Forhistorien

Slægten Barfod eller Barfoeds historie må naturligt begynde med de første personer, der bærer navnet, men tilsyneladende har der været forfædre, der kan påvises endnu længere tilbage uden at de har navnet Barfod. Det grunder sig bl.a. på, at man på den tid hovedsagelig anvendte et fornavn forbundet med faderens navn, mens enhver samtidig da udmærket vidste hvilken slægt den pågældende tilhørte, og det har vel også kun været de færreste, der herudover havde et navn, som vi forstår ved et slægtsnavn.

G.V.C.Young fra the Isle of Man har imidlertid påvist, at de norske konger, der blev fordrevet fra Isle of Man i slutningen af 1200-tallet, tog tilbage til Norge og bosatte sig i området ved Tronhjem og Jämtland. Fra disse mener G.V. C.Young at kunne knytte en forbindelse til slægten Barfod-Barfoed, som den er beskrevet i den tidligere slægtsbog “Nitten generationer”. Da ingen af disse imidlertid har båret navnet Barfod vil vi derfor kalde disse generationer for tilhørende slægtens forhistorie, og det er den der i korthed vil blive beskrevet i det følgende.(1)
Orkneyinga Saga fortæller, at adskillige nordmænd havde bosat sig på øerne Vest for Skotland, Orkneyerne, Shetlandsøerne og Sudereyerne samt på kysterne ved det irske hav og herunder på the Isle of Man. Omkring 885 foretog den norske kong Harald Hårfager en ekspedition til øerne for at understrege sit overherredømme. Det norske islæt i befolkningen påvises bl.a. ved de fundne grave fra tiden omkring 900, men de historiske begivenheder er naturligt meget præget af sagaens beretninger, og derfor vanskelige at holde rede på. Blot er det en kendsgerning, at fra omkring 979 er der afholdt faste folkemøder på Tynwald på Isle of Man, der helt nøje svarer til det islandske Alting fra 930. Tynwald er blevet holdt siden da ved en gammel bronzealderhøj midt på øen, og ceremonierne var i begyndelsen stærkt præget af den hedenske religion med påkaldelse af bl.a. Frej, guden for frugtbarhed, Njord, guden for navigation og lykke og med tordenguden Thor som den fornemste gud. Tinget holdtes hvert år ved midsommer den 24. juni, da man tændte en symbolsk ild for den nordiske gud Balder og hans keltiske modstykke Lugh. Da det engelske parlament i 1752 ændrede kalenderen fra den julianske til den gregorianske kalender ved en flytning på 11 dage, ignorerede man på Isle of Man denne ændring, og mødtes fremtidig ved den gamle midsommerdag, der nu efter den nye kalender faldt den 5. juli.(2)

I nogle århundreder var det således norske vikinger, der sad som konger på Isle of Man, og fra disse skal Barfodslægten stamme. I de første århundreder var forholdene i disse egne ret kaotiske med mange indbyrdes stridende konger, idet de norske vikinger havde slået sig ned forskellige steder rundt om det irske hav.

undefined method `content_type’ for nil:NilClass

En mere fast udvikling begynder imidlertid med kong Godred IV Crovan, (eller Godfrey), der i 1079 erobrede riget og regerede her til sin død i 1095. Han skal have kæmpet i den norske kong Harald Hårderådes hær, da denne i 1066 gjorde landgang i Nordengland efter den engelske kong Edwards død. Harald havde håbet at kunne bemægtige sig England som tidligere Sven Tveskæg og Knud den Store havde gjort, men ved Stanford Bridge blev han slået af Harald Godwinson. Midt under den følgende sejrsfest kom der imidlertid bud om, at Wilhelm Erobreren fra Normandiet var landet ved Hastings, og efter at Harald Godwinson skyndsomt havde ført sin hær hertil, måtte han se sig slået af Wilhelm.Godfred, der var i den slagne hær ved Stanford Bridge, flygtede til Isle of Man, hvor han opholdt sig i nogle år. Han fandt imidlertid, at det var et sted for ham at være, og da forsvaret af øen var svagt tog han tilbage til Norge for at samle stor hær og flåde, hvormed han i 1075 foretog et angreb på Isle of Man. Det mislykkedes og efter endnu et angreb i et af de følgende år lykkedes endelig det tredje i 1079, hvor han vandt sejr ved Sky Hill (Himmelbjerget) så han kunne sætte sig i besiddelse af Isle of Man. Hans kamp om øen er skildret af munkene i Rushen Abbey i “The Chronicle of Man and the Isles”.

Kongeriget som han skabte sig kom nemlig ikke blot til at omfatte øen Man, men også den række af øer, der lå Vest for Skotland med bl.a. øen Islay.

undefined method `content_type’ for nil:NilClass

Nordmændene var her i disse egne blevet en herskende overklasse, der havde bosat sig på mange af de bedste og mest frugtbare områder, hvor man samtidig havde en god og nem adgang til havet. Rundt om på øerne regerede de derfor som en art vasaller for kongen. Det var høvdinge med deres folk, og man kan da forestille sig, at en skibsbesætning med familier dannede en bosættelse i en bestemt egn og derved blev en slags sogn, som det sikkert var på rundt om på Isle of Man.(3)I den normanniske tid kom de norske vikinger ganske naturligt til at sætte deres præg på øen, selvom de dannede en art overklasse i forhold til de oprindelige keltiske indbyggere. På lignende måde blev sproget officielt norsk samtidig med, at de oprindelige beboere også talte deres keltiske sprog, men dette ændredes siden efter omkring 1300. Tilbage som et minde om den norske tid var stednavnene, der i øvrigt i stor udstrækning stadig i dag kan vise deres norske oprindelse.

På samme tid opstod en kamp mellem den gamle keltiske religion, den norske eller nordiske tro med de gamle nordiske guder og den kristne tro, som var begyndt at vinde frem. De første bisper, der nævnes i Isle of Mans krønike er Rolfver (Rolf), et typisk norsk navn, og William, der begge omtales mellem 1050 og 1079. Ifølge Adam af Bremen, der har skrevet om udviklingen i Danmark, omtaler han bl.a., at kong Sven Estridsen omkring 1060 udnævnte en bisp Henry til Lunds biskop, og ifølge Orkneysaga har denne bisp været bisp over Orkneyerne og Isle of Man omkring 1040. Også dette viser den nære forbindelse mellem Isle of Man og de nordiske lande. (4)

Kong Godred Crovan eller “king Orry” skabte et samlet rige og en administration, der stod usvækket i mange år. Han lod bl.a. nedskrive Manx lovbog. Det var for Isle of Man en tid, der mindedes som en storhedstid. Godred har sandsynligvis boet på øen Islay, der var hans slægts hjem og også stedet, hvor han døde, men han har også haft borge på Isle of Man. Han holdt muligvis her til på den gamle borg ved Ramsey Bay. (5) Desværre udbrød der tronstridigheder efter hans død i 1095 og da den norske konge følte sig som en art overherre, besluttede kong Magnus Barfod at gøre en ende på uroen og i 1097 kom han fra Norge til Isle of Man med en stor flåde på 160 skibe. Han slog sig ned her i nogle år, mens han stadig gjorde krigstogter rundt om langs kysterne ved det irske hav. I forbindelse med et af disse faldt han i 1103 i Nordirland.

Det må lige bemærkes, at der næppe har været nogen slægtsforbindelse mellem kong Magnus Barfod og Godred Crovan.

Herefter var der atter nogen uro indtil Olaf III, der var yngste søn af Godred, i 1103 fik etableret et fast styre. Det kom til at sætte sit præg på øen, at han siden sin fars død havde levet ved den engelske kong Henry I.s hof. En anden af Godred Crovans sønner, Lagman, havde styret på Isle of Man som en slags underkonge fra 1089 under sin far, men i 1097 gjorde hans bror, Harald, oprør. Harald blev imidlertid fanget og resignerede og drog i stedet på korstog til Jerusalem, hvor han døde 1098. (6)

Kong Olaf III’s regering fra 1103 til 1153 blev en lang fredelig periode. Han levede på god fod med både den engelske, den skotske og den irske konge. I 1130-erne indbød kongen til grundlæggelse af cistercienserklosteret Rushen Abbey omkring 1134, og desuden fik han givet den kristne kirke faste former på øen. Man-krøniken, der er skrevet af munke, priser kongens velvilje mod kirken, og beklager derfor, at hans kloge og retfærdige styre endte med et forrædderi, da han blev myrdet af en nevø. Han har sandsynligvis boet i den sydlige del af landet, muligvis ved Crank Howe Mooar, hvor man har fundet ruiner fra den tid.(7)

Hans søn Godred, der i 1152 og 1153 var i Norge, vendte omgående hjem med fem skibe i 1154 og høvdingene på “the Isles” sluttede sig straks til ham og valgte ham til konge. Herefter sejlede de til Isle of Man, hvor de straks fik fanget forrædderne, der blev dræbt. Det fortælles imidlertid, at Godreds styre blev så hårdt, at nogle af høvdingene søgte til hans svoger om hjælp. Det kom da til kampe mellem de to og bl.a. til et søslag i 1156, der endte uafgjort, hvorefter de to parter sluttede en overenskomst om deling af riget. Sumerled of Argyll, der var gift med en datter af den afdøde kong Olaf, fik den del af øerne, der omfattede the Mull samt Islay, mens Godred beholdt de sydlige øer og Isle of Man.

I 1159 rejste Godred til den skotske konge og året efter til Norge, hvor han blev i nogle år. Først kæmpede han for den norske kong Inge ved Oslo, men her gik han over til fjenden, Håkon, der blev konge i Norge. Denne blev imidlertid dræbt i 1162 og året efter blev Magnus Erlingsson norsk konge. Endelig i 1164 vendte Godred tilbage til Isle of Man og tog atter magten. Tilsyneladende er det i denne tid, at Castle Rushen er blevet grundlagt. Godred V døde 1187 på St. Patricks Isle ved Peel, hvor han havde sin residens. (8)

Under Godreds ældste søn Reginald, der regerede fra 1187 til 1226, var der uafladelig kampe, og mens Isle of Man hidtil havde været underlagt den norske konge, følte Reginald sig nu nødsaget til at søge støtte i England, og i 1205 måtte han anerkende den engelske kong John som overherre. Reginald boede sædvanligvis på Castle Rushen. Det endte dog med, at en af hans brødre, Olaf the Black gjorde oprør mod Reginald i 1226, og da Reginald døde 1229, søgte hans søn Godred VI Don ikke til England men til den norske konge for at få støtte for sin sag. Han vendte da også tilbage med norsk hjælp i form af en stor flåde. Resultatet blev at de to delte riget, således at Olaf residerede på Man og Godred på øerne nord for. Efter at den norske hjælpeflåde var vendt hjem i 1231, blussede kampene imidlertid op igen og Godred Don blev da dræbt på øen Lewis, hvorefter Olaf the Black havde det fulde herredømme i hele Man imperiet, idet han dog anerkendte den engelske konge, Henry III. Olaf residerede på St. Patrick Isle, hvor han døde i 1237 og blev begravet i Rushen Abbey.(9)

Olafs søn, Harald IV, der nu blev konge, anerkendte derimod den norske kong Håkon IV som sin herre og opholdt sig hos ham i et par år 1247 og 1248. Han havde alligevel også et godt forhold til sine andre naboer, kongerne af England og af Skotland. I 1248, medens han var i Norge, ægtede han Cecilia, der var en datter af kong Håkon, men under tilbagerejsen til Isle of Man forliste skibet ulykkeligvis og begge druknede. (10) Da meddelelsen herom nåede Isle of Man blev hans bror Reginald IV udråbt til konge, men allerede samme år blev han myrdet af Godred Dons søn Harald V, der søgte at tilrive sig kongetitlen efter at have allieret sig med den engelske konge Henry III. I 1252 vendte en tredje søn af Olaf the Black, Magnus, tilbage til Isle of Man støttet af kong Håkon i Norge. De urolige forhold gjorde imidlertid, at han i 1261 forhandlede med den skotske kong Alexander III om hjælp, og da den norske kong Håkon døde i 1263, var det norske herredømme over Isle of Man slut. Samtidig måtte man konstatere, at kong Magnus magt var indskrænket til selve øen Isle of Man, medens øgrupperne med the Lewis og Sky af Hebriderne var annekteret af Skotland.

Hvis vi ser på de segl, som kongerne anvendte på Isle of Man, havde disse indtil da vist et vikingeskib, men fra omkring 1260 har vi bevaret det ældst kendte segl, der viser de tre ben, som siden er forblevet Isle of Mans våben.

Den 24. november 1265 døde kong Magnus på Castle Rushen. (11)

Forholdene var nu så meget ændrede, at den skotske konge herefter havde det egentlige herredømme over Isle of Man og the Sudreys, der da blot styredes af nogle Bailiffs, som han udsendte. Der var derfor ofte uro mellem befolkningen og de udsendte herrer, og gentagne gange måtte et oprør slås ned. Det blev imidlertid afgørende for udviklingen, da der i 1275 skulle udpeges en ny biskop på Isle of Man. Befolkningen valgte abbedden af Rushen, mens Alexander udpegede sin egen mand, der var en slægtning af hans Bailiff på Man. Dette gav anledning til oprør, og i oktober 1275 sendte den skotske konge en ekspedition til øen for at gennemtvinge sin vlije. På Mans side deltog denne gang Godred, der var en søn af kong Magnus, og han blev da også af beboerne udvalgt til konge. Blandt dem, der støttede ham i kampen mod skotterne, var Godred Dons søn Harald V.

Det kom til et afgørende slag, hvor Godred faldt og hvor Harald efter nederlaget flygtede til Norge. Her blev han til sin død i 1287, og Haralds søn Thorleif skal have ægtet en datter af kong Godred, Maude eller Magnhild, men med Haralds flugt til Norge sluttede de norske vikingers herredømme over Isle of Man og Sudreyerne endeligt. (12)

For at få en samling på det ovenfor omtalte gives nedenfor en oversigt over de konger over Isle of Man, der er nævnt her. Det må dog understreges, at årstallenes nøjagtighed må tages med et vist forbehold, da kilderne angiver forskellige årstal. Desuden er de årstal, der er nævnt, årene hvor de sandsynligvis har været regenter på Isle of Man eller øerne. (Stamtavle)

Da familien vendte tilbage til Norge efter nederlaget i 1275, bosatte de sig i Trondheimdistriktet, der støder op til Jämtland. Når Jämtland nævnes i denne forbindelse er det fordi færdselsvejen fra Jämtland gik ud i verden via Trondheim. Man må huske, at i 1200-tallet var det endnu nemmest at færdes til søs fremfor gennem store skove og uvejsomt terræn. Derfor gik forbindelserne til lands som regel ud fra havneområder, hvor der var en tættere bebyggelse. Set fra Jämtlands bjerge var det mod Øst til det fjerne område ved Stockholm og søerne gennem store skove eller til Trondheim over bjerge og gennem skove, men her var afstanden trods alt kortere. Derfor har dette landområde flere gange skiftet tilhørsforhold alt efter magtforholdene mod Øst og Vest.

Ifølge Snorre Sturlasson skal den norske kong Eystein Magnusson (1103-1123) have forhandlet med bønderne fra Jämtland og forklaret dem, hvor meget lettere det var for dem at få deres fornødenheder vestpå end at skulle drage den lange vej mod Øst for at få dem, hvilket skulle være årsagen til, at Jämtland i de følgende 500 år var norsk område. Alligevel havde Jämtland kirkelig tilknytning til Uppsala. (13) Ser vi på kortet over egen ved Trondheim ses det, at der førte en vej fra Skalstugan over fjeldryggen ned i Innas dalsænkning forbi Sul og videre til Verdadalen, hvor Olav den Hellige Haraldson faldt på slagmarken ved Stiklestad i året 1030. Herfra gik vejen videre til Levanger, der i århundreder var målet for markedsrejsende fra Jämtland ved vintertid. En anden hovedvej gik fra Jämtland gennem Skurdalsporten og ad Stjørdalen til Trondheim.

Thorleif og sønnen Hallstein Thorleifsson bosatte sig som nævnt i Trondheimområdet på hovedgården Egge ved Egge kirke. De har sikkert her haft en pragtfuld udsigt over fjorden og har kunnet følge med i, hvad der foregik af sejlads her. Egge ligger ved Trondheimfjordens fortsættelse, Beitstadfjorden, nær Steinkjær. Vi kender ikke meget til deres forhold, men fra 1302 og 1303 er bevaret et par breve fra den norske kong Håkon Magnusson, der beordrer Halstein Thorleifsson og Audun Vigleiksson til at afgøre en sag for Nidaros domkirke. Dernæst hører vi først om ham i 1326. Da omtales han som en gammel herre fra kong Håkons tid, og selvom han er sysselmand i Jämtland, angives han som hjemmehørende i Trøndelagen. (14)

I 1319 kom det til en personalunion mellem Norge og Sverige under kong Magnus Eriksson, og under dennes mindreårighed styredes rigerne af en formynderregering, der tilsyneladende i høj grad har værdsat den aldrende Halstein Thorleifsson, idet man tiltaler ham som “værdige herre og ven”. Vi kender ikke så meget til hans styre i Jämtland, men ved blot, at han har haft en underordnet embedsmand på stedet mens han selv boede på Egge. (15).

Halstein Thorleifsson omtales også i en sag fra 1345, da der blev indgået et forlig. Hans søn Nils Halsteinsson var gift med Kristina, der var af fornem og velhavende slægt, sandsynligvis en datter af lagmanden Halvard, som kendes fra 1303, og med hende havde han også fået en del jord i Hackås i Jämtland. I den omtalte sag hedder det, at ” i tingstuen erkendte Nikolaus Hallsteinsson, at han hjemme hos Tove i Kolnæs havde slået denne i hovedet med sin stridsøkse. Siden var Tove blevet grebet, kastet på en slæde og bortført af Hr. Hallsteins svende til Egge.” Nikolaus Hallsteinsson blev dømt “i kongens vold med liv og gods”, men blev siden benådet, vel sagtens også i kraft af sin kones indflydelse. Ved dette forlig måtte han da afstå til kongen det halve Mjälle og laksefiskeriet i Ragunda, og hans kone, Kristina Hallvardsdatter, måtte yderligere føje til af sit eget gods den halve ydregård “firir Berghi” samtidig med at hun skulle købe den anden halvdel af Olav Västeråker og derefter måtte overlade det hele til kongen. (16)

Både Halstein Thorleifsson og Nils Halsteinsson anvendte et våben med de tre ben i deres segl. En anden bemærkelsesværdig ting er fremført af den svenske prof. Niels Ahnlund. Han skriver: “Dommen over Nils Hallsteinsson var ingen almindelig dom. Den indebar en efterregning og et opgør med et system. Den uddømte bod vækker interesse først og fremmest gennem beliggenheden af de overleverede godser, hvor man jo helt åbenbart kan skønne en bestemt i forvejen aftalt plan og løsning. Sagen har uden tvivl betydet en kraftig forøgelse af krongodset.” (17)

Da kong Magnus blev 16 år, overtog han selv styret i 1332. Han fik med sin dronning Blancha to sønner, Erik og Håkon, og da Håkon i 1355 nåede myndighedsalderen blev han konge i Norge, mens Magnus fortsatte med at styre som Sveriges konge. Dette var den ældste søn, Erik, stærkt utilfreds med, og det varede da heller ikke længe før han fik rejst et oprør mod sin far. Hertil fik han støtte af hertug Albrecht af Mecklenburg, som var gift med kong Magnus søster. Norge og Sverige var således atter blevet adskilte.

Den norske kong Håkon VI holdt i 1363 bryllup med Margrethe Valdemarsdatter af Danmark. For Jämtland betød det ingen ændring, da landet stadig styredes fra Norge, og fra unionstiden kunne det være en foged fra Danmark, der sad i Jämtland. Danmark var netop da kommet over en af sine værste kriser i landets historie, idet Erik Menveds militære eventyr havde bragt landet i en økonomisk krise, der siden, efter hans efterfølger Kristoffers regering 1319-32, havde ført til en fuldstændig pantsættelse. Efter en kongeløs tid 1332-1340 måtte kong Valdemar IV Atterdag genvinde landet skridt for skridt. Det foregik ofte med snildhed og hårdhed og kunne kun gennemføres af ham fordi han besad den nødvendige fasthed og styrke.

I Sverige var der imidlertid sket det, at den oprørske kong Erik døde før sin far Magnus, og da denne døde i 1363, hyldedes året efter hans svoger hertug Albrecht som Sveriges konge.

Jämtland forblev ved Norge og gennem den union som Margrethe skabte, knyttedes landet også til Danmark. Et halvt hundrede år senere, da den danske kong Kristoffer af Bayern blev gift, udfærdigede han den 15. september 1445 et morgenbrev til sin unge dronning Dorothea, der da fik tilkendt en række områder i Danmark, Norge og Sverige, som hun måtte beholde, hvis hun overlevede ham. Norge skulle da bidrage med “vort land Jämtland med alt, hvad dertil hører”. (18)

Det er ovenfor sandsynliggjort både af prof. Ahnlund og af G.V.C.Young at der er en forbindelse fra kongerne på Isle of Man til Nils Hallsteinsson bl.a. ved hjælp af slægtsvåbnet med de tre ben. Vi er hermed nået forbi vikingetiden og frem til tiden omkring 1345, der er det seneste årstal i forbindelse med Nils Hallsteinsson og opgaven er herefter at finde forbindelsen til Niels Mikkelsen Barfod, der var rådmand i Randers 1406, hvilket kunne tyde på, at der blot mangler en enkelt generation mellem de to mænd.

Som det forhåbentlig fremgår af det førnævnte var der et nært samvirke mellem de tre nordiske riger. Danmark var da det mest folkerige af landene med ca. 1 mill. indbyggere, mens Sverige antages at have haft ca. 1/2 million og i Norge boede omkrign 300-400.000 indbyggere. Det gamle middeladerlige bondesamfund var desuden ved at blive afløst af et samfund med en vis stænderdeling, hvor adel og kirke ved siden af kongen var herskende. Dette var bl.a. forårsaget af, at den gamle bondeleding ikke mere var tidssvarende. Nu var det ridderne og deres svende som var afgørende for magtforholdet, og derfor fik disse da også skattefrihed for deres ejendomme. Endvidere havde der midt i 1300-tallet været en økonomisk krise, der ramte landbruget hårdt samtidig med at alle de tre nordiske lande ramtes af sygdommen “Den sorte død” eller “Digerdøden”, der havde bredt sig fra det øvrige Europa. Ikke mindst var der også sket det, at den øgede handel gav nye kontakter med andre lande.

I Jämtland levede man hovedsagelig af sæterbrug om sommeren mens kornavl spillede en beskeden rolle, og om vinteren drev man fiskeri og jagt som et vigtigt supplement til kvægavlen. Laks var en af fangsterne, der havde betydning, som det ses af det førnævnte forlig, men man fiskede også andre ferskvandsfisk med net. Fiskeri var af så væsentlig betydning, at det var en værdi i sig selv. Jagt spillede naturligvis også en stor rolle, og her var det navnlig hermelin, elg og bæver, der ligeledes var knyttet til forskellige steder, som kunne købes og sælges særskilt. Skind var netop en god eksportartikel fra Jämtland. Man ser iøvrigt også, at bønderne ofte betalte deres skat med et antal hermelinskind, og f.eks. gjorde kirken krav på tiende af jagt og fiskeri.

Fra Jämtland rejste man til markedet i Levanger ved Trondheimfjorden, og dette marked holdtes de sidste dage i februar og de første i marts, når det var godt vintervejr, således at man bekvemt kunne nå fra Levanger videre til markedet i Jämtland på Frosøen et par uger senere. (19) Nils Hallsteinssons søn Peder indtog i Jämtland en ledende stilling, men vi kender dog bedre dennes tre sønner Önd Pedersson, Karl Pedersson og Johan Pedersson af Sanne. Önd Pedersson og dennes søn Sten Öndsson blev begge fogder i Jämtland, men også de to andre brødre var fremtrædende mænd på egnen. De holdt til i Hackås på gården Hof, men mens der findes bevarede segl med Önd Pederssons og hans søns våben, der forestiller et enkelt ben, så er der ikke bevaret tilsvarende fra hans to brødre. Derimod kendes våbnet med det ene ben fra Karl Pederssons sønner, og specielt kan bemærkes sønne Örjan (Jørgen) Karlsson, der var foged i i Jämtland og døde omkring 1474. Det var vel dette våben, som var baggrund for slægtsnavnet Skanke eller Skånke, alt efter om det var norsk eller svensk. (20)

Gården Hof, hvor Skånkerne residerede, var virkelig et gods og ikke blot en enkelt gård, og disse godsejere var tillige handelsmænd, der – som før omtalt – solgte skind og fik deres udbytte også af jagt og fiskeri. Det var således en lavadel, der havde en stærk tilknytning til det øvrige Norge og til Danmark. At der har været en forbindelse, som også kan have forårsaget en vandring af slægter er der flere eksempler på. Blandt andet var der en forbindelse mellem Vendsyssel og Jämtland ved folk fra lavadelen. Nils Berg eller Nisse Berg, der vidnede i Jämtland den 14.april 1394, den 12.marts 1428 og den 5-11. marts 1430, angives at stamme fra en væbnerslægt ved Hjørring. Dette blev således fastslået i en udtalelse fra Hjørrings borgmester og råd i 1476 længe efter Nils Bergs død, men på et tidspunkt, hvor der var strid om hans ejendomme blandt arvingerne. (21)

Nils Berg blev som ung ejer af nogle gårde i Revsund og Sundsjø i Jämtland, af hvilke en gård i Sørviken overgik til hans søstersøn Jakob Palnesen. Nils Berg døde ugift og barnløs og hørte ifølge den svenske historiker prof. Ahnlund til kredsen omkring Karl Pedersson i Hov og altså til Skånke-slægten. Jacob Palnesen havde iøvrigt tre sønner Erik, Laurens og Michel, og denne sidste havde en søn Olaf. Vi kan dog ikke sætte dem direkte i forbindelse med Barfod-slægten.

Vi finder imidlertid på denne tid personer andre steder i Danmark med navnet Skånke eller Skanke. I 1367 var der en borger i Lund, der hed Henrik Hermansen Skanke, men hverken navnene Henrik eller Herman findes andre steder i den svenske Skanke-slægt. Også i Hjørring findes omkring 1500 flere personer, som bærer navnet Skanke, altså netop i den egn, hvorfra Nils Berg stammede. I den forbindelse må vi dog også huske, at i disse århundreder var det meget almindeligt, at man nøjedes med et fornavn og evt. hvem man var søn eller datter af, medens man først ved denne tid også så småt begyndte at anvende slægtsnavnet. Der er således ikke noget, der taler imod, at der ikke kunne have været medlemmer af slægten Skanke før 1500 i Hjørring uden at det direkte fremgår af deres navne.

Svend Skanke vidnede i Hjørring som byfoged i 1478, hvilket netop er to år efter at man fra Hjørring byråd fastslår, at Nils Berg stammer herfra. I 1484 vidner Svend Skanke som borgmester, hvilket kunne tyde på, at familien var hjemmehørende i byen. Desuden ser vi, at Aksel Olofsen Skanke den 4. maj 1487 vidner i København og han omtales her som en bror til Magdalene, der var gift med Niels Pedersen Brahe, og endelig har vi Lars Skanke, som i årene 1500 og 1501 vidnede sammen med Oluf, der benævnes rådmand i Hjørring den 9/11 1501.

Der er således flere løse ender, hvis vi blot ser på slægtsnavnet. Hvad angår seglet med det ene ben i våbenet kan vi finde en linie i Jämtland, der knytter sig til lokaliteten Hof i Hackås, og herfra stammer en slægt Skånke, som stadig eksisterer i Sverige. (22)

Der fandtes imidlertid i Danmark andre slægter, som i 1300-tallet havde et ben eller en bar fod i deres våben. Vi finder således et våben med et ben med spore ligesom i Skunckernes våben hos Gunner Been, der den 30/11 1328 vidnede på Langeland og det samme våben ses hos Niels Madsen i Kjædeby og William Niels Been i Helsved, der ligeledes vidnede på Langeland ligesom hos Mattis Lud i året 1500. Endvidere var der også Mikkel Been af Radsted, der har sat sit segl med benet den 13/11 1457. Af andre personer med et ben i deres våben kan nævnes Gødeke Steenvær i 1370 og Niels Steenvær, der i 1424 var kannik i Slesvig, samt Niels Jensen Beenvåben i 1377 og 1394 og fra samme slægt Ingvar Strangesen i Skåne 1408 og Mads Pedersen, der var bymand i Mamlø 1434 og endelig Iver Eriksen Beenvåben, der nævnes som væbner i 1449. Vi kan dog ikke sætte nogen af disse personer umiddelbart i forbindelse med enten Skuncke-slægten eller Barfod-slægten.

Hertil kan føjes, at der også var personer, som havde blot en fod i deres våben. Det var Borchart og Otto Vote (eller Fod), der vidnede den 16/6 1353 og Mads Fod, der vidnede så sent som i 1684. Heller ikke disse personer kan ses at have nogen tilknytning til Barfod-slægten.

Efter således at have set på personer, der enten på grund af navn eller seglmærke kunne være tilknyttet slægten, må vi vende os til de allerede kendte personer, der bærer navnet Barfod. Den ældste bærer af navnet er Niels Mikkelsen Barfod i Randers, og spørgsmålet må vel da være, om der kan være en forbindelse mellem ham og Skankerne i Hjørring. Det er vel ikke usandsynligt, men det kan ikke påvises. Hvis forbindelsen er der, ville Niels Barfod vel være en fætter til Nils Berg, idet deres fædre da skulle være brødre og leve omkring 1330, men da vi hverken kender fædre til den ene eller den anden Niels, er vi foreløbig på bar bund.

Niels Mikkelsen Barfods far måtte, hvis han var en søn af Niels Hallsteinsson, have heddet Mikkel Nielsen. G.V.C.Young har påpeget, at en Mikkel Nielsen i Falling i Jylland i 1365 har skødet noget gods til Jakob Jonsen, og han mener, at man her muligvis har den person, som er det savnede bindeled. Imidlertid har vi i 1367 et vidne, der hedder Mikkel Nielsen, kaldet Krabbe, og i 1372 omtales et pantebrev på Mikkel Nielsens gods i Vissing. Hvis den først nævnte Mikkel Nielsen er identisk med den to år senere omtalte Mikkel Nielsen af slægten Krabbe, hvis søn iøvrigt i 1414 omtales som ridder til Nissum Østergaard, falder hypotesen desværre væk. (23)

Foruden G.V.C. Youngs undersøgelser har vi imidlertid også en kilde, der bør prøves. Helt uafhængig af anden forskning har Sven Gaute Barfoth nævnt en stamtavle, som i 1830 blev kopieret efter et oplæg, der havde været ejet af pastor Iver Barfoth (X,78), som døde i 1743. Svend Guate Barfoth er i besiddelse af denne kopi. (24)

Den omtalte stamtavle har som første person Thorleif Haraldsson, der efter stamtavlen levede omkring 1280 og var gift med Magnhild. Hans søn var Hallstein, der havde fire sønner: Nikolaus (Nils), Thord, Lodin og Botolf. Medens Botolf fik efterkommere i Norge, havde Niels en række børn, af hvilke nævnes på denne måde: Gudbrand, Olaf, Lafrans, andre børn og Mikkel. I vor sammenhæng er det naturligvis interessant at se, at Niels Halsteinsson ifølge denne stamtavle skal have haft en søn ved navn Mikkel, der levede omkring 1350. Desuden står der, at Mikkel havde to børn, nemlig Nils Barfod, der i 1406 var rådmand i Randers, og Olof. Så drejer det sig åbenbart blot om at finde ud af, hvor Mikkel levede og hvem Olof er. Blandt de andre børn kan altså også være Nils Bergs far. Tilsyneladende stemmer således denne kilde helt overens med det resultat, som Mr. Young er kommet frem til.

Teksten på stamtavlen gengives her i kopi, men trykt ser det således ud:

Stamtafla öfver ätten Skanke kallad Barfoth:

Som det ses viser stamtavlen også, at Mikkels bror Olof blev gift med en datter af baronen på Talgø, og at de havde to sønner, nemlig Nils, der blev gift med Ragnhild, og Gunner, der levede på 1390-tallet. Hertil må endvidere føjes, at der ved Ragnhilds navn står et våbenmærke med en dobbelt trekant, d.v.s. 2 trekanter sat med spidserne med hinanden. Dette våbenmærke anvendte Nils Mikelsen Barfod i Randers også på sit segl fra 1406. Man finder ofte på denne tid et sådant mærke anvendt af borgere, der ikke havde noget våben, men det kan altså også have tilknytning til et adeligt våbenmærke, som det nok har været tilfældet her. Samtidig med at Harald flygtede fra Isle of Man til Norge, rejste nemlig også en adelsmand Mc. Rory hertil. Han var af klanhøvdingeslægten Mac Donald af Inchegal, og hans efterkommere førte som våbenmærke den samme dobbelte trekant. Når også Nils Mikkelsen Barfod brugte den dobbelte trekant kan det da muligvis være fordi hans mor var af slægten Mac Rory ligesom Nils Olofsen.

For at få lidt sammenhæng i det hele må vi for et øjeblik atter vende os til Skånke-slægten i Sverige. En af de mere kendte af slægten var Karl Pedersson Skånke, hvis enke Radgerd Ketilsdatter i 1438 sammen med sine fem sønner solgte noget gods til provsten i Sunne. (25)
En af sønnerne var Ørjan (eller Jørgen) Karlsson, der var en stor jämtlandsk patriot, som støttede svenskeren Karl Knuttson mod den danske kong Christian I. Med en styrke fra Jämtland hjalp han med at tvinge almuen i Trøndelagen, da ærkebispen i 1449 kronede Karl Knuttson i Tronheim domkirke, og han var da også en af de første, der af ham fik ridderslaget. Han levede som en virkelig stormand i pragt og luksus og havde ved siden af sin kone en frille, hvis søn Karl Ørjansson blev hans efterfølger på godset Hov. Hans lysekrone hænger endnu i dag i Hackås kirkes våbenhus. I 1453 forsvarede kong Christian I’s tro tjenere Olof Nilsson og Peder Nilsson Trondheim mod et nyt angreb af Ørjan Karlsson, der denne gang ikke havde heldet med sig. Ørjan Karlsson døde 1477. (26)

Olav Nilsson og Peder Nilsson var også af Skånkeslægten, og de havde begge et ben i deres våben, som ses på seglene. Hvorledes denne slægtsforbindelse er, kan ses af nedenstående oversigt, der også på anden måde har betydning:

Den sidstnævnte Olav Nilsson er også kendt som en skånsk adelsmand, der i Erik af Pommerns tjeneste drev kaperi mod hanseaterne under krigen 1426-1431. I 1437 eller 1438 blev han udnævnt til høvedsmand på kongsgården i Bergen. Da Erik af Pommern forlod landet i 1439, blev Kristoffer af Bayern konge, men efter dennes tidlige død allerede i 1448 fulgtes han af Christian I. Dennes politik mod hanseaterne var vekslende på grund af hans samtidige kamp mod den svenske Karl Knutsson. Hanseaterne optrådte i 1455 så selvrådigt i Bergen, at de ved en sammensværgelse fik myrdet både Olav Nilsson og hans bror Peder samt adskillige andre, der støttede dem. Dette skete uden at kongen greb ind overfor Hansestæderne. (27)

Nils Olofsson eller Olavsson ser vi også nævnt på den stamtavle, som Sven Gaute Barfoth er i besiddelse af. Han var gift med Ragnhild. Også Olofs søn Niels blev myrdet i 1455 i Bergen og andre børn var ifølge den nævnte stamtavle Aksel Olufsen Skanke, der døde i 1498, og Magdalene, der døde i 1513, og som var gift med Niels Pedersen Brahe, som det tidligere er nævnt. På Barfoths slægtstavle står der dog, at hun var gift med Per Brahe, hvilket imidlertid ikke stemmer med dokumenterne. Desuden nævner stamtavlen heller ikke Olof og Lars Skanke, der vidnede 1500 og 1501 i Hjørring, men det kan skyldes, at de ikke havde nogen aktuel interesse for den slægtslinie, som stamtavlen beskæftiger sig med. Går vi et led længere ned i stamtavlen på denne gren, står der:

Hermed nærmer vi os tilknytningen til Barfod-slægten, hvor vi finder den første person, der optræder med navnet Barfod. I den forbindelse er det et spørgsmål, hvorledes forbindelsen er mellem den ældste af Olav Nilssons sønner, nemlig Olav Nilsson, som bl.a. i årene 1463 til 1465 skal have drevet kaperi mod hanseaterne i Nordsøen indtil han omkom ved et forlis på Jyllands vestkyst i 1465. Ifølge den gamle stamtavle er det ham, der er mindet ved Vester Vannet kirke i Thy, hvor der er indridset en triskele i muren, der skulle kendetegne de tre ben i hans våben. Stenen findes ikke mere. Stamtavlen hævder, at hans søn, der også hed Olav, var den første, der i denne gren førte navnet Barfod.

Vi har mødt Skanke-slægten i Jämtland, i Norge, i Vendsyssel og i Skåne, selvom vi ikke har kunnet bevise en forbindelse i alle tilfælde. På grundlag af alt dette kan vi imidlertid opstille en teori, der muligvis kan være rigtig. Den ser ud i skemaform som ovenstående, idet der her er udelukket alle uvedkommende personer.

Som det ses har vi en intim forbindelse mellem slægterne, der resulterer i, at vi forener den nyopdukkede stamtavle fra Sv. Gaute Barfoth med de forbindelser, vi i forvejen havde kendskab til. I det følgende vil de personer, der bærer navnet Barfod, blive omtalt nærmere.

Kilder til forhistorien:

  1. G.V.C.Young: The three legs go to Scandinavia, Isle of Man 1983.
  2. David Craine: Tynwald, Isle of Man 1979.
  3. G.V.C.Young: The history of the Isle of Man under the nors, Isle of Man 1981.
  4. R.H.Kinvig: The Isle of Man, Isle of Man 1978, side 77-79 og Young: The History side 56 ff.
  5. Young: The History side 64.
  6. Young: The History side 68.
  7. Young: The History side 82.
  8. Young: The History side 100-104.
  9. Young: The History side 125-128.
  10. Young: The History side 131.
  11. Young: The History side 135-138.
  12. Young: The History side 189 ff.
  13. Niels Ahnlund: Jämtland och Härjedalens Historia, Stockholm 1948 bd. 1 side 137 ff.
  14. Dipl.Norw. III nr. 53 og Regesta Norvegica III nr. 87, 88 og 90 samt IV nr. 419, Ahnlund side 189 f. og 212 f.
  15. Ahnlund side 112 og 212 ff samt side 606.
  16. Reg. Norw. V nr. 756 og 757 samt Dipl. Norw III nr.254.
  17. Ahnlund side 223-224.
  18. Ahnlund side 303.
  19. Edv. Bull: Jämtland og Norge, side 77 ff.
  20. Young: The three legs, side 16-17.
  21. Ahnlund side 299 f. og Jämtland och Härjedalens Diplomatarium nr. 126 d. 13/4 1394, nr. 191 d.12/3 1428 og nr. 199 d.11/3 1430, Dipl. Norw. V nr. 583 (1428), III nr. 705 (1430), nr. 1073 (1517), nr. 860 (1463), XIV nr. 126 (!»76) og 82 (1451).
  22. Young: The Three legs side 12 ff.
  23. Den 1/7 1377 lover kong Oluf dron. Margrethe samt bisperne og 44 riddere og 88 væbnere at opretholde den bestående retstilstand og blandt væbnerne finde vi Niels Been våben og Esge Brok. Danmarks Riges Breve 3 rk. VII nr. 346, VIII nr. 25,26 og 27 samt IX nr. 246 og 336.
  24. Sv.Gaute Barfoths brev til Jørgen H. Barfod d. 4/4 1979.
  25. Matts Ling: Från Jämtlands Medeltid, Østersund 1921 side 52.
  26. Matts Lingside 64-68.
  27. Mykland bd. 5 side 56-60