulle betale et bestemt antal tønder korn i afgift. I 1579 fik han desuden lov til i stedet for at køre lange veje med kornet at betale en gl. daler for hver tønde, og hvor meget det drejede sig om, ser vi i 1584, da forpagtningsafgiften var 5 ørte rug og 12 ørte byg (der gik 24 ørtug på en mark). Endnu i 1800-tallet kunne man se hans navnetræk på skelpælene ude i engene. Laurits Barfod var en stor mand på egnen og vel den fornemste i sognet, så han kunne tillade sig at have den fornemste plads i kirken. I 1576 udsmykkes kirkestolene her med fint træskærerarbejde af Mikkel Tuesen som efterlignede de fine arkantusblade, som han havde set i Ribe. En moderne museumsmand har vurderet hans kunst således: "netop hans snitværker giver en forestilling om hvorledes bondekunstnerens grove hånd har behandlet det fine bladværk. Det bliver kantet og fladt, tungt og gnidret, men alligevel er der en sprælsk opfindsomhed i de idelige variationer af bladslyngene". Der var ikke to stole, som var ens, og foruden bladværker har han også lavet indskrifter, som på den stol, han lavede til Laurits Barfod. Her satte han denne indskrift efter oldtidsdigteren Virgil(???): "Discite justiciam moniti et non temnere Christum - 76", hvilket betyder "Lad Eder påminde, lær retfærdighed og foragt ikke Kristus 1576". Desuden fik stolen indskåret det fædrene våben. Og mens Laurits Barfods stol var den øverste til højre, så var hans kones stol den øverste til venstre i kirken, og her blev der skåret følgende: "Anne Lavrits Kvon, Anno 1576". Ingen skulle være i tvivl om, hvem der var de fornemste på egnen. De øvrige familiemedlemmer fik da plads nedefter efter hartkorn og længste giftermål (Jyske Registre d. 22/5 1573, Kancelliets Brevbøger d. 15/5 1579, og H. K. Kristensen side 35). Også i koret findes et par stole med Barfodvåben og indskrift. Laurits Barfod må være død omkring 1585 og hans kone Anne fik i 1605, efter en søns død, Nebel kongetiende i fæste. De fik syv børn (VII,1-6+25), af hvilke de to ældste, Niels og Claus, der blev præster, omtales i kap. 4 ligesom søsteren Gertrud, som giftede sig med en præst. Efter Laurits Barfods død arvede broderen Peder Barfod (VI,3) Sædding Storgård.

Laurits blev gift med Anne. Anne døde i Efter 1605. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Får 6 børn.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Godsejer, tingholder, herredsfoged
• Referencenummer: V,1

Notater:

SLÆGTEN I NØRRE NEBEL
Når vi kommer ind i 1500-tallet, sker der store ændringer i Danmarks historie. I 1523 forlader Christian II landet for at søge at samle en hær udenlands til kampen mod den adel, som havde opsagt ham huldskab og troskab. Først i 1531 lykkedes det ham at gøre et forsøg da han satte sig fast i Norge og også hyldes der. Som bekendt blev han imidlertid lokket til Danmark og blev siden holdt fanget her på Sønderborg Slot. Da Christian II.s efterfølger Frederik I dør i 1533, er adelen i begyndelsen utilbøjelig til straks at hylde hans ældste søn, hertug Christian, og situationen udnyttedes af grev Christoffer, der sammen med bl.a. Skipper Klement søgte at rejse bønder og borgere for at få Christian II tilbage på tronen. Når adelen ikke med det samme hyldede Christian III, var det på grund af dennes interesse for Luthers lærdom. I 1517 havde Martin Luther nemlig startet sit oprør mod paven og den katolske kirke. I 1521 blev Luther dømt fredløs, men han og hans tilhængere havde skabt et røre, der også spredte sig uden for landets grænser. Flere og flere danske blev optaget af hans tanker og blandt dem var også kongens ældste søn, hertug Christian. Allerede Frederik I havde været noget vaklende overfor de lutherske tanker og tålt prædikanter som f.eks. Hans Tausen, der fik lov til at prædike i Viborg, og reformationen blev efterhånden en folkelig bevægelse imod højadelen, som i Rigsrådet støttede de højadelige katolske bisper. Resultatet ved kong Frederik I.s død blev derfor den såkaldte "Grevens Fejde" fra 1534 til 1536. I første omgang havde grev Christoffer heldet med sig, da han i sommeren 1534 landsatte sin hær ved Hvidøre på Sjælland, og inden længe var alle øens borge i hans varetægt. Også i Skåne lykkedes opstanden under ledelse af Malmøborgmesteren Jørgen Kock, og desuden lykkedes det også snart at erobre Fyn. Frygten for at Christian II.s parti skulle vinde magten og genindsætte den fangne konge var årsag til, at bisperne i Rigsrådet bøjede sig, og i Rye Kirke ved Himmelbjerget udråbtes da hertug Christian til konge som Christian III. Greven manglede kun at få magten over Jylland, og hér fik han hjælp af Christian II.s gamle støtte Skipper Klement, der i september 1534 landede i Nordjylland, hvor han hurtigt fik rejst vendelboerne i kampen for Christian II.s sag. Mange bønder og borgere sluttede sig til ham, således at han snart beherskede et område, der i Vestjylland nåede helt ned omkring Varde og i Østjylland til omkring Randers. Tilmed havde han været så heldig, at en jysk adelshær, der angreb Klements bondehær den 15. oktober ved Svenstrup syd for Ålborg, havde lidt et sviende nederlag. Krigslykken ændredes dog helt, da Christian III., der hidtil havde været bundet med sin hær ved Lübeck, i november 1534 fik sluttet en foreløbig fred med byen. Nu kunne hans hærfører Johan Rantzau drage med hæren op i Jylland, og allerede den 18. december blev Ålborg stormet. 2000 bønder faldt under kampene og byen blev plyndret. Tilmed blev Skipper Klement fanget og henrettet og inden nytår var hele Jylland i kongens varetægt. Derefter gik det videre over Fyn til Sjælland, og København måtte udholde en lang belejring, før byen måtte overgive sig den 29. juli 1536. For slægten Barfod samler interessen sig naturligvis om forholdene i Jylland, og vi kan i det følgende se, hvorledes det gik. De bønder, der sluttede sig til Skipper Klements oprørere, måtte som straf siden løse sig ved at afhænde gods til kongen eller give en rigelig løsesum i penge eller oftere blive fæstere under kronen. I mange af de 49 herreder, d.v.s. ca. 2/3 af Nørrejylland, som oprørerne havde behersket, blev alle bønder skåret over én kam, og de måtte alle indløse deres gårde, hvadenten de havde deltaget i oprøret eller ej. Da de fleste medlemmer af slægten netop boede i de berørte områder, kunne det ikke undgå at påvirke familien. I en sådan situation måtte man vælge side (Johan Ottosen: Nordens Historie II side 381).

(V,1) Jens Knudsen Barfod hører vi første gang om, da han i 1532 reddede en af kong Frederik I.s mænd, der var sendt til herredet for at indkræve kongeskat. Bønderne blev åbenbart så forbitrede, at de ville slå opkræveren ihjel, for i et kongebrev står der, at Jens Barfod måtte være fri for ranstov, sandemandstov eller noget andet tov for sin livstid, fordi han "lod sig velvilligen findes at undsætte Mads Skriver". I en række grovere sager skulle nogle mænd fra herredet udpeges og afgive en udtalelse - tov - som tinget lagde til grund for dommen, og åbenbart slap Jens Barfod for at skulle deltage hér. Få år efter udbrød Grevens Fejde, og Skipper Klements styrker nåede som før nævnt ned i Vestjylland til omkring Varde. Efter sigende skal de fleste medlemmer af slægten have gjort fælles sag med bønderne til fordel for den fangne konge Christian II. Sandsynligvis er Jens Barfod også gået med, men vi kender ikke noget til hans meriter. Trods alt var han dog efter krigens ophør og efter reformationen den fornemste mand på egnen. I 1541 var han tingholder og herredsfoged, da han tog lovhævd på Tudsmose hussted (Hungerbjerg på Øster Debel Mark i Lunde sogn). Det bevidnes, at han havde ejendommen "inden for alle fire markskel, og kender ingen at have lod eller del deri uden sig og sine søskende". Derved kom han i strid med Nils Skoning, som også gjorde krav på gården, der da lå øde, men i 1542 bevises det, at Jens Barfods far og dennes forældre havde haft Tudsmose før han, og beboerne havde svaret dem både skat og landgilde. Velbyrdige adelsmænd som ridder Otto Krumpen, Henning Qwitzov i Lydom, Palle Bang i Hennegård, Thomas Stygge i Frøstrup, en borgmester, en byfoged og en rådmand fra Varde samt Eske Nielsen dømte da, at Jens Barfod skulle beholde Tudsmose. I 1544 kom han imidlertid i strid med Eske Nielsen i Løftgård og stævnede da som herredsfoged i Vester herred Okuf Stofferskou til Donneruplund og Niels Staffensen til at møde i Viborg, når kongen kom der, for at få klaret en dom, som han mente, at de med urette havde dømt mellem Jens Barfod og Eske Nielsen. I 1553 beseglede han som vidne sin svogers skøde til Thomas Stygge, og i 1562 bor han endnu i Sædding. Som andre oprørske under Grevens Fejde havde kongen også inddraget Sædding Storgård som krongods, og Jens Barfod måtte derfor foruden gæsteri til kongen også svare landgilde. I 1562 måtte gården således betale ialt 10 hestes gæsteri, ½ ørte smør, 2 ørte rug, 2 ørte byg, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 2 høns og i penge 12 skilling, der skulle betales til Helmis (1. november) og 12 skilling til Volmis (1. maj) (Frederik I.s registrant, Danske Magasin 4 rk.. 1. bind side 42. H. K. Kristensen: Nørre Nebel og Lydom sogne. 1958 side 145). Han havde tre børn, som vi kender til (VI,1-3).

Jens blev gift med Datter af Christian Stygge. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Har tre børn.