Laurits Barfod

Andre begivenheder:

• Referencenummer: VI,1
• Beskæftigelse: 1574; Godsejer, herredsfoged

Notater:

SLÆGTEN I NEBEL SOGN
Nørre Nebel er stærkt knyttet til Barfod-slægten og denne var fremtrædende i sognet endnu i 1500-tallet. Det var en tid, hvor gårdene som nævnt efter Grevens Fejde og den påfølgende reformation var overtaget af kronen. Sognets beboere levede da under et fællseskab, når jorden skulle dyrkes. Det vil sige, at de nok ejede jorden, men at agerjorden var fordelt i lange, smalle strimler spredt rundt mellem andre gårdes jorder, der lå på lignende måde på byens marker, og der kunne tilmed også ligge nogle strimler på andre byers marker. I landsbyen måtte man rette sig efter de engang fastsatte bestemmelser, der kaldes "Viden" og dyrkningen blev da vedtaget på et grandestævne, og når der bestemtes omrebning, måtte man finde sig i, at få sine agre eller lodder tildelt helt andre steder end før. Nørre Nebel var i fællesskab med Præstbøl, Hundhale og Bolkær som det største fællesskab i Vester herred. Vi har ikke tal for det før end i 1688, men da omfattede fællesskabet 23 gårde med 288 tønder land og 103 tønder hartkorn. En enkelt gård i Nørre Nebel kunne således have sine agre fordelt på mellem 70 og 80 forskellige steder. Hver ager kunne endvidere være afmærket med sten for at naboen ikke skulle pløje ind på ens jord. Til gengæld var de udyrkede arealer, heder, moser, grønninger i fuldkommen fællesskab og de var værdifulde for kvæget i overdrift. Her var ingen lodder, som nogen kunne kalde sin egen. Dette fællesskab kunne dog have sine vanskeligheder, som f.eks. når nærliggende byer udvidede sig ind på dette overdrev. Således var det mellem Lønne og Nebel sogne, da sandflugten engang ødelagde store arealer i Lønne så mange blev drevet fra hus og hjem. Derfor kan det vel forklares, at de søgte at finde erstatning ved at bevæge sig mod øst ind på Nebels område, hvilket bl.a. i 1597 førte til en sag mellem de to byer (H. K. Kristensen: Nørre Nebel by og Lydom sogne, 1958, side 80-86).

(VI,1) Laurits Barfod, Jens Barfods ældste søn, overtog Storgården. Han var tingsvidne i 1564 på Vester herreds ting og anvendte her sit adelige våben ved beseglingen, og den 28. maj 1573 fik han som herredsskriver kongeligt brev på at være fri for landgilde og ægt af sin gård så længe han var herredsskriver. Det må vel være følt af ham som en art oprejsning for ham fra den tort hans far havde måttet lide efter Grevefejden. I 1574 er han endog midlertidig herredsfoged og endvidere fæstede han kongetienden af Nebel sogn, hvorfor han skulle betale et bestemt antal tønder korn i afgift. I 1579 fik han desuden lov til i stedet for at køre lange veje med kornet at betale en gl. daler for hver tønde, og hvor meget det drejede sig om, ser vi i 1584, da forpagtningsafgiften var 5 ørte rug og 12 ørte byg (der gik 24 ørtug på en mark). Endnu i 1800-tallet kunne man se hans navnetræk på skelpælene ude i engene. Laurits Barfod var en stor mand på egnen og vel den fornemste i sognet, så han kunne tillade sig at have den fornemste plads i kirken. I 1576 udsmykkes kirkestolene her med fint træskærerarbejde af Mikkel Tuesen som efterlignede de fine arkantusblade, som han havde set i Ribe. En moderne museumsmand har vurderet hans kunst således: "netop hans snitværker giver en forestilling om hvorledes bondekunstnerens grove hånd har behandlet det fine bladværk. Det bliver kantet og fladt, tungt og gnidret, men alligevel er der en sprælsk opfindsomhed i de idelige variationer af bladslyngene". Der var ikke to stole, som var ens, og foruden bladværker har han også lavet indskrifter, som på den stol, han lavede til Laurits Barfod. Her satte han denne indskrift efter oldtidsdigteren Virgil(???): "Discite justiciam moniti et non temnere Christum - 76", hvilket betyder "Lad Eder påminde, lær retfærdighed og foragt ikke Kristus 1576". Desuden fik stolen indskåret det fædrene våben. Og mens Laurits Barfods stol var den øverste til højre, så var hans kones stol den øverste til venstre i kirken, og her blev der skåret følgende: "Anne Lavrits Kvon, Anno 1576". Ingen skulle være i tvivl om, hvem der var de fornemste på egnen. De øvrige familiemedlemmer fik da plads nedefter efter hartkorn og længste giftermål (Jyske Registre d. 22/5 1573, Kancelliets Brevbøger d. 15/5 1579, og H. K. Kristensen side 35). Også i koret findes et par stole med Barfodvåben og indskrift. Laurits Barfod må være død omkring 1585 og hans kone Anne fik i 1605, efter en søns død, Nebel kongetiende i fæste. De fik syv børn (VII,1-6+25), af hvilke de to ældste, Niels og Claus, der blev præster, omtales i kap. 4 ligesom søsteren Gertrud, som giftede sig med en præst. Efter Laurits Barfods død arvede broderen Peder Barfod (VI,3) Sædding Storgård.

Familie/Ægtefælle/Partner: Anne. Anne døde i Efter 1605. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Niels Lauritsen Barfod blev født i i Midt i sidste halvdel af 1500-tallet i Sæddinge; døde den 17 dec. 1613.
2. Claus Lauritsen Barfod blev født i i Midt i sidste halvdel af 1500-tallet; døde den 1 jul. 1641.
3. Anne Lauritsdatter Barfod døde den 2 sep. 1627 i Hoven, Nørre Horne herred.
4. Gertrud Lauritsdatter Barfod blev født cirka 1560; døde den 1 nov. 1641.
5. Peder Barfod
6. Thomas Barfod blev født i i Sidste halvdel af 1500-tallet; døde i 1626.
7. Eiler Barfod

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Godsejer, tingholder, herredsfoged
• Referencenummer: V,1

Notater:

SLÆGTEN I NØRRE NEBEL
Når vi kommer ind i 1500-tallet, sker der store ændringer i Danmarks historie. I 1523 forlader Christian II landet for at søge at samle en hær udenlands til kampen mod den adel, som havde opsagt ham huldskab og troskab. Først i 1531 lykkedes det ham at gøre et forsøg da han satte sig fast i Norge og også hyldes der. Som bekendt blev han imidlertid lokket til Danmark og blev siden holdt fanget her på Sønderborg Slot. Da Christian II.s efterfølger Frederik I dør i 1533, er adelen i begyndelsen utilbøjelig til straks at hylde hans ældste søn, hertug Christian, og situationen udnyttedes af grev Christoffer, der sammen med bl.a. Skipper Klement søgte at rejse bønder og borgere for at få Christian II tilbage på tronen. Når adelen ikke med det samme hyldede Christian III, var det på grund af dennes interesse for Luthers lærdom. I 1517 havde Martin Luther nemlig startet sit oprør mod paven og den katolske kirke. I 1521 blev Luther dømt fredløs, men han og hans tilhængere havde skabt et røre, der også spredte sig uden for landets grænser. Flere og flere danske blev optaget af hans tanker og blandt dem var også kongens ældste søn, hertug Christian. Allerede Frederik I havde været noget vaklende overfor de lutherske tanker og tålt prædikanter som f.eks. Hans Tausen, der fik lov til at prædike i Viborg, og reformationen blev efterhånden en folkelig bevægelse imod højadelen, som i Rigsrådet støttede de højadelige katolske bisper. Resultatet ved kong Frederik I.s død blev derfor den såkaldte "Grevens Fejde" fra 1534 til 1536. I første omgang havde grev Christoffer heldet med sig, da han i sommeren 1534 landsatte sin hær ved Hvidøre på Sjælland, og inden længe var alle øens borge i hans varetægt. Også i Skåne lykkedes opstanden under ledelse af Malmøborgmesteren Jørgen Kock, og desuden lykkedes det også snart at erobre Fyn. Frygten for at Christian II.s parti skulle vinde magten og genindsætte den fangne konge var årsag til, at bisperne i Rigsrådet bøjede sig, og i Rye Kirke ved Himmelbjerget udråbtes da hertug Christian til konge som Christian III. Greven manglede kun at få magten over Jylland, og hér fik han hjælp af Christian II.s gamle støtte Skipper Klement, der i september 1534 landede i Nordjylland, hvor han hurtigt fik rejst vendelboerne i kampen for Christian II.s sag. Mange bønder og borgere sluttede sig til ham, således at han snart beherskede et område, der i Vestjylland nåede helt ned omkring Varde og i Østjylland til omkring Randers. Tilmed havde han været så heldig, at en jysk adelshær, der angreb Klements bondehær den 15. oktober ved Svenstrup syd for Ålborg, havde lidt et sviende nederlag. Krigslykken ændredes dog helt, da Christian III., der hidtil havde været bundet med sin hær ved Lübeck, i november 1534 fik sluttet en foreløbig fred med byen. Nu kunne hans hærfører Johan Rantzau drage med hæren op i Jylland, og allerede den 18. december blev Ålborg stormet. 2000 bønder faldt under kampene og byen blev plyndret. Tilmed blev Skipper Klement fanget og henrettet og inden nytår var hele Jylland i kongens varetægt. Derefter gik det videre over Fyn til Sjælland, og København måtte udholde en lang belejring, før byen måtte overgive sig den 29. juli 1536. For slægten Barfod samler interessen sig naturligvis om forholdene i Jylland, og vi kan i det følgende se, hvorledes det gik. De bønder, der sluttede sig til Skipper Klements oprørere, måtte som straf siden løse sig ved at afhænde gods til kongen eller give en rigelig løsesum i penge eller oftere blive fæstere under kronen. I mange af de 49 herreder, d.v.s. ca. 2/3 af Nørrejylland, som oprørerne havde behersket, blev alle bønder skåret over én kam, og de måtte alle indløse deres gårde, hvadenten de havde deltaget i oprøret eller ej. Da de fleste medlemmer af slægten netop boede i de berørte områder, kunne det ikke undgå at påvirke familien. I en sådan situation måtte man vælge side (Johan Ottosen: Nordens Historie II side 381).

(V,1) Jens Knudsen Barfod hører vi første gang om, da han i 1532 reddede en af kong Frederik I.s mænd, der var sendt til herredet for at indkræve kongeskat. Bønderne blev åbenbart så forbitrede, at de ville slå opkræveren ihjel, for i et kongebrev står der, at Jens Barfod måtte være fri for ranstov, sandemandstov eller noget andet tov for sin livstid, fordi han "lod sig velvilligen findes at undsætte Mads Skriver". I en række grovere sager skulle nogle mænd fra herredet udpeges og afgive en udtalelse - tov - som tinget lagde til grund for dommen, og åbenbart slap Jens Barfod for at skulle deltage hér. Få år efter udbrød Grevens Fejde, og Skipper Klements styrker nåede som før nævnt ned i Vestjylland til omkring Varde. Efter sigende skal de fleste medlemmer af slægten have gjort fælles sag med bønderne til fordel for den fangne konge Christian II. Sandsynligvis er Jens Barfod også gået med, men vi kender ikke noget til hans meriter. Trods alt var han dog efter krigens ophør og efter reformationen den fornemste mand på egnen. I 1541 var han tingholder og herredsfoged, da han tog lovhævd på Tudsmose hussted (Hungerbjerg på Øster Debel Mark i Lunde sogn). Det bevidnes, at han havde ejendommen "inden for alle fire markskel, og kender ingen at have lod eller del deri uden sig og sine søskende". Derved kom han i strid med Nils Skoning, som også gjorde krav på gården, der da lå øde, men i 1542 bevises det, at Jens Barfods far og dennes forældre havde haft Tudsmose før han, og beboerne havde svaret dem både skat og landgilde. Velbyrdige adelsmænd som ridder Otto Krumpen, Henning Qwitzov i Lydom, Palle Bang i Hennegård, Thomas Stygge i Frøstrup, en borgmester, en byfoged og en rådmand fra Varde samt Eske Nielsen dømte da, at Jens Barfod skulle beholde Tudsmose. I 1544 kom han imidlertid i strid med Eske Nielsen i Løftgård og stævnede da som herredsfoged i Vester herred Okuf Stofferskou til Donneruplund og Niels Staffensen til at møde i Viborg, når kongen kom der, for at få klaret en dom, som han mente, at de med urette havde dømt mellem Jens Barfod og Eske Nielsen. I 1553 beseglede han som vidne sin svogers skøde til Thomas Stygge, og i 1562 bor han endnu i Sædding. Som andre oprørske under Grevens Fejde havde kongen også inddraget Sædding Storgård som krongods, og Jens Barfod måtte derfor foruden gæsteri til kongen også svare landgilde. I 1562 måtte gården således betale ialt 10 hestes gæsteri, ½ ørte smør, 2 ørte rug, 2 ørte byg, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 2 høns og i penge 12 skilling, der skulle betales til Helmis (1. november) og 12 skilling til Volmis (1. maj) (Frederik I.s registrant, Danske Magasin 4 rk.. 1. bind side 42. H. K. Kristensen: Nørre Nebel og Lydom sogne. 1958 side 145). Han havde tre børn, som vi kender til (VI,1-3).

Jens blev gift med Datter af Christian Stygge. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Har tre børn.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: IV,2
• Beskæftigelse: 1494; Godsejer, herredsfoged

Notater:

(IV,5) Sandsynligvis Jens's ældste søn, da han arver Sædding Storgård efter sin far. Den 13/3 1493 forpligtede han sig skriftligt til for sig og sine efterkommere på storgården at give 4 skilling til leje af en eng i Bolkjær til Ribe kapitel. I 1494 og 1502 nævnes han som tingholder eller herredsfoged i Vester herred. Vi kender desværre ikke hans kone, men han havde fem børn (V,1-5) (De ældste archivreg. III d. 13/3 1493, 1494 og 1502).

Knud blev gift med Anna. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Teori. Får fem børn.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: III,3
• Beskæftigelse: 13 apr. 1455; Væbner, storbonde

Notater:

(III,3) Vi kender heller ikke meget til Jens Barfod, men vi ved da, at han den 13. april 1455, den første søndag efter Påaske, blev adlet af kong Christian I. Adelsdiplomet lyder således:
Wii Christiern med Guds Naade Dannemarckis, Norgis, Wendes oc Gottes Koning, Grefve udj Oldenborg oc Delmenhorst, Gør witterligh alle Mend, som nu er oc komme skal, at Vj for Vor Elskel: Clerch og Tienners Hr. Tyge Terkelsen Cannick i Ribe Bøn skyld, saa oc for Troskab oc villig Tieniste, som denne brefwiiser Jens Barfoed i Seddinge forn. Hr. Tyges Svoger oc hans rette Egtebørn oc Afkomme oss oc Vore Arfwinger oc Effterkommere Konger i Danmarck oc Riget hereffter troligen giøre oc beviise maa, hafve undt oc gifvet, oc under oc gifver med dette Vort obne Bref forn. Jens Barfoed oc hans rette egte Børn oc Afkom Frihed oc Frelse, som andre Ridder oc Svenne udi i vort Rige Danmarck hafve med Skiold oc Hielm til evig Tid, som er en bar Foed j et blaat Feldt i Skiolden oc tu Bøffel Horn hvide oc blaa ofver Kors paa Hielmen effter di som her malet staar, oc Vor oc Cronens Rettighed u forsømmet paa vort fri Bondegods oc Kiøbstad Gods, Thi forbyde Vj alle ihvo de helst ere eller være kunde oc særdeles Fogder oc Embedsmend forskrefne Jens Barfod eller hans rette Egte Barn oc Afkom derudj at hindre eller hindre lade, med Magt que eller u forrette j nogen Maade, under Vor Kongl: Hefn oc Vrede. Datum in Castro Hafniensi, domenica quasimodo geniti Anno Domini Millesimo quadringentisimo quinquagesimo quinto.
Vi ser, at han ligesom sin halvbror Markvard får sit våben i farver efter sin mors slægt, Brok, der har en sølvspids på et blåt felt, idet Jens får sit våben med en sølvfod i et blåt felt. På grundlag af diplomets ordlyd kan man antage, at Jens Barfod i 1455 har ejet Sæddinge Storgård i Vester Horne herred, Nørre Nebel sogn; i 1460 var han svend for Otto Nielsen Rosenkrantz og den 30. september 1486 mageskiftede han med Vor Frue domkirke og kapitel i Ribe "5 læs eng i Bolkjær, som ligger vesten for Peder Ebbesens og østen for Jep Nielsens i forannævnte Nebel, hvor de nu bor, og det bol på bjerget ved den nordre ende, som jeg til denne tid har givet skyld af til forannævnte kapitel". Samme år (1486) nævnes han også som vidne på Vester herreds ting. Han må være død før 1493, da hans søn nævnes i forbindelse med de ovennævnte enge. I sognet var Sædding Storgård naturligvis den fornemste, hvor adelsmanden residerede, men i denne sidste del af middelalderen var iøvrigt de fleste gårde i byen beboet af selvejere. Desværre har vi ikke nogle eksakte tal fra Jens Barfods tid, men et par hundrede år senere i 1661 var der 28 gårde og 6 huse med ialt ca. 265 indbyggere. På den tid er der ikke flere medlemmer af slægten på storgården, der i 1660 blev delt i to gårde. Gården ligger der endnu, lige udenfor Nørre Nebel, men bygningerne er helt nye og man kan stadig med rette kalde den for en storgård. Jens Barfod har sikkert både dyrket jorden og handlet med korn og kvæg, men han har også som væbner været nødt til i rustning, hjelm og med håndvåben at deltage i kongens krigstogter, når denne bød det. Af adelsdiplomet fremgår det endvidere, at Jens Barfod var svoger til kannik i Ribe Tyge Terkildsen, der samme år, den 16. august 1455, fik et kanonikat i Viborg, og muligvis har været søn af den Terkil Pedersen i Føvling, der i 1432 skødede noget gods til Esge Jensen Brok af Essendrop med Albert Barfod som vidne. Forbindelsen videre fra Tyge Terkildsen til kongen kan tænkes at være gået gennem ærkedegnen i Ribe Claus Kristjernsen Frille, der var halvbror til den formående rigsråd Eggert Frille, og det er da heller ikke usandsynligt, at sagnet taler sands, når det fortæller, at Jens Barfod havde lånt kongen nogle penge og at dette forhold var en medvirkende årsag til adelsdiplomet (Rep. Dipl. 30/9 1486, Klevenfeldts saml. I nr. 16 for Jens Barfod og desuden omtales her adelsbreve for Jens Jensen Fredberg 1451 efter biskop Jens af Århus bøn, 1455 for Niels Knutsen for Jørgen Lauresens skyld og 1457 Peter Jensen for Ivan Bryssels skyld. Jens Barfods adelsbrev i Regesta II bd. I nr 5966 d. 13/4 1455 og i Danske Saml. I, 119 samt hos Klevenfeldt). Har i hvert tilfælde to sønner.
Vedr. arv, se under Anne Barfod (søsteren) og Erik Vesteni. Om alt dette har "Ærbødigst" (Viggo Barfoed, XVI,105) digtet således:

1) Stamfar Jens fra Nørre Nebel har, om krøniken er sand, lånt en farlig hoben penge til den første Christian, som kvittered ved at gøre gamle Jens til adelsmand 2) For Jens Barfoed tjente grunker hver gang han med næveklask solgte stude - men de penge tabte efterslægten rask. Samme vej gik adelsskabet, der gik også af i vask. 3) Slægten spredtes over helelandet, rundt i øst og vest. Præster blev de næsten alle, skåret over samme læst. Mange børn og ingen penge. Det er skæbnen for en præst.

Jens blev gift med Datter af Terkil Pedersen (formentlig). [Gruppeskema] [Familietavle]